Kære Mindhelper.

Jeg har lige slået op med min kæreste på efterskolen, grundet at hun bor langt væk fra mig. Hun tog det egentlig ok, og vi var begge rimelig enige om det.

Jeg er dog bekymret for at vi ikke kan forblive venner efter efterskolen, så ville høre hvad man skal gøre i denne situation? Det er vigtigt for mig, at vi stadig kan være gode venner efter, da vi skal ses meget efter efterskolen.

(Dreng, 16 år)


Kære dreng, 16 år

Jeg har tilladt mig at slette stednavnene på hvor du og din kæreste bor, da vi her i brevkassen synes det er vigtigt at alle kan være anonyme.

Du beskriver at det er lykkedes dig at få afsluttet forholdet til din kæreste på en god måde. Men at du nu går rundt og tænker over, hvordan det kan blive rart at mødes i tiden bagefter.

Der kan være mange grunde til at det kan føles akavet at støde på hinanden til gammel elev-fester eller private arrangementer. Måske er din tidligere kæreste alligevel ikke helt så afklaret med jeres brud, som du er, og vil være ked af det stadigvæk. Det kan også være at hun ikke synes I har så meget at snakke om, når I ikke er kærester længere.

Jeg har lidt svært ved at læse ud fra dit brev, om du mest “bare” vil være venner med hende for at undgå dårlig stemning når I ses, eller fordi hun er en sød person du gerne vil blive ved med at have i dit liv.

En god måde kan være at skrive nogle rare beskeder til hende, som ikke kan misforstås som “nu skal vi skrive sammen som kærester igen”. Men med interesse for hvad hun laver, og om hun oplever noget spændende. På venne-måden, ikke på kæreste-måden. Hvis du kan mærke på hendes svar, at der er nogle ting hun ikke synes I er færdige med at snakke om, bliver du nødt til at svare ærligt på hendes spørgsmål og følelser. Ellers er det ikke nemt at mødes som venner bagefter.

Og så er det selvfølgelig vigtigt at du, når I ses, viser både i ord og kropssprog at du er interesseret i at snakke med hende som en god ven – men heller ikke mere.

Held og lykke med det.

Venlig hilsen Mindhelper