I en længere periode har jeg følt mig nedtrykt. Jeg har meget dårligt selvværd og det går ud over rigtigt mange dele af mit liv. Jeg bliver usikker omkring mine venner føler at de ik kan li mig og føler mig ensom og udenfor. Og jeg vil ikke mene at de er dårlige venner der bevidst får mig til at føle mig sådan. Jeg har virkelig høje forventninger til mig selv og tåler ikke rigtigt at lave fejl især ikke når det har noget med mit udseende at gøre.
Jeg har tidligere haft en spiseforstyrrelse men jeg føler aldrig at det går helt væk. Så det ligger jo altid lidt hos mig selvom jeg har en relativt normal spisemønster nu. Tænker også det er derfor jeg har så dårligt selvværd? Men i hvert fald ved jeg ikke rigtigt hvad jeg skal gøre for jeg har svært ved at snakke med mine veninder om det fordi jeg tideligere har fortalt dem om ting men føler ikke rigtigt de tager hensyn eller rigtigt spørger ind. Jeg føler ik rigtigt de tager det seriøst. Jeg har ADHD og ved derfor også godt at jeg kan være ekstra følsom, især overfor afvisning men her på det sidste har jeg bare haft lyst til at græde hver gang jeg kommer hjem fra skole. Og jeg ved ikke om det er en depression eller hvad jeg skal gøre?
Kære dig
Det kan være både hårdt og drænende at gå i længere periode og føle sig nedtrykt.
Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. Dem skal du bestemt ikke gå med alene.
Det giver mening
De fleste mennesker oplever i løbet af deres liv, at de i perioder er nedtrykte. Men selvom det er normalt, at man kan have perioder, hvor man er mere trist. Så er det selvfølgelig ikke sådan, man skal have det hele tiden.
Og hvis det fortsætter, så er det vigtigt, at man bliver opmærksom på det og gør noget ved det.
Så det er helt vildt sejt og godt, at du tager hånd om dig selv, og gerne vil gøre noget, så du kan få det bedre. For du har allerede taget en masse skridt mod at få det bedre: du har taget fat i dine veninder, og nu også skrevet ind til os.
Det synes jeg er virkelig sejt gået!
Det kan godt blive bedre
Og du skal vide, at selvom det føles svært lige nu, og du føler dig nedtrykt, så kan det godt blive bedre.
Lige nu kan det være, at det ikke føles sådan. Og det er også okay. For når man har en periode, hvor man er nedtrykt, så giver det god mening, at det er det som fylder.
Og måske oplever du også, at dit fokus på ting er mere negativt for tiden. For når man har svære perioder, så har de det med at farve, hvordan vi ser verden. Vi ligger måske mere mærke til alt det som er svært, og ikke ligeså meget mærke til alt det som går godt.
Men selvom de briller du ser verden med lige nu måske er lidt mere grå, så er det bare vigtigt, at du ved, at det kan blive bedre!
Jeg vil her komme med nogle forslag til, hvad du kan prøve at gøre. Men jeg kan også varmt anbefale dig at læse vores artikel om hvad man kan gøre, når man er trist.
Snakker du med dine forældre om det?
Du skriver, at du har prøvet at snakke med dine venner om det, men at de ikke spørger ind eller tager hensyn.
Hvis der er noget, som man ikke kan snakke med sine venner om, så kan det være rigtig rart at snakke med sine forældre om det.
De fleste forældre vil gerne deres børn det bedste. Derfor kan de også være gode at snakke med, hvis man føler sig ensom eller misforstået af sine venner.
Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal gribe samtalen an, så kan jeg varmt anbefale dig at læse vores guide: Sådan snakker du med dine forældre om svære ting.
Her finder du en masse gode råd til, hvordan du an gribe de svære snakke an og få det bedre.
Når man misforstår hinanden
Du har prøvet at fortælle dine venner, hvordan du havde det. De lyttede til dig, men herefter synes du måske ikke helt, at de var gode nok til at spørge ind eller tage hensyn.
De fleste venner vil gerne hjælpe hinanden. Men nogle gange kan man som ven tænke, at man har forstået, hvad den anden har brug for, men hvor det viser sig, at det havde man måske ikke helt.
Jeg ved ikke, om det er det, som er sket mellem dig og dine venner. Men som du selv skriver, så tænker du ikke, at dine venner bevidst ville få dig til at føle noget dårligt. Så måske kan det være det, som er på spil?
Prøv at snakke med dine venner igen
For nogle gange får man ikke sagt det man mener tydeligt nok. Og andre gange så forstår ens venner bare ikke helt, hvad det er man fortæller dem.
Derfor tænker jeg, at du kunne prøve at snakke med dem igen. Og fortælle dem, hvordan du har det, og hvad du godt kunne tænke dig, at de gjorde for at hjælpe.
Du kan fx sige til dem: “Jeg går og har det lidt svært for tiden. Og det kunne være rigtig rart, hvis I spurgte ind til, hvordan jeg har det, når vi ses.”
På den måde fortæller du dem både, hvordan du har det, men også hvad du har brug for af støtte fra dem.
Hos headspace vil de altid lytte
Hvis du kan mærke, at du har brug for at snakke med nogen, men ikke føler du kan tale med dem som kender dig, så husk, at du altid kan tage fat i headspace.
Headspace er en organisation som hver dag hjælper unge, som har det svært. De tilbyder rådgivning på flere måder. Du kan både chatte med dem online eller bestille en fysisk samtale med en rådgiver.
De er utroligt søde at snakke med, og der er ikke nogen problemer der er for store eller for små hos dem.
Man kan godt blive i tvivl, om man er ved at blive deprimeret, når man har det svært. Så er det vigtigt, at man får talt med nogen om det. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej, og håber du får det bedre.
De bedste hilsner fra en Mindhelper