Hej

Jeg har været sammen med min kæreste i et års tid nu. Jeg har sommetider tildens til at blive hurtig jaloux. Vi snakker tit om det og han siger at han ikke kan blive jaloiux – han har været i tidligere forhold, hvor han havde det på samme måde. Kan det være rigtigt?

(Pige, 20 år)


Kære pige på 20 år 

Jalousi er en helt normal følelse. Og det er ikke ualmindeligt, at den dukker op i parforhold af og til. Men jalousi kan være en rigtigt hård følelse. Så jeg er glad for, at du har skrevet ind og delt dine tanker. 

Det er en normal følelse
Det er meget normalt at opleve jalousi, når man er i et parforhold. For jalousi er en helt normal følelse som langt de fleste af os oplever engang imellem. Men det behøver ikke nødvendigvis have noget at gøre med, hvor lang tid man har været kærester. Man kan have været kærester i 7 år og måske stadig opleve jalousi engang imellem. For selvom man kan være jaloux af mange grunde, kommer jalousi i et parforhold ofte af, at man er lidt usikker på sig selv eller er bange for at miste sin kæreste. Eller begge dele.

Men selvom jalousi er en normal følelse, er det svært at svare på, om det er rigtigt, at din kæreste ikke bliver jaloux. For der er bare forskel på, hvor meget man oplever jalousi. Nogle er nærmest helt sygeligt jaloux og oplever, at jalousien faktisk ødelægger deres parforhold. Det kan for eksempel være, hvis man er rigtigt usikker på sig selv og derfor er rigtigt bange for, at ens kæreste går fra en. Andre har det totalt modsat. De er sikre på sig selv og har tillid til, at deres kæreste ikke går fra dem. Og så giver det også god mening, at der skal meget mere til at gøre dem jaloux. Men næste gang du snakker med din kæreste, kan du jo spørge din kæreste, hvorfor han ikke bliver jaloux? Så kan du i hvert fald blive klogere på, hvorfor han mon ikke så nemt bliver jaloux.

Godt I snakker sammen
Jeg vil også lige skrive, at det er vildt godt, at I snakker sammen og jalousien. Det er nemlig et vildt vigtigt emne at snakke om. Men det er sådan et emne, som vi ikke altid er lige gode til at snakke om. Fordi jalousi kan være en lidt svært følelse. Så det er vildt sejt, at I er åbne om det i jeres forhold. Bliv endelig ved med at være det. For jalousi er sådan en følelse, der bare kan komme til at fylde rigtigt meget, hvis man ikke får snakket om den.

Jeg kommer til at tænke på, om du mon også fortæller dine kæreste om de situationer, hvor du bliver jaloux? Eller snakker I mere om, at du bliver rigtigt hurtigt jaloux? For hvis det mest er det sidste, kunne du også prøve at snakke med din kæreste om de situationer, hvor du bliver lidt hurtigt jaloux. Altså for eksempel: “jeg bliver jaloux, når du gør sådan her.” Så kan I nemlig få en snak om det. Og så kan I måske finde ud af, hvordan I kan undgå sådan en situation en anden gang. Selvfølgeligt på en måde så I begge to er okay med det.

Jeg håber, at mit svar har givet dig svar på dit spørgsmål. Og så ønsker jeg dig og din kæreste alt mulig held og lykke fremover.

De bedste hilsner fra en Mindhelper