Kære brevkasse jeg er en pige på 15 år som har haft et crush på den samme dreng i 2-3år han giver gang på gang udtryk for at han ik kan lig mig men har stadig en trang til at prøve på ham snakker tit med mine veninder og de siger jeg skal komme over ham fordi han knuser mig men kan ærligt ik hvad skal jeg gøre
(15 år)
Kære dig
Det kan være mega svært, når der er en person man rigtig godt kan lide, men som ikke kan lide én tilbage.
Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Når det ikke er gengældt
Det kan være helt vildt spændende at have et crush på én. Man kan gå og tænke på dem hele tiden og blive helt varm i kroppen, når man ser dem.
Hvis man har det sådan med én, så giver det også rigtig god mening, at man gerne vil være sammen med dem og eventuelt være kærester.
Men hvis personen ikke har lyst til at ses med én, fordi de ikke har det på samme måde, så kan det gøre mega ondt.
Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du står i en situation, hvor det er rigtig svært at vide, hvad du skal gøre.
For på den ene side siger han nej, men på den anden side, vil du rigtig gerne ses med ham. Og hvad skal man så lige gøre?
Man skal respektere et nej
Du skriver, at han gang på gang har givet udtryk for, at han ikke kan lide dig. Du har sagt det til ham flere gange, og hver gang har han givet udtryk for, at han ikke har det på samme måde. Er det rigtigt forstået?
Hvis det er, så er det vigtigt, at du respekterer hans nej. For selvom det er mega ubehageligt og øv, at han ikke har det på samme måde, så er det vigtigt at respektere folks grænser og følelser.
Hvis han gang på gang siger nej, så tyder det på, at han ikke kommer til at ændre mening, hvis du spørger ham en gang til.
Derfor er mit bedste råd til dig også at stoppe med at prøve på ham, og respektere hans svar.
Du bliver knust af at blive ved med at spørge, og han bliver måske også ked af det eller får det ubehageligt over at skulle sige nej så mange gange.
Hvad gør man med hjertesorg?
Det kan være svært og gøre rigtig ondt at acceptere, at en person man godt kan lide, ikke kan lide én tilbage. Og så er det helt okay, hvis man bliver ked af det.
Men heldigvis er der mange ting man kan gøre, for at få det bedre, når man har hjertesorg
En af de ting du kan starte med at gøre, er at læse vores artikel: Er du ulykkeligt forelsket? Sådan kommer du videre. Her står der en masse gode råd til, hvordan du kommer videre.
En af rådene handler fx om at acceptere, at du er ked af det. Giv dig selv lov til at være ked af det, græde og slå i dynen, når du tænker på, hvor øv det hele måske er.
Et andet godt råd i artiklen er, at du kan tale med dine veninder om, hvordan du har det. De har sikkert hørt dig tale meget om ham og forstår måske godt, hvor meget det har fyldt for dig.
Det kan være rigtig svært at give slip på én, som man er rigtig vild med. Derfor håber jeg også, at mit svar til dig, kan hjælpe dig godt på vej. Jeg sender de bedste tanker din vej, og håber du finder ud af det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper