Hej Mindhelper

Jeg har en supersød kæreste og jeg er meget glad for ham. Men han spiller fodbold på eliteplan og har også et lille fritidsjob så jeg synes vi har alt for lidt tid sammen. Okay, jeg ser ham i klubben for jeg spiller også fodbold men bare for sjov og han går på samme gym som mig så det er ikke fordi vi ikke ser hinanden. Men vi har for få muligheder for at være alene og dermed intime, det kan vi jo ikke så godt være i fodboldklubben eller på gymnasiet, ialtfald kun vanskeligt.
Jeg har et mål om mindst to samlejer om ugen. Det synes jeg faktisk ikke er for meget forlangt, et par af mine veninder får det og lidt til af deres kærester. Men det er meget svært for ham at overholde fordi han har så travlt med fodbold, job og skole. Jeg kan ialtfald mærke at min krop ikke får nok. Jeg har prøvet at snakke med ham om det og han lover at finde mere tid, men jeg når slet ikke op på de to om ugen, slet ikke! Hvad kan jeg gøre?

(Pige, 16 år)


Kære dig

Det kan være svært at vide hvad man skal gøre, hvis man gerne vil have sex to gange om ugen, og det ikke sker. 

Derfor er det også godt, at du skriver herind og deler det med os. 

Sex kan fylde rigtig meget 

Som du nok allerede godt ved, så kan sex fylde rigtig meget. 

Nogle tænker på det hele tiden, andre en gang imellem og nogle slet ikke. Det er meget forskelligt fra person til person, og alle tre ting er helt naturlige. 

Derfor forstår jeg også godt, hvis det her dilemma med din kæreste går dig på og fylder rigtig meget. 

Er det en konkurrence? 

Det første jeg kommer til at tænke på, når jeg læser dit brev er, om det bliver til en konkurrence? 

Du skriver at dine venner har meget sex, og at du har et mål om sex to gange om ugen. 

Bliver det en konkurrence om hvem der har mest sex, eller hvorfor er det vigtigt, hvor ofte det sker? 

For selvom sex kan være rart og skønt, så siger mængden, og hvor ofte vi har sex ikke noget om kvaliteten af vores forhold.  

Så selvom det giver super god mening og er menneskeligt at sammenligne sig, så giver det ikke altid mening med sex. 

Hvad er for meget at forlange? 

For når du skriver, at du ikke synes det er for meget at forlange, så tænker jeg: Måske er det det for din kæreste? 

Vi har alle sammen forskellige behov. Du har dine og din kæreste har sine.  

Så selv hvis han ikke havde travlt, og du gerne ville have sex to gange om ugen mindst, så skal det også føles rigtigt for ham. 

Ellers fungerer det ikke. 

Som parforhold er man et hold 

For selv hvis han gerne vil have sex lige så meget som dig, så har han en oplevelse af lige nu af, at det ikke kan lade sig gøre, fordi han har travlt. 

Så selvom man godt kan have behov der fylder rigtig meget, så er man jo to i et forhold. Derfor handler det også om, hvad begge parter har behov og lyst til. 

Så målet for jer som par kan være, at finde en løsning, som er god for jer begge. 

Hvad skal du gøre? 

Så hvad skal du gøre? 

Det kan være svært at give et kort og godt svar på. 

Derfor vil jeg nu komme med nogle forslag til, hvad du kan gøre for at finde en løsning. 

Kan du snakke med ham igen? 

Hvis du vælger at snakke med ham igen, så har jeg et råd til dig.  

Nogle gange kan det være lettere at forstå den andens behov, hvis vi er nysgerrige på, hvordan andre har det. 

Spørg ham ind til, hvad han tænker om situationen, og om hvor mange gange om ugen er for meget eller for lidt til ham? 

Gå åbent ind til samtalen og hav mere fokus på ham og hans behov., end på dine egne.  

Det kan være du lærer noget nyt, og når han så har fortalt alt sit, så kan du dele dine tanker og følelser med ham.  

Mærk efter 

Et andet godt sted at starte er, at du mærker efter, hvad der er vigtigt ved at have sex to gange om ugen?  

Er det altafgørende? Og er det for eksempelvis vigtigere at have sex to gange om ugen eller at have en kæreste? 

Det kan jo være, at din kæreste ikke har tiden eller energien til at have sex to gange om ugen lige nu.  

Hvis det er tilfældet, så kan det være en god ide at mærke efter, hvad der er vigtigt for dig.  

Måske kan du blive nødt til at gå på kompromis i den tid din kæreste har travlt, og være i, at I ikke har ligeså meget sex, som du kunne ønske dig.  

Det kan også være, at du mærker, at det at have sex to gange om ugen fylder for meget for dig til, at du kan gå på kompromis. Så må du overveje, om det er et forhold du vil blive i.  

Men i sidste ende kan man ikke tvinge nogen til at have mere sex, end hvad de har lyst til.  

Har du hørt om Sexlinien? 

Mit sidste råd til dig er at prøve at kontakte Sexlinien

Hos Sexlinien bliver du mødt af søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med unge om sex. 

Derfor ved de også rigtig meget om, hvor forskellige behov man kan have som par, og hvad man kan gøre for at løse det. 

Du kan chatte med dem eller ringe til dem. Det er gratis, og du kan være lige så anonym, som du har lyst til. 

For det kan godt være svært at finde en løsning, hvis man vil have sex to gange om ugen, og ens kæreste har rigtig travlt. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper