Hej jeg er en pige på 14 år og jeg er lige skiftet skole. Inden jeg skiftede havde jeg det heller ikke helt godt men nu på den nye skole får jeg ondt i maven når jeg tænker på at komme i skole og lige inden. Det tager utrolig meget af min energi og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg skal i skole men det er som om jeg ikke kan.
Det har ikke noget med eleverne eller lærerne at gøre på den nye skole.
Mig og mine forældre har snakket om det og de siger at jeg skal prøve at snakke med en psykolog men de siger samtidig at jeg skal i skole lige meget hvad og at der er undervisnings pligt. Men jeg kan bare ikke hvad kan jeg gøre?

(14 år)


Hej med dig

Det lyder til, at det med at tage i skole, fylder rigtig meget for dig lige nu. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Bliv ved med at tale med dine forældre

Først og fremmest, skal du have kæmpe ros for at have talt med dine forældre om hvordan du har det.

Det kan nemlig være både hårdt og drænende at gå med svære tanker og følelser alene. Derfor er det også rigtig vigtigt, at du bliver ved med at snakke med dine forældre om, hvordan du har det.

For jo mere de ved om, hvad du tænker og føler, jo mere kan de være der for dig og støtte dig i, hvordan du får det bedre.

Er der andre du kan snakke med?

Selvom det er rigtig godt, at du snakker med dine forældre, kommer jeg til at tænke på, om der andre du kan snakke med?

Det kunne fx være en god veninde fra klassen, en af dine bedste forældre eller en helt tredje. Det vigtigste er bare, at det er en som du stoler på og er tryg ved.

For når der er noget, som er svært, kan det være rigtig rart at snakke om det med forskellige mennesker. Vi ser alle sammen verden forskelligt, og nogle gange kan det derfor være rart at få forskellige synspunkter på ens problemer.

Hvordan er det nu med undervisningspligt?

Du skriver, at selvom du har svært ved at komme i skole, så siger dine forældre, at det skal du lige meget hvad pga. undervisningspligten.

Det er rigtig nok, at der er undervisningspligt i Danmark. Men til gengæld er der ikke det, der hedder skolepligt. Det betyder at forældre selv har ret til at vælge, hvordan børn skal undervises.

Det vil sige, at hvis dine forældre ønsker det, kan du godt få fx hjemmeundervisning i stedet for at skulle i skole. Der findes forskellige muligheder, men da du er under 18, så er det noget, dine forældre bestemmer.

Måske du kan prøve at snakke med dem, om der er nogle andre muligheder, der passer bedre til dig?

Hvad kan du gøre for at komme i skole?

Hvis de beslutter, at du skal blive ved med at gå i skole, kommer der her nogle forslag til, hvad du kan gøre for, at det måske bliver lidt nemmere at komme i skole.

Mit første råd til dig er, at alliere dig med en god klassekammerat. Prøv at tage fat i en af dine venner fra klassen og spørg dem, om I kan følges i skole? Nogle gange kan det være rart at vide, at der er en som har ens ryg og hjælper en, hvis det hele bliver lidt svært.

Hvis det er svært for dig overhovedet at komme hen i skolen, så prøv at starte i det små. Du kan starte med at tage hen i skolen, være der et par timer og så tage hjem igen, hvis det bliver svært. 

Nogle gange kan det være rart at vide, at man har en redningsvest i form af at kunne tage hjem igen. På den måde, handler det ikke kun om at enten så tager du i skole eller så gør du ikke. Måske kan du finde en mellemvej, du kan fungere i, indtil du får talt med en psykolog.

Headspace vil altid lytte

Hvis du føler, at det kunne være rart at snakke med nogen, indtil du får en tid hos en psykolog, så kan jeg varmt anbefale dig headspace.

Hos headspace sidder der nemlig en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært med skolen.

Derfor kan de være rigtig gode at snakke med, hvis du stadig føler det er svært at komme af sted. 

Der er headspacecentre i de fleste større byer og ellers kan du fange dem på chatten eller opkald. Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det. 

Der kan være mange forskellige grunde til, at man har svært ved at komme i skole. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper