Af Sandra Arno Poulsen
Min far er alkoholiker. For mig, og måske mange, bringer ordet ”alkoholiker” associationer til en gammel usoigneret mand med et tomt blik i øjnene, som sidder på en bænk med en discount øl i hånden. Billedet passer ikke på min far.
En venlig udstråling
Efter at have mødt min far, ville man højst sandsynligt ytre sig om hvor rar, venlig og imødekommende, han er. Han har altid været meget ambitiøs, og da jeg var lille, kunne vi næsten ikke gå en tur ned i byen, uden at folk kom smilende hen og hilste på.
Jeg vil til dels give dem ret, min far er god til sit job, han har taget sig kærligt af mig, da jeg var yngre, og jeg har mange gode minder med i bagagen. Jeg var hans englebarn, og jeg fik ofte stor ros af ham. Jeg har aldrig sagt ham imod og har altid gjort, hvad jeg fik besked på.
Bange for hans vrede
Min far og jeg havde nogle rigtig gode tider sammen, men de blev færre, som årene gik.
Mit største ønske var at få flere af disse stunder, så jeg prøvede ihærdigt at være “drømmedatteren.”
Da jeg var mindre, så jeg ikke på min far som alkoholiker, for han skjulte det, når han drak. Det jeg så, var en far, der var rigtig glad for øl og vin og havde et voldsomt temperament, som blussede op en gang imellem. Men jeg var slet ikke gammel nok til at koble de to ting sammen i mit hoved.
En anden grund, til at jeg prøvede at være drømmedatteren, var, fordi min største frygt på daværende tidspunkt var at blive udsat for den vrede, der fulgte med hans temperament. Det er sjældent, at han er blevet vred på mig, men jeg har set ham blive vred og miste kontrollen over for flere af hans kærester. Hans ansigt var det mest skræmmende, han gik helt tæt på, med knyttede næver og talte ud gennem sammenbidte tænder. Jeg husker en dag, da jeg kom på besøg, hvor hans daværende kæreste sad sammenkrøllet i sofaen og stirrede tomt ud i luften, hvorefter min far vender sig mod mig og siger: ”Når hun slår, må man jo lære, at der bliver slået igen.”
Det gjorde mig helt vildt bange for, hvad han kunne finde på, hvis han en dag blev vred på mig.
Der er mange måder at være fuld på
Det er ikke mange år siden, at jeg ville have sagt, at jeg aldrig havde set min far fuld. Min far blev aldrig fuld på en måde, så han væltede rundt eller begyndte at tale med sløret stemme. Han har altid haft en helt uhyggelig fysisk kontrol, og denne opførsel stemte ikke overens med, hvad jeg dengang forbandt med at være alkoholpåvirket.
Når min far er beruset, bliver han fjern, utålmodig, spydig og til tider aggressiv. Det er senere hen gået op for mig, at der findes mange forskellige måder at være alkoholiker på, ud over manden på bænken.
Vil ikke modtage hjælp
Jeg har i mange år båret over med min far, forsøgt at løse problemerne og gang efter gang tænkt, at NU skulle det nok blive bedre.
Min far ville og vil stadig ikke hjælpes. Det gjorde mig vred, at han ikke tog imod hjælpen, da den var lige for næsen af ham, og det havde gjort mig meget ked af det at se ham i den tilstand.
Det er okay at sige fra
Efter indlæggelsen gik der et halvt år, før det gik galt igen. Denne gang tog jeg beslutningen om at stille ham et ultimatum; behandling eller ingen kontakt med mig.
Jeg skrev det i en sms til ham – og nej det var måske ikke den mest ideelle måde at gøre det på, men jeg tog en beslutning om, at jeg ikke ”skyldte” ham noget mere. For første gang tænkte jeg på, hvad der var bedst for mig. Siden jeg tog den beslutning, har jeg fået det meget bedre psykisk.
Jeg tror, at mange børn føler sig forpligtet på at opretholde båndet til deres forældre for at bibeholde den tryghed, der er rodfæstet i barndommen. Og i mange forhold ligger der en forventning til, at man elsker sine forældre ubetinget.
Jeg er gået for langt for at opnå min fars kærlighed og har erfaret, at det er okay at sige fra, når man føler sig mere svigtet end elsket.
