Hej Mindhelper
Jeg har et dilemma omkring gymnasiet. Jeg går i 3g på studieretningen Biologi A og kemi B, mne sidste år dumpede jeg Kemi B, og nu er jeg bange for at jeg ikke kan bestå gymnasiet og få min hue ti sommer. Jeg ikke mønster elev og mine karakterer ligger omkring alt fra 02-7. Jeg er bare blevet bekymret for at jeg skal have nogle bestemte høje karakterer for at overhovedet kunne få min hue. (Den og studenterkørsel er betalt, så det ville være pænt trælst) ????
(18 år)
Hej med dig
Det lyder til, at du står i en rigtig ubehagelig situation, hvor du har betalt studenterkørsel og købt hue, men er i tvivl om du består gymnasiet.
Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind til os, fordi den tvivl skal du bestemt ikke gå med alene.
Det giver mening
Det med karakterer og eksamener i gymnasiet fylder rigtig meget. Folk har nemlig helt forskellige mål med at gå på gymnasiet.
Nogle bruger en masse tid og kræfter på at få det snit de gerne vil have, og andre bruger en masse kræfter på at nå deres mål om at bestå og få hue på til sommer.
Begge dele er helt normale og kan fylde lige meget.
Derfor giver det også rigtig god mening, at en dumpet kemi B karakter, kan bringe dig i tvivl, om du kan bestå gymnasiet.
Hvad skal der til for, at få sin hue?
Hvis man er bange for ikke at bestå gymnasiet, kan det være rart at vide, hvad der skal til for at man får sin hue på til sommer.
De fleste gymnasier har en regel om, at for at bestå gymnasiet, skal man mindst have et karaktergennemsnit på 2,0 eller over.
Det vil sige, at når du udregner gennemsnittet af alle dine karakterer, så skal du have et samlet gennemsnit på 2,0 eller under, for at dumpe gymnasiet.
Har du hvad der skal til?
Du skriver, at du er bekymret for, at du skal have nogle bestemte høje karakterer, for at få din hue på til sommer.
Heldigvis er der en nem måde at finde ud af, hvilke karakterer du skal have i de forskellige fag, for at bestå gymnasiet.
Det du gør er, at lægger alle dine karakterer sammen og dividerer dem, med det antal eksamener og standpunktskarakterer du har fået.
Hvis det gennemsnit ligger mellem 0,0 og 3,0, kan det være en god ide, at snakke med nogen om, hvad du kan gøre for at hæve dit snit.
Hvad kan du gøre?
Hvis du har brug for hjælp til at regne det ud eller har nogle andre spørgsmål, så kan det være en god ide at tage fat i din studievejleder.
Studievejledere ved nemlig alt om karakterer, og hvad der skal til for, at man består sin gymnasiale uddannelse. Derfor kan de også hjælpe med at regne dit gennemsnit ud. Og fortælle dig helt præcist, hvilke karakterer der skal til her i 3.g for, at du bliver student til sommer.
Hvis du ikke ved, hvem din studievejleder er, så prøv at spørge en af dine undervisere om det. De ved det ofte.
Har du snakket med nogen om det?
Her til sidst, vil jeg høre, om du får talt med nogen om de bekymringer, du går rundt med?
Hvis ikke, så tænker jeg, at det ville være en rigtig god ide, hvis du snakkede med nogen om det. Det kan være en af dine venner, dine forældre eller en helt tredje.
Det vigtigste er bare, at du får sagt det højt og delt det med nogen. For når vi går og har det svært med noget, så er den bedste medicin ofte at få sagt det højt.
Hvis du ikke ved, hvad du skal sige, kan du altid læse dit brev til os op for dem. Her beskriver du rigtig fint, hvordan du har det, og hvad det er der fylder for dig.
Det kan være rigtig ubehageligt at være i tvivl, om man består gymnasiet. Derfor håber jeg også, at der er nogle gode råd i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej, og håber du består til sommer.
De bedste hilsner fra en Mindhelper