Hej,

jeg er en pige på 18 år. Jeg skriver lidt seriøst med en dreng, hvor vi altid sender hjerter. Vi har sovet sammen 2 gange, og kendt hinanden i et par år. Men efter vi har været sammen, er han begyndt at sende meget mindre hjerter. Spurgte ham om der var noget galt, men det svarede han ”Nej” til. Hvad betyder det og hvad skal jeg gøre?

(18 år)


Hej 18 årig

Det kan godt være forvirrende at finde ud af, hvad det mon betyder, når fyren man skriver med pludselig sender færre hjerter. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind til os. 

Det er normalt 

Når man skriver seriøst med en dreng, som man også har været sammen med, kan man godt komme til at blive rigtig opmærksom på, hvad han gør, og hvilke signaler han sender. Derfor kan man også godt komme til at tænke meget over, om han fx sender færre hjerter. Det tror jeg, at der er rigtig mange unge, som kender til, og derfor er det også helt normalt at tænke over og være lidt forvirret omkring, hvad det egentlig betyder, og hvad man skal gøre.  

Spring ud i det

Du skriver, at du har spurgt ham, om der er noget galt siden, at han er begyndt at sende færre hjerter. Mega sejt – det er noget af det allerbedste, man kan gøre, når man går med en tvivl i maven. Og det er nemlig også kun ham, som ved, hvad det betyder. 

Men når jeg læser dit brev, synes jeg at det måske også lyder til, at du gerne vil have svar på, hvad han tænker om jer to. Er det mon rigtigt forstået?

For hvis det er det, så tænker jeg, at det måske er det, som du skal snakke med ham om i stedet. Jeg ved godt, at det kan være hammersvært at gøre, men lige med kærligheden er det bedste sommertider bare at springe ud i det og tage en chance. For forhåbentlig har han det på samme måde, og selv hvis han ikke har, så har du i det mindste fået afklaring. 

Jeg krydser fingre for, at han også gerne vil dig, men hvis han ikke har det på samme måde, så vil jeg lige henvise dig til vores artikel Ulykkelig forelsket – sådan kommer du videre.

Snak med dine venner om det 

Når man går med en masse tanker og tvivl, kan det være rigtig rart at dele dem med andre. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine veninder om, hvordan du har det. Måske er der også nogle af dem, som har prøvet at være i en lignende situation, og som har nogle gode råd til dig. 

Girltalk 

Her til sidst vil jeg også lige nævne Girltalk. Girltalk er et sted, hvor unge piger kan skrive ind og chatte om det, der fylder hos dem. Så jeg tænker, at det måske også kunne være en hjælp for dig. De frivillige som arbejder hos Girltalk er super søde og rare og gør altid deres allerbedste for at hjælpe og lytte. 

Det kan være hammerforvirrende, når den man skriver med begynder at sende færre hjerter. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg hepper på dig, og håber at du får snakket med ham fyren.

De bedste hilsner fra en Mindhelper