Hej Mindhelper.
Jeg er en fyr der går i 3.g og er rigtig glad for det. Jeg synes selv jeg har fået rigtig mange gode venner derude. Da jeg startede i 1.g mødte jeg en pige som lige pludselig virkede meget interesseret i mig og vi begyndte at snakke og skrive rigtig meget sammen – næsten hver dag. Hun har dog en kæreste, men hun virker bare stadig enorm glad for mig. Vi støttede og hjalp hinanden og hun var den jeg var tryggest ved. Derudover har jeg også fået nogle andre rigtig gode venner, synes jeg i hvert fald selv, og det er der usikkerheden kommer ind.
Jeg er født med et fysisk handicap men har altid haft meget ”almindelige” venner igennem min skoletid. Det har gjort at jeg hele tiden føler mig enorm usikker på mig selv og tror altid at de ikke bryder sig om mig. Det hænger sammen med at jeg er meget stille, og dermed snakker folk ikke så meget til mig som de gør til hinanden, og det nager mig.
Jeg elsker mine venner så højt og jeg elsker hende pigen så højt. Jeg er bare usikker på om hun og de betragter mig som ”ven”, idet de snakker meget mere med hinanden end de gør til mig. For jeg vil bare være så meget sammen med hende og med dem som muligt.
Hvad skal jeg gøre?
mvh
A
(18 år)
Kære A,
Det kan være svært at vide, hvad man skal gøre, når man bliver usikker i sine venskaber. Jeg er glad for du har skrevet ind til os, for de tanker og følelser skal du ikke gå med alene.
Det giver mening
Det lyder til, at du har nogle rigtig gode venner, som du elsker rigtig højt. Det er en skøn følelse at mærke, at man har nogle mennesker i sit liv, som man sætter stor pris på.
Men derfor synes jeg også, at det giver rigtig god mening, at du bliver nervøs og usikker, når du bliver i tvivl om, om dine venner har det på samme måde.
Det er helt normalt, at vi mennesker har brug for at føle os forbundet med andre mennesker. Vi er nemlig flokdyr, og derfor kan vi faktisk ikke overleve uden hinanden.
Jeg vil i mit svar til dig her komme med nogle forslag til, hvad du kan gøre, for at få lidt mere ro på usikkerheden.
Når usikkerheden tager over
Det er helt normalt, at man kan have perioder, hvor man er mere usikker end andre. For det er helt menneskeligt, at vi bekymrer os om, hvad andre tænker om os.
Men det kan være svært, hvis usikkerheden ender med at fylde for meget, og måske bliver en hæmsko for vores venskaber.
Lige nu lyder det til, at du bruger meget energi på at tænke over, hvad dine venner mon tænker om jeres venskab.
Og det er sådan med vores hjerne, at når der først er noget vi tænker meget på, så kan det være svært at stoppe med det igen. For nu har hjernen ligesom vænnet sig til det. Men heldigvis kan det sagtens blive bedre.
Tal med nogen du stoler på
Selvom det måske kan føles virkelig angstprovokerende, så er en af de bedste måder vi kan slippe af med en usikkerhed på, ved at tale højt om den.
Både fordi der kan være noget rigtig lettende i at få lidt luft for ens tanker. Men også fordi man ofte vil opleve, at andre mennesker kan genkende det man føler. Jeg kender for eksempel godt det med at være usikker i et venskab.
Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon har nogen omkring dig, som du stoler på, som du kan få talt med om det her?
Det kunne være en i din familie, en ven eller en god lærer. Det vigtigste er bare, at det er et menneske du er tryg ved og stoler på.
Tal med dine venner
Nogle gange kan vi have nogle bekymringer, som måske kun eksisterer oppe i vores eget hoved.
Fx kan vi gå og være nervøse for, om en ven mon synes noget vi gør er irriterende. Men i virkeligheden kan det vise sig, at det aldrig er noget vennen har tænkt over.
Derfor kan en anden måde at komme af med usikkerheden på, også være at tale med dine venner om den.
Det lyder som om, at du har et rigtig godt forhold til hende, som du har kendt siden 1.g. Hvis du er tryg ved det, og tænker det kunne give mening, kunne en mulighed være at spørge hende, hvordan hun har det med jeres venskab?
Fx ved at sige: “Hey, jeg går for tiden og tænker lidt over vores venskab. Jeg sætter virkelig stor pris på dig som ven, har du det også sådan?”.
Det gode ved at spørge direkte kan være, at man får et svar, på det man går og tænker over. Men det er selvfølgelig også vigtigt at huske, at der er en risiko for, at man får et svar, man ikke havde håbet på.
Derfor er det også vigtigt, at du gør op med dig selv, om du gerne vil have et direkte svar, uanset hvad det så måtte være.
Vores venner er ikke ens
Her til sidst vil jeg også bare lige nævne, at det er vigtigt at huske, at venner sagtens kan være betydningsfulde, selvom man ikke snakker sammen hele tiden.
Du nævner for eksempel, at du ikke taler helt ligeså meget, som de andre i gruppen gør.
Men nogle gange handler et godt venskab ikke altid om, hvor meget vi taler med hinanden. Men måske mere om kvaliteten af de samtaler vi har, og om vi føler os trygge i hinandens selskab.
Samtidig nævner du også, at det nager dig.
Derfor skal du også vide, at selvom man måske er mere stille af natur, så kan man sagtens øve sig i at tale mere, når man er sammen med andre.
Du kan for eksempel prøve at læse vores artikel om smalltalk. I den kommer vi med nogle råd til, hvordan det kan være lettere at tale om de lette ting i hverdagen. Det er ikke altid, at det falder en helt naturligt, og så kan det hjælpe at øve sig på det.
Det kan være svært, hvad man skal gøre, når man bliver usikker i sine venskaber. Her kan det hjælpe at tale med andre om det. Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse god energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper