Hej

Jeg er en pige på 16. Jeg skal på efterskole næste år og lige nu har jeg læseferie.
Jeg skal væk fra min veninde som forsætter i 10. Klasse. Nu hvor vi har fået læseferie skriver vi ikke særlig meget med hinanden og hun har hele tiden aftale enten skal hun noget med hende familie eller så skal hun noget med hende kæreste.
Jeg vil virkelig ikke miste kontakten med hende, især ikke før efterskole.
Jeg har prøvet at spørge tit hvornår hun kan og har skrevet til hende jeg synes det er træls hun aldrig kan osv. Og vi har stadig ik fundet en dag.

Håber i kan hjælpe mig

(Pige, 16 år)


Kære 16-årige pige

Det kan være rigtig svært at holde kontakt med veninder, især når man ikke ses hver dag. Det er derfor flot, at du gør noget for, at I stadig skal have kontakt.

Få hende til at nævne en dato
Jeg er glad for at høre, at du har skrevet til hende og bedt hende om at finde en dag, hvor I kan ses. Det er selvfølgelig bare rigtig træls, når hun ikke svarer dig på det. Kunne du prøve at bede hende komme med en dato, hvor I kan ses? For det kan ikke passe, hvis der slet ikke bare er en dag, hvor hun har tid til at være sammen med dig.

Hvis hun stadig har ret svært ved at finde en dag, kunne du prøve at spørge hende, hvorfor det er så svært? Hvad er det, der står i vejen for, at hun ikke kan afsætte nogle timer til at være sammen med dig?

Fortæl hende, hvad det gør ved dig
Det er rigtig flot af dig, at du allerede har skrevet til hende, at det ikke er fedt, at hun aldrig kan. For det synes jeg helt bestemt, at hun skal have at vide. Har du også fortalt hende, hvordan du har det med, at hun aldrig kan? Hvordan du får det, når hun altid har andre aftaler og ikke har tid til dig? Hvis ikke, synes jeg godt, at du kan nævne det for hende, så hun bliver opmærksom på, hvad det gør ved dig.

Snak med hende i telefonen
Ring hende op, når du fortæller hende, hvordan du får det, når hun ikke kan være sammen med dig. Snak med hende over telefonen. Så kan I høre hinandens stemmer, og det bliver nemmere ikke at misforstå hinanden.

Jeg håber, at I finder ud af det, og at I får set mere til hinanden før efterskole.

De bedste hilsner fra Mindhelper