Valider de unges følelser, hvis de er bange for eksamen
Ifølge specialist i eksamensangst – Malene Bohni – er validering et godt greb i samtaler om eksamensangst. Her får du en guide til at gøre det i praksis.
Er du også mester i at give gode råd?
Det er naturligt at ville hjælpe med det samme, når du møder et menneske, der har det svært.
Og når du møder en ung, der har bekymringer før eksamen, så er det fristende at servere de klassiske råd til eksamen. Du kender dem godt:
- Du behøver ikke være så bekymret over din fremtid – der er masser af muligheder
- Du er da god til engelsk, så det skal du nok klare godt
- Alle er jo nervøse til eksamen
Velmenende råd. Der sjældent giver den reaktion hos den unge, som du drømmer om. Det er som om modstanden bare vokser.
Prøv ekspertens bedste råd – validér de unges følelser
Ekspert i eksamensangst – Malene Klindt Bohni – anbefaler i stedet, at du validerer de unges følelser. I stedet for at skyde gode råd afsted.
Validering betyder, at du anerkender den unges følelser som rigtige nok. Uden at du nødvendigvis giver dem ret i alt, hvad de tænker. Det handler om at skifte dit fokus fra klassikeren:
“Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for eksamen.”
Til at få den her lille vigtige krølle med:
“Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for eksamen, når du siger at du havde en dårlig oplevelse sidst.”
Den lille krølle til sidst viser den unge, at du ser og forstår, hvor svært det er at have eksamensangst på den måde, som hun oplever det. At det er i orden, selvom angsten ikke altid virker rationel og logisk.
Validering er ekstra vigtigt til eksamen
Det her skel mellem velmenende råd og validering er særligt vigtigt, når det handler om eksamensangst. Fordi den unge ofte allerede skammer sig over at være nervøse og fortolker sine egne reaktioner som et tegn på svaghed. Validering bryder den fortolkning ved at møde følelsen, men ikke vifte den væk.
Så du begynder at sige:
- Jeg kan godt forstå, det føles overvældende, når du ser det som om hele din fremtid afhænger af prøverne.
- Det lyder som om mange af jer kender den følelse. Det er ikke mærkeligt, at kroppen reagerer sådan.
- Læg mærke til I ikke er alene med det her. I sidder flere her, der oplever eksamen på denne måde, og I arbejder alle med at tackle det.
Prøv det af. Det gør en ret markant forskel.