Hej Mindhelper

Jeg har hele tiden lyst til at græde, men jeg ved ikke hvorfor. Er det muligt at gøre sig selv ked af det, ved at træffe forkerte valg?

(Pige, 18 år)


Kære pige på 18 år

Det lyder, som om du er inde i en virkeligt svær periode lige nu. Så jeg er rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dit spørgsmål. Det er super sejt. Og rigtigt vigtigt for det er det første skridt på vej mod at få det bedre.

Vi bliver påvirket af vores valg
Du spørger, om man kan gøre sig selv ked af det ved at træffe forkerte valg? Det første jeg kommer til at tænke på er, at man jo ikke træffer forkerte valg med vilje. Der er nemlig ingen, der kan vide, at de har truffet et valg, som måske ikke var helt rigtigt for en, før man har truffet valget. Derfor vil jeg også gerne understrege, at man jo ikke gør sig selv ked af det med vilje, hvis man kommer til at træffe et forkert valg. Men man bliver påvirket af de valg, man tager. Så hvis man kommer til at tage et valg, der måske viste sig ikke at være det helt rigtige, kan man godt blive rigtigt ked af det. Det er faktisk slet ikke unormalt. 

Skriv dine tanker nedDet lyder, som om du er bange for, at du er ked af det, fordi du har truffet nogle forkerte valg? Hvis det er rigtigt, synes jeg, du skal prøve at undersøge, hvad det er ved de valg, der gør dig ked af det. Det kan du for eksempel gøre ved at skrive dine tanker ned. På den måde kan du tage dem frem senere, når de er kommet lidt på afstand. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere at se, hvad det er, man egentligt er ked af. Og om der måske er noget, man kan gøre for at komme i lidt bedre humør igen. Og så er det i øvrigt også bare et godt trick at skrive sine tanker ned, hvis man er lidt ked af det. Så får man nemlig lidt luft fra dem, og det kan være rigtigt rart.

Snak med nogen
Men mit allerbedste råd til dig er, at du skal have snakket med nogen om, hvordan du har det for tiden. Det er nemlig vigtigt, at du tager det alvorligt, at du går rundt og føler dig så ked af det, at du har lyst til at græde det meste af tiden. For det er et tegn på, at der er noget, der er svært for dig. Og det er ikke meningen, du skal gå rundt og bære på de svære ting helt alene. Mit bedste forslag til, hvem du kan snakke med, er dine forældre. Det er nemlig dine forældre, der er tættest på dig. Så det er dem, der har allerbedst mulighed for at hjælpe dig, mens det er svært. Men det kan de kun, hvis de ved, du har det svært. Derfor vil jeg også gerne understrege, at det er lidt vigtigt, at du får snakke med dine forældre.

Tag fat i Headspace
Nogle gange er det lidt lettere at starte med at snakke med nogen, som man ikke behøver se i øjnene igen bagefter. Hvis du har det sådan, synes jeg, du skal tage fat i Headspace. Headspace er nemlig et anonymt rådgivningstilbud til unge. Og du er altid velkommen til at tage fat i Headspace, hvis du har det svært og har brug for nogen at snakke med. De frivillige rådgivere i Headspace er vant til at snakke med unge, der har det svært. Så dem kan du trygt tage fat i, hvis du gerne vil starte med at snakke med nogen andre end dine forældre.

Lægen kan også hjælpe
Hvis du har gået rundt og været ked af det i en lang periode, synes jeg også, du skal prøve at tage fat i din læge. Det er nemlig ikke meningen, at du skal gå rundt og være ked af det i alt for lang tid ad gangen. Og hvis det er alt for svært at ryste den følelse, du har af at være ked af det af, kan det være tegn på depression. Og så er det rigtigt godt lige at have din læge med inde over. For det er jo vigtigt, at det bliver opdaget, hvis din ked-af-det-hed faktisk er et tegn på noget lidt mere alvorligt.

Jeg håber, at mit svar har givet dig svar på dit spørgsmål. Og så håber jeg, at du vil tage fat i nogen og fortælle dem, hvordan du har det. For du kan godt få det godt igen. Jeg ved godt, det ikke altid føles sådan, når man står midt i det. Men det kan virkeligt godt lade sig gøre. Nogle gange kræver det bare noget hjælp fra dem omkring en for, at man kan komme op at køre igen.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper