Hej Mindhelper
Jeg er lige startet på studie, som jeg egentlig er okay glad for. Jeg er dog begyndt at møde mindre og mindre op, fordi overskuddet ikke er der. Jeg har googlet lidt og tror jeg har en depression i mild-svær grad. Når venner og familie spørger ind til mit studie, lyver jeg og siger det hele er fint. Jeg tror ikke de ville kunne forstå mig og mine tanker, så det er nemmere bare at sige det går godt.
Jeg går med tanker om at droppe ud af mit studie, så jeg kan få det bedre inden jeg fortsætter – og så kan jeg tænke helt igennem, om dette studie nu også er det rigtige for mig. Men så ved jeg, at jeg får dømmende blikke og spørgsmål fra min familie..
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og håber, at nogen har nogle gode råd.
(Pige, 19 år)
Kære dig,
Jeg synes, at det du skriver giver rigtig god mening. For hvordan ved man, om et studie er det rette for én? Og hvis man oveni det også har det svært, hvad skal man så gøre?
Du er ikke den eneste, som er i tvivl
Mange som starter på deres første studie, går ind i det med en forventning om, at det er det rette for dem.
Men faktisk så er det en rigtig stor del af studerende, som skifter retning. Hver fjerde danske studerende stopper på deres første uddannelse! Altså 25%. Det er ret mange.
Og derfor er det altså slet ikke unormalt, hvis det viser sig, at den første uddannelse man starter på, ikke er den rette for én.
Med det mener jeg ikke, at det her nødvendigvis passer for dig. Det kan sagtens være, at den uddannelse du går på, er den rigtige.
Men det kan være rart at vide, at din tvivl er helt normal, og at hvis det viser sig ikke at være det rigtige, er du langt fra alene.
Få sagt det højt
På trods af, at du skriver, at du ikke tror, at dine venner eller familie vil kunne forstå din situation. Så vil jeg alligevel foreslå dig at tale med nogen om, hvordan du har det.
For hvis man begynder at få det svært og mistænke en depression, så er det vigtigt at man taler med nogen om det.
Hvis det føles overvældende at skulle tale med andre om det, så kan du starte med at vælge én person, som du stoler på og fortælle det til dem.
Det vigtigste her er ikke, at de nødvendigvis har prøvet det du går igennem, eller kan relatere til det 1:1, men det vigtigste er, at du får sagt det højt, så de kan støtte dig.
Hvis du har brug for hjælp til, hvordan du begynder samtalen, så kan jeg anbefale dig at læse vores artikel om at tale med venner om svære ting. I den kommer vi nemlig med tips og tricks til det.
Støtte er vigtigt for mennesker
Du skriver også, at du tvivler på din familie vil forstå dig, hvis du fortæller dem om, hvordan du har det. Og at du er bange for at blive dømt af dem, hvis du stopper på studiet.
Det er helt menneskeligt og normalt at tænke over, hvad andre synes om os. Men det kan blive et problem, hvis det er det som gør, at vi ikke gør, hvad der er det rette for os.
Derfor vil jeg komme med to forslag.
En lille øvelse med meget kraft
Først vil jeg invitere dig til en lille øvelse, hvor du skal stille dig selv ét spørgsmål:
Hvis ikke der var nogen konsekvenser ved, at du droppede ud af dit studie, hvad ville du så gøre?
Der er ikke noget rigtigt eller forkert svar. Men nogle gange kan sådan nogle spørgsmål pege os i retning af, hvad det rigtige for os selv er at gøre.
Behøver din familie vide det med det samme?
Herefter kommer jeg til at tænke på, om din familie skal vide, hvis du stopper på uddannelsen?
Der er intet i vejen for, hvis du først deler det med dem, når du selv er faldet til ro i det.
Og hvis det er helt bestemte familiemedlemmer, du er nervøs for, så kan det også blot være dem, som du ikke deler det med, med det samme?
Hvis det er din helt tætte familie, og du stadig bor hjemme, kan det selvfølgelig være mere tricky.
I så fald kan det give mening at tale med nogle andre om det først, og først dele det med din familie, når du ved, hvad der er bedst for dig.
Tag fat i Studenterrådgivningen
Og nogle jeg varmt kan anbefale dig at tale med, er Studenterrådgivningen.
Her hjælper psykologer nemlig studerende med rigtig mange forskellige ting. Både hvis man er i tvivl om sit studie, eller har det svært.
Du kan både få personlige samtaler, komme til workshops eller komme til drop-in møder.
Dem kan jeg varmt anbefale.
For når man er i tvivl om, om man skal fortsætte på sit studie, og samtidig har det svært. Så er det vigtigt, at man får talt med nogen om det.
Jeg sender dig en masse god energi, og håber du finder den rette løsning for dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper