Hej Mindhelper

Jeg er en ung pige på 17 år som har selvskadet i 7 år nu og det er kun blevet værre og værre og er nået små langt ned at jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre jeg er konstant akut indlagt pga overdosiser/selvmordsforsøg og føler bare ikke at der er noget der hjælper længere har brug får akut hjælp nu NU!!! HJÆLP MIG PLZ HJÆLP MIG!!!!!

(17 år)


Hej 17 årig

Det er svært at være dig. Derfor er jeg så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er så vigtigt en egenskab at have for at få det godt igen. 

Det kan blive godt igen

Når jeg læser dit brev, så kan jeg godt mærke, at det er hammer-svært at være dig lige nu. Og at det har været svært at være dig rigtigt længe. For når man selvskader, så er det altid et tegn på, at der er noget andet i livet, som gør rigtigt ondt. Derfor får jeg også ondt i maven på dine vegne over, at du har selvskadet, siden du var ti år gammel. For der er ingen, der fortjener at have det så svært så tidligt i livet. 

Men du skal også vide, at selvom man har haft en svær start på livet, så kan man godt få et godt liv alligevel. Jeg ved, at der er mange børn og unge derude, som har haft det rigtigt svært længe, men som har det godt i dag. Og det, at du har rakt ud og skrevet herind fortæller mig, at der stadig er en del af dig, som har håb. Så prøv at holde fast i den del, også selvom det kan være svært, når hele livet føles svært. 

Jeg ville virkeligt gerne kunne sætte mig ned og tage en samtale med dig her og nu. For det lyder som om, du virkeligt har brug for en, der kan lytte til de svære ting, der fylder hos dig. Men hos Mindhelper har vi desværre ikke mulighed for at give akut hjælp hos. For brevkassen er anonym, hvilket det betyder, at vi ikke ved, hvem du er. Og at vi heller ikke har mulighed for at finde ud af det. Derfor tænker jeg også, at den bedste måde jeg kan hjælpe dig, er ved at henvise dig videre til nogen, som nemmere kan snakke med dig og lytte til dig nu og her. Det håber jeg er okay, ellers er du altid velkommen til at skrive herind. 

Tag fat i en voksen tæt på

Det er vigtigt, at du tager fat i nogen omkring dig, når du føler dig så presset, som du gør lige nu. For når der er en masse svære tanker og følelser, som presser sig på, så er det allerbedste, man kan gøre at forsøge at snakke med nogen om det. Vi mennesker er ikke bygget til at skulle klare os igennem svære følelser og tanker alene. Derfor letter det tit presset lidt at snakke med nogen om de ting, der er svære. Du kan tænke på det lidt som en meget tung taske. I starten kan du måske godt bære den selv, men hurtigt bliver den alt for tung til, at du kan slæbe den med videre. Men hvis der kommer nogen og tager i den anden hank, så føles tasken lettere, og så kan du godt løfte den lidt igen. 

Derfor kommer jeg til at tænke på, om der mon er en voksen omkring dig, som du er tryg ved, og som du kan snakke med? Det kunne for eksempel være dine forældre. Men hvis det ikke dur, så kan det også være en super sød lærer på din skole, en god venindes mor eller en helt tredje voksen, som tænker vil være god til at lytte. Hvis du har brug for nogle råd til, hvordan du kan åbne samtalen, så kan du læse vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting. Selvom den er skrevet om at snakke med forældre, så er der mange af rådene, der sagtens kan bruges alligevel, hvis du vælger at snakke med en anden voksen. 

Kender du LMS?

Når jeg læser dit brev, så kommer jeg til at tænke på, om du mon kender til LMS? Hos LMS ved de nemlig en masse om selvskade. Derfor tænker jeg, de måske kunne være rare for dig at tage fat i. For nogle gange kan det være meget rart at snakke med nogen om selvskaden, der ikke er en form for behandler. Rådgiverne hos LMS er frivillige, og de er både rigtigt søde og rigtigt dygtige. Du kan være helt anonym hos LMS, så der er ikke nogen, der behøver at vide, hvem du er.  

Hvis du har selvmordstanker, kan du tage fat i Livslinien

Hvis du har selvmordstanker, så kan du også altid tage fat i Livslinien. Hos Livslinien sidder der nemlig en masse søde og dygtige rådgivere klar til at snakke med dig og lytte til dig. De frivillige rådgivere hos Livslinien er vant til at snakke med unge, som har selvmordstanker. Så de ved godt, hvor hammer-svært livet føles, når man kæmper med selvmordstanker. Og du kan ikke fortælle dem noget, som skræmmer dem. Du kan være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i, og det skal du endelig bare gøre, hvis du har brug for det. 

Tag fat i psykiatrisk skadestue, hvis det er for meget

Jeg ved ikke, om du kender til psykiatrisk skadestue? Dem kan du også altid tage fat i, hvis det hele brænder så meget på, at du slet ikke kan holde ud at være i det. Så skal de nok forsøge at gøre, hvad de kan for at hjælpe dig. Fordi jeg ikke ved, hvor du er henne i landet, har jeg lavet en liste over psykiatriske skadestuer i hele landet. Den kan du se nedenunder: 

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg: 9764 3700
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: Ring 1818 og tast 3
    Slagelse: Ring 1818 og tast 3
    Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Snak med din egen læge

Jeg kommer til at tænke på, om du mon får noget hjælp til alle de ting, som fylder og som er svære for dig udover, når du er akut indlagt? For det kan sagtens være en hjælp at blive indlagt akut, når det hele brænder sammen. Men jeg tænker også, det kunne være rart for dig at få noget hjælp, når du ikke er indlagt. Så der også er nogen, som kan hjælpe dig med at håndtere de svære tanker og følelser, når du er derhjemme. 

Så hvis du ikke allerede får hjælp, synes jeg, at du skal snakke med din læge. For din læge er uddannet til både at hjælpe, når det er noget fysisk og noget psykisk, der er svært. Og din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp henne. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg sådan fingre for, at du får den hjælp, som du har brug for, så du kan få det bedre. Det fortjener du nemlig virkeligt!

De bedste hilsner fra en Mindhelper