Hej Mindhelper

Jeg føler ikke at jeg vil kunne få nogen venner i min gymnasieklasse.

Jeg er lige startet i min permanente gymnasieklasse, og jeg er mega bange for at jeg bare ikke passer ind.

Jeg har gået på efterskole og jeg har helt klart fundet de bedste venskaber jeg nogensinde kunne bede om der – det klikkede bare og var det perfekte sted for mig. Nu har jeg det helt modsat. Jeg er meget sikker i hvem jeg er og jeg vil helst ikke ændre på mig selv bare fordi jeg har svært ved at skabe forbindelser til dem i min klasse. Men jeg har virkelig intet til fælles med nogen.
Vi har lige været på introtur og det ændrede ikke noget for mig – hvis noget så føler jeg bare endnu mere nu at der slet ikke er nogen jeg ville kunne blive venner med. Det føles som om alle er sådan lidt uinteresserede i at være der, og derudover er der vist mange der kender hinanden i forvejen – så det er ikke nødvendigvis fordi der ikke er nogen søde mennesker, men alle holder sig ligesom bare i sin egen boble. Jeg synes det er mega svært at skulle være den eneste som tager initiativ for at skabe et større fællesskab. Især når nu jeg ikke kan finde den der forbindelse til de andre, som jeg oplevede på efterskolen.

(17 år)


Hej med dig

Det kan være rigtig svært at føle, at man ikke har noget til fælles med nogle af de andre i ens klasse.

Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. For det er bestemt ikke noget, som du skal gå med alene.

Der er forskel

Du skriver, at du på efterskolen havde fået de bedste venner, det klikkede bare og det var det helt perfekte sted for dig. 

Nu er du startet på gymnasiet, kommet i en klasse med en masse mennesker du ikke kender og står tilbage med en følelse af, at du bare ikke klikker med nogle af dem. 

Heldigvis er der stadig håb. Inden jeg fortæller om, hvad du kan gøre for at løse situationen, vil jeg lige fortælle lidt om, hvorfor der er forskel på at få venner på gymnasiet og på efterskole. For det er der. 

Hvordan er det på efterskole?

Nu har du jo selv været på efterskole, så meget af det her kommer nok ikke bag på dig. Men når man går på efterskole, så er det en helt speciel social situation man står i.

Alle har deres antenner ude for, at finde nye venner og danne nye relationer. Udover det, bor man på værelse sammen, man har undervisning sammen og generelt set, er man bare sammen 24/7.

Det er en helt unik situation som gør, at man har mulighed for at skabe nogle helt specielle bånd og venskaber. Relationer som for rigtig mange er venskaber man har for livet. Derfor er der også rigtig mange der oplever, at det er svært at gå fra efterskole til gymnasiet. 

Hvordan er det på gymnasiet?

Rigtig mange af de samme ting, kan siges om de venskaber man kan få på gymnasiet.

Man går op og ned af hinanden i tre år, går til fester sammen, laver lektier sammen, har de samme svære eksamener at skulle igennem og er sammen i medgang og modgang. 

Men sammenligner man det med efterskoleophold, så er der en masse ting der mangler. Man sover ikke sammen på værelser, man spiser ikke alle sine måltider sammen, og når man har fri fra skole, så kan man bare tage alle mulige andre steder hen.

Og når man så kun ser hinanden 8-15:30 i hverdagene, så kan det hurtigt kræve lidt ekstra af en for, at man får skabt nogle nye forbindelser. 

Hvad kan du gøre? 

Som du nok har opdaget, er der stor forskel på at gå på gymnasiet og på efterskole. Men hvad kan du så gøre for, at skabe bedre forbindelser til dem i din klasse?

For at gøre det mere overskueligt, har jeg delt mine to bedste råd ind i hvert sit afsnit.

Råd nummer 1: Giv det noget tid

Nu tænker du måske “Giv det noget tid? Hvad skal det hjælpe, når vi ikke har noget til fælles?”. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men når det kommer til at få venner i ny klasse eller skole, så er tiden ens bedste ven.

Rigtig mange oplever nemlig, at det først er efter noget tid på gymnasiet, at de finder deres allerbedste ven eller veninde. Ofte havde de overset dem i starten og måske endda syntes de var vildt irriterende. 

Men som tiden gik, opdagede de at de havde meget mere til fælles, end de lige gik og troede.

Så selvom du sidder med en følelse af, at du intet har til fælles med de andre i din klasse, så prøv at give det noget tid. Det kan være, at din kommende bedste ven gemmer sig iblandt dem.  

Råd nummer 2: Snak med en studievejleder

Det er selvfølgelig ikke alle, som er lige heldige med deres klasse. Nogle har nogle få, de snakker med, nogle har mange og andre snakker næsten ikke med nogen i deres klasse.

Hvis man er blandt de sidstnævnte, har givet det noget tid og det stadig ikke bliver bedre, så kan man overveje, om det er en god ide at snakke med en studievejleder.

Studievejledere er nemlig vant til at hjælpe folk, som har det svært i gymnasiet. Derfor kan de også være rigtig gode til at hjælpe en med at finde en løsning, hvis man ikke har det godt socialt med sin klasse. 

Hvis du ikke lige ved hvem, der er din studievejleder, så kan du prøve at tage fat i en af dine lærere og spørge dem. De ved ofte, hvem der er klassens studievejleder og hvordan man kan få fat på dem. 

Kan du snakke med dine venner om det?

Når der er noget, som man synes er svært, kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om det.

Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon har snakket med nogle af dine venner om, hvordan du har det i din nye klasse?

Det kan fx være nogle af de gode venskaber, du har fra efterskole? Måske står de i præcis den samme situation og savner det fællesskab I havde på efterskole. 

De vil altid lytte hos headspace

Hvis du synes at det kunne være rart at snakke med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale dig headspace

Hos headspace sidder der en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis man synes det er svært at få venner i sin nye klasse. 

Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.

Det kan være rigtig svært at gå fra gode venskaber på efterskole, til en klasse på gymnasiet, hvor man ikke deler interesser med nogen. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper