Hej.

Jeg har desperat brug for hjælp. Min kæreste slog op med mig, meget pludseligt. Hvilket nu er skyld i at jeg føler mit liv er gået i stå. Han har cuttet kontakten, da han har det svært med at jeg er ked af det, og har brug for ro. Jeg er bange for at jeg haren depression, og ved ikke hvordan jeg skal finde ud af det, da jeg ikke har lyst til at snakke med mine forældre om det. Jeg er særligt sensitiv, hvilket også gør at mine følelser er op til 5 gange stærkere end “normale menneskers” følelser… Jeg har de sidste par dage også haft selvmordstanker, og leder derfor desperat efter hjælp…

Hilsen, den ulykkelige

(Pige, 17 år)


Kære den ulykkelige

Jeg er virkeligt ked af at høre, at din kæreste har slået op med dig. Og jeg kan godt forstå, at det bare gør mega ondt. Så jeg er så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det her skal du nemlig ikke gå alene med, når det er så svært for dig.

Kærestesorg gør ondt
Når jeg læser dit brev, kan jeg virkeligt godt forstå, det ikke er særligt sjovt at være dig lige nu. For kærestesorg gør bare så hammerondt. Ens kæreste er nemlig et menneske, som man har været rigtigt glad for. Og som man har brugt rigtigt meget tid sammen med. Så derfor er det heller ikke underligt, at du har fået en følelse af, at hele din verden er gået i stå, efter din kæreste har slået op med dig. Det tror jeg faktisk er en beskrivelse, som rigtigt mange med kærestesorg kan nikke genkendende til.

Derfor er det også super vigtigt, at du giver dig selv lov til at være ked af det over, at din kæreste har slået op. For det er helt normalt. Og selvom det gør hammer-nas lige nu så husk på, at du nok skal komme over på den anden side af det igen. Jeg ved godt, det bare slet ikke føles sådan lige nu. Men med tiden kommer det til at gøre mindre ondt. Hvis du har brug for nogle tips, der måske kan hjælpe lidt på din kærestesorg, kan du læse den artikel, jeg har linket til.

Tag det alvorligt
Du skriver, at du er bange for, du har en depression, fordi du er ked af det for tiden. Det skal du tage alvorligt. Uanset som det er en depression eller ej, skal du nemlig ikke gå rundt og føle dig ked af det uden at få snakket med nogen om det. Det er nemlig ikke meningen, at det er en følelse, som du skal gå rundt med helt alene. 

Derfor er mit allervigtigste råd til dig også, at du skal have snakket med nogen om, hvordan du har det. Det allerbedste ville være, hvis du fik snakket med dine forældre. Også selvom du ikke har lyst. For når du har det så svært, som du har det lige nu, er det vigtigt, at du kan få hjælp og støtte, så du kan få det bedre igen. Men dine forældre kan ikke hjælpe dig, hvis de ikke ved, at du går rundt og har det svært for tiden. Derfor er det super vigtigt, at du får snakket med dem. For selvom du er rigtigt ked af det lige nu, så kan du godt få det godt igen. Jeg ved godt, det kan være svært at tro på lige nu. Men der er rigtigt gode muligheder for, at det kan blive bedre igen med den rigtige hjælp. 

Tag fat i Livslinien
Du skriver, at du i de sidste par dage også har haft selvmordstanker. Det er en helt normal reaktion på, at du har rigtigt ondt lige nu. Men det er så vigtigt, at du tager det alvorligt og snakker med nogen om det. Rigtigt gerne nogen, der er tæt på dig. Men du kan også tage fat i Livslinien, hvis selvmordstankerne bliver for meget, og du ikke lige ved, hvem du skal tage fat i. Livslinien er nemlig et sted, hvor man kan snakke med nogen om sine selvmordstanker. Det er et helt anonymt rådgivningstilbud. Og de frivillige, der sidder i den anden ende er super dygtige. Og ved præcis, hvordan de kan hjælpe dig, så samtalen bliver tryg for dig. Derfor vil jeg rigtigt gerne understrege, at du skal tage fat i dem, hvis dine selvmordstanker bliver for meget for dig. 

Din læge kan også hjælpe
Endelig synes jeg også, du skal tage fat i din læge. Når du er bange for, at du har en depression, ville det nemlig være rigtigt godt at få snakket med en, som kan sidde overfor dig, og som ved noget om depression. Og et af de mennesker, der ved noget om depression er din læge. Så han eller hun kan sikkert hjælpe dig med at finde ud af, om du har en depression. Og så kan din læge også sende dig videre til nogen, som kan hjælpe dig til at få det bedre igen.

Jeg håber virkeligt, at mit svar har hjulpet dig. Og så håber jeg, at det du tager med fra mit svar er, at du skal have snakket med nogen om, at du er ked af det for tiden. Allerhelst dine forældre. Men i virkeligheden er det allervigtigste bare, at du får snakket med nogen, der kan hjælpe dig til at få det bedre igen. For det fortjener du.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper