Hej Mindhelper

Jeg har en rigtig sød kæreste og jeg holder meget af ham. Men i den sidste tid er jeg begyndt at tænke rigtig meget på en af mine veninder. Selv når jeg er sammen med min kæreste tænker jeg på hende og jeg drømmer om hende nogen gange om natten. Jeg tænker på at ligge uden tøj med hende og røre hende over det hele og knuge og prese hende ind til mig. Jeg har ikke sagt noget til min kæreste om mine tanker. Jeg har heller ikke sagt noget til min veninde om det, aner heller ikke om det er gengældt, ved kun at at hun engang sagde i en gruppe da vi snakked sex at det er naturligt for piger at være bi. Jeg føler at der er noget i mit liv jeg burde prøve men ved ikke om det er dumt. Skal jeg snakke med min kæreste om det? Med min veninde? Eller skal jeg bare forsøge at slå det ud af hodet?

(Pige, 15 år)


Kære dig,

Det kan være svært at finde hoved og hale i det hele, når man har en kæreste og samtidig tænker meget på sin veninde. 

Derfor er det også godt, at du skriver herind og spørger hvad du skal gøre.   

Det er normalt at være i tvivl 

For rigtig mange mennesker er seksualitet ikke stillestående, men noget som kan ændre sig i løbet af livet.  

Det betyder, at det faktisk er helt normalt at blive i tvivl engang i mellem, om man har følelser for andre af det samme køn, som en selv. 

Men det kan selvfølgelig gøre det mere kompliceret, når man har en kæreste, og egentlig holder rigtig meget af ham.  

For hvad skal man så gøre? 

Man kan godt være tiltrukket af andre, selvom man har en kæreste 

Selvom det kan føles helt vildt forkert at tænke på andre, når man har en kæreste, så skal du vide, at det er helt normalt. Det oplever de fleste.  

Det siger ikke noget om, hvor meget vi elsker vores kæreste.  

Vi kan sagtens elske vores kæreste helt vildt, og stadig være tiltrukket af andre. Det er nemlig ikke sådan, at når man elsker nogen, så stopper alt tiltrækning til andre.  

Derfor er det heller ikke forkert eller unormalt at komme til at tænke på andre mennesker. 

Hvornår er det bare tiltrækning, og hvornår er det noget mere? 

Men det er selvfølgelig også vigtigt at mærke efter i sig selv, om det bare handler om en naturlig nysgerrighed, eller om det faktisk handler om noget mere. 

Om det fx handler om kærlighed og forelskelse.  

Begge dele er nemlig helt okay, men hvis der ligger noget mere i det, så er man et sted, hvor man må tage en beslutning. 

For med mindre man vil være kærester med to personer, så skal man vælge den ene eller den anden. 

Mærk godt efter 

Det er kun dig som ved, hvilke følelser der er på spil, og hvordan du har det med din veninde.  

Derfor kan jeg desværre heller ikke give dig en manual til at finde ud af det, det handlet helt grundlæggende om at mærke godt efter i maven. 

Og derfor er det også kun dig, som ved, hvad den rette beslutning er.  

En god måde at gøre det på, er ved fx at lave en for og imod liste. 

Hvilke argumenter taler for at blive hos din kæreste og pakke følelserne for din veninde væk. Og hvilke argumenter taler for at du giver din veninde en chance og prøver det af. 

Skal du snakke med din veninde eller kæreste om det? 

Du spørger, om du skal tale med din veninde eller kæreste om det. 

Det kan være en rigtig svær beslutning at tage. 

Derfor synes jeg også, at du skal spørge dig selv: “Hvordan tror jeg min kæreste/veninde vil reagere på den snak?”. 

For hvis du sidder med en fornemmelse af, at de bliver rigtig kede af det, vrede eller skuffede, så er det vigtigt at genoverveje om det er en god ide. 

Derfor kan det også godt, være en god ide, at vende det med andre først. Også inden du snakker med din veninde eller kæreste.  

Du kan også prøve at læse vores artikel: Sådan snakker du med din ven om svære ting. Her kommer vi med gode råd til, hvordan du kan tale med dine venner om det.

Snak med andre venner om det 

Her til sidst, vil jeg gerne lige slå et slag for, at du taler med dine venner om det. 

Måske gerne tal med nogen, som hverken er din kæreste eller din veninde. Så kan de hjælpe dig med at se situationen udefra.  

Det kan være, at de har nogle gode råd til dig eller kan hjælpe dig med at træffe den beslutning, som føles rigtig for dig.  

For ofte når man går med et dilemma alene, så kan det vokse sig større og større. Derfor kan det at sige det højt, godt hjælpe med at tage noget luft ud af problemet. 

Det kan være svært at gå med dilemmaer selv. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som kan bruges. Jeg sender også de bedste tanker din vej, og håber du finder den rette løsning. 

De bedste hilsner fra Victor