Hej Mindhelper
Jeg er bange for at skuffe min familie med mine skole karakterer
(15 år)
Kære dig
Karakterer kan fylde rigtig meget.
De kan fylde en med glæde og håb for fremtiden, men kan også give følelser af skuffelse og nederlag.
Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. Dem skal du bestemt ikke gå med alene.
Hvordan føles det at få karakterer?
Mange af os er vokset op med karakterer i skolen.
Man laver afleveringer, deltager i undervisningen og fremlægger måske en gang i mellem.
Alt sammen ting, som afgør hvilke skole karakterer vi får.
Det er fælles for alle.
Men hvad der også næsten er fælles for alle, er de følelser vi forbinder med karakterer.
Fordi for langt de fleste af os, betyder karakter nemlig følelser af: nervøsitet, spænding, frygt og andre knap så sjove følelser. Og for nogen betyder det ikke det store.
Alt sammen er helt i orden.
Det er normalt
For selvom man er vant til at få forskellige karakterer, så forbinder de fleste af os dem med et ønske om at gøre det godt.
Det er helt normalt.
Derfor giver det også rigtig god mening, at du er bange for at skuffe din familie.
Karakterer i skolen siger intet om vores værdi som menneske
Noget som er rigtig vigtigt for mig at sige er, at der ikke er lighedstegn mellem dine karakterer og dig.
Og hvad betyder det så?
Det betyder, at du er meget mere end dine karakterer.
Du er måske en god ven, en fantastisk klassekammerat eller et betænksomt familiemedlem. Alt sammen vigtige egenskaber, som dine skole karakterer ikke siger et ord om.
Så selvom du får en karakter, som du ikke håbede på, så ændrer det ikke på, hvem du er som menneske.
Så prøv at huske dig selv på, at de fleste forældre stadig synes deres børn er fantastiske, selvom de ikke får den karakter, de ønsker.
Tal med din familie om det
Hvis du nu sidder og tænker: “Sådan tænker mine forældre altså ikke”, så synes jeg, det kunne være en god ide at snakke med dem om det.
En af de bedste ting man kan gøre, hvis man er bange eller nervøs for nogens reaktion, er at snakke med dem om det.
Du kan fx sige til dine forældre: “Hej mor og far, jeg går og er lidt nervøs for at skuffe jer med mine skolekarakterer. Det fylder for mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Kan vi finde ud af noget sammen?”
På den måde fortæller du dem, hvordan du har det, men får også spurgt dem, om I kan hjælpes ad.
Hvis du føler, at du har brug for flere råd til at tage snakke med dine forældre, kan du læse vores artikel: Sådan snakker du med dine forældre om svære ting.
Tal med dine venner om det
Når man går med følelser og tanker om at skuffe andre, så kan det hurtigt fylde meget.
Tankerne kan vokse sig større og større, det kan være både hårdt og drænende.
Derfor kan det være en rigtig god ide at få sagt dem højt og delt dem med nogen. Det kan tage noget af presset, og ofte så hjælper det at få sagt det højt.
Derfor tænker jeg, det kunne være en rigtig god ide, hvis du snakkede med dine venner om det.
Mange af dem går sikkert med nogle af de samme følelser som dig og kan komme med nogle råd til, hvad man kan gøre.
Det kan være rigtig ubehageligt at være bange for at skuffe sin familie. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej, og håber du bliver tilfreds med dine karakterer.
De bedste hilsner fra en Mindhelper