Hej.
Jeg er en pige og går i niende klasser.
Hvordan kommer jeg med til fester, hvis min vennegruppe aldrig holder noget?
De fleste af dem er ikke engang til sådan noget, drukhalløjsa. Fair nok. Ingen fordømmelse her
Jeg har bare hørt så meget fra min storebror om hans vilde niende klasses fest-år, som fortsatte i gym.
Min klasse holder ingen privatfester for alle, kun udvalgte gruppe af personer. Jeg er ikke med i nogle af de grupper:(
Jeg vil bare SÅ gerne prøve at være stang stiv og ha’ ”the time of my life.” Ved ikke helt hvorfor?
Jeg har dog været til et par fester før. En af dem var ret tam; folk snakkede bare, jeg kendte ikke ret mange, hvilket gjorde det ret svært at følge med i samtalen, da det hele omhandlede deres fælles venner.
Jeg vil gerne have flere fester, oftere, ligesom nogle af mine andre bekendte eller min bror.
Så: hvordan kommer jeg til flere fester, hvis min vennegruppe eller klasse aldrig holder noget?
Håber virkelig i kan hjælpe!
Kærlig hilsen
(15 år)
Kære dig
Jeg kan godt forstå, at du ikke helt ved hvad du skal gøre. For du vil rigtig gerne begynde at gå til flere fester, men samtidig er det ikke rigtigt noget din vennegruppe gør. Og hvad skal man så lige gøre?
Kan du tale med din vennegruppe om det?
Først kommer jeg til at tænke på, om det er noget du har nævnt for dine venner?
Det kan jo være at nogle af dem egentlig gerne vil holde noget fest, men de måske ligesom dig, har en opfattelse af, at det ikke er noget personerne i din vennegruppe gider.
Så måske kan det være en god måde at finde ud af, om det er noget ingen af dem gider, eller om der er et par stykker der egentlig er nysgerrige på det.
Hvis det viser sig, at nogle af dem egentlig gerne vil, så kunne det jo være, at I kunne finde ud af noget sammen?
Kan du selv holde en fest?
Det næste jeg tænker er, om du mon selv kan holde en fest?
Her kunne du for eksempel invitere hele din klasse. Så ved du, at der både kommer nogen som du selv taler med fra din egen vennegruppe. Men der kommer også dem fra klassen, som du ved godt kan lide at gå til fester.
Nogle gange er de bedste fester, dem man selv skaber. Og så kan du jo også lave en fest helt som du gerne vil have den.
Tal med dine forældre om det
Du nævner også, at du godt kunne tænke dig at prøve at være fuld.
De fleste mennesker prøver at være fulde i løbet af deres liv. Og i Danmark har de fleste unge mellem 15-25 år også prøvet at drikke alkohol. Så det giver mening, at du også er nysgerrig på det.
Men det er også vigtigt at huske, at når man er fuld, så har man slet ikke den samme dømmekraft, som når man er ædru.
Ofte bliver man mere svimmel, får dårligere balance og tager faktisk også dårligere beslutninger, når man er fuld.
Derfor er det ret vigtigt, at der er mennesker til at passe på én, når man er fuld.
Derfor tænker jeg også, at det er vigtigt, at du får talt med dine forældre om det. Det kunne jo også være en af fordelene ved selv at holde en fest. For her kan dine forældre også sørge for, at alt går som det skal, og at ingen kommer til skade.
Festerne skal nok begynde at komme
Og her til sidst vil jeg også bare huske dig på, at festerne nok skal komme.
Efter folkeskolen er det helt naturligt, at de fleste begynder at gå til flere fester. Så er man nemlig også gammel nok til selv at købe alkohol, og hvis man fx starter på en ny uddannelse, så er der også ofte fester ifm. det.
Så selvom jeg ved det kan være irriterende at få at vide, at man ‘bare skal være lidt tålmodig’, så kan det måske give mening her.
Jeg kan godt forstå, at det kan være frustrerende, når man rigtig gerne vil til nogle flere fester, men ens venner ikke rigtig holder nogen. Så kan det være en løsning, selv at tage tyren ved hornene.
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og jeg sender dig en masse god og festlig energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper