Hej Mindhelper
Hvordan får jeg en kæreste som jeg er tiltrukket af når jeg er svært psykisk syg, og ikke kan forlade mit hjem? Jeg ved godt at det ikke lyder som den ideele situation at have en kæreste i, men jeg har ikke noget andet tilbage at leve for. Jeg har OCD og autisme.
(Pige, 22 år)
Kære du,
Når man rigtig gerne vil have en kæreste, men har nogle livsomstændigheder, som gør det svært, så er det ikke altid helt ligetil, hvordan man skal gribe det an.
Jeg håber, jeg kan komme med nogle forslag her, som kan hjælpe dig på vej.
Når man rigtig gerne vil møde en mulig kæreste
De fleste mennesker oplever i løbet af deres liv, at de godt kunne tænke sig at møde et menneske, som de på sigt kan blive kærester med.
For som mennesker ligger det dybt i vores natur, at vi ønsker at være tæt på andre mennesker, og ønsker kærligheden.
Men hvis man har et ønske om at finde en kæreste, men har svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre, så kan det være helt vildt frustrerende.
Når man ikke føler, man kan forlade sit hjem
For som du selv skriver, så er det svært for dig at forlade dit hjem lige nu pga. psykisk sygdom.
Og selvom der i dag findes virkelig mange måder at møde mennesker på, fx online eller gennem apps, så vil de fleste på sigt også gerne møde hinanden i virkeligheden.
Ligesom det måske også er vigtigt for dig at møde en potentiel kæreste i virkeligheden, for at mærke om kemien og tiltrækningen er der?
Og jeg kan godt forstå, hvis din tanke er, at det nok ville sætte lidt en stopper for relationen, hvis det ikke rigtigt er muligt for dig at mødes med dem fysisk.
Og hvad gør man så lige?
Får du den hjælp, som du har brug for?
Jeg kommer til at tænke på, om du mon får hjælp til din autisme og OCD?
For hvis det er autismen og OCD’en, som sætter en stopper for, at du kan forlade dit hjem, så er det måske det, som du kan takle først. For så kan du på sigt forhåbentligt få lettere ved at kunne mødes med andre mennesker?
Hvis du allerede får hjælp til det, så kunne det måske give mening at dele med din behandler, at du har et ønske om at få en kæreste?
På den måde kan I sammen arbejde på, at det kan blive muligt for dig at mødes med andre mennesker, så det på sigt bliver lettere at finde en kæreste.
Det kan også være, at I sammen kan snakke om, hvad du allerede kan gøre nu.
Hvis du ikke får hjælp endnu
Hvis du endnu ikke har fået hjælp, så tænker jeg helt sikkert, at det ville være super godt, hvis du fandt en behandler, som kan hjælpe dig.
Hvis du ikke helt ved, hvor du skal starte ift det, så er ens egen læge altid et godt sted at lægge ud.
Husk, i dag kan du få konsultationer online med din læge, hvis det føles som en for stor barriere at skulle fysisk ud til dem. Så det kunne altid være et sted at starte.
Hvis du ikke helt ved, hvordan du får fat i din egen læge, så kan du prøve at læse vores artikel om at tage til lægen. I den giver vi dig en guide til, hvordan du kan gribe det an.
Når du taler med din læge, kan du fx sige: “Jeg bøvler meget med autisme og OCD. Det gør, at jeg har rigtig svært ved at forlade mit hjem. Ved du, hvor jeg kan få hjælp til det?”.
På den måde ved din læge, hvad der er på spil, og så kan I sammen finde ud af, hvilke tilbud der kan hjælpe dig på vej.
Hvad kan vi her i brevkassen
Jeg føler også det er vigtigt at fortælle dig, hvad vi kan, og hvad vi ikke kan her i brevkassen.
For selvom vi ved rigtig meget om svære følelser og tanker, så er vi ikke eksperter i hverken OCD eller autisme.
Derfor kan vi også have lidt svært ved 100% at guide dig i, hvad der er det helt rigtige for dig ift. det.
Det er bestemt ikke fordi, at vi ikke vil hjælpe dig, tværtimod.
Men det betyder, at vi rigtig gerne vil foreslå, hvem du kan kontakte, som ved mere om det, end vi gør.
Har du hørt om Psykiatrifonden?
Jeg vil derfor foreslå dig at tage fat i Psykiatrifonden.
For deres rådgivere er nemlig vant til at hjælpe unge og voksne, som har brug for hjælp og vejledning. Og så ved de bare også rigtig meget om både autisme og OCD.
Og derfor er jeg også sikker på, at de kan hjælpe dig med, hvad der kan give mening for dig at gøre.
Det kan også være, at de har nogle gode råd til dig ift. dating, når man har diagnoser som fylder meget i ens hverdag. Eller forslag til, hvordan du kan date, også når du ikke kan forlade dit hjem.
Deres rådgivere er super søde, og du kan både ringe til dem eller chatte med dem.
For jeg kan sagtens forstå, at du ønsker at møde kærligheden. Og det håber jeg også rigtig meget for dig, at du gør.
Jeg sender dig positive tanker, og krydser fingre for dig.
Hvis du er i krise eller har selvmordstanker
Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, så er det vigtigt, at du får hjælp.
Du kan ringe til Livslinien på 70 201 201 – Eller chatte med en rådgiver via www.livslinien.dk
Du kan også altid kontakte din egen læge inden for lægens åbningstid eller ring til lægevagten:
- Region Hovedstaden: 1813
- Region Sjælland: 1818
- Region Midtjylland: 7011 3131
- Region Nordjylland: 7015 0300
- Region Syddanmark: 7011 0707
Hvis du er i akut fare, så er det vigtigt, at du ringer 1-1-2.
På www.selvmordsforebyggelse.dk kan du, dine pårørende og fagpersoner finde viden og gode råd.
Alle mennesker fortjener at få hjælp, når de har brug for det. Også dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper