Kære brevkasse
Jeg er en pige på 17 år, der hele tiden får at vide af mine forældre at jeg skal gå mere ud. De synes det er underligt at jeg bare gerne vil være på mit værelse når jeg kommer hjem fra skole, eller ligger og sover nogle timer. Indtil sidste år havde jeg en hest, men den solgte vi – for jeg orkede alligevel aldrig at tage derud og ride om eftermiddagen. Efter at jeg stoppede med at ride, går jeg ikke til noget.
Min storesøster er en over-social type, der har aftaler hele tiden, og når hun er hjemme sidder hun og SMS’er konstant. Jeg er også på nettet med dem fra skolen, men det er mere ”hvad laver du” end fordi vi aftaler at ses. Hvis nogen spørger om jeg vil lave noget en aften, kan jeg godt finde på at lyve ”nej, vi skal hen til min mormor og spise”. Jeg har ikke ret tit lyst til at skulle ud igen efter skole.
Jeg har nogle enkelte veninder, men ikke en kæmpestor vennekreds. Det er fint med mig, men det synes mine forældre åbenbart ikke. De sammenligner med min søster, og er bekymrede for at der er noget galt.
Efterhånden er jeg også selv begyndt at være bange for om jeg ER mærkelig, siden min familie virker som om de synes det. Jeg burde måske gøre mere for at lave aftaler og komme ud, men det vil være som at gøre lige det omvendte af hvad jeg har lyst til. Skal jeg gøre det alligevel?
Kh ”hyggetrolden”
(, år)
Kære ”hyggetrold”
Tak for dit brev.
Jeg kan godt forstå at det føles svært, når hele familien på en måde er blevet
enige om at din måde at leve på ikke er lige så ”normal” eller ”god” som din søsters.
For mange unge er det endnu en præstation – ligesom at få gode karakterer i skolen – at man er populær, har mange venner og er i gang hele tiden.
Vi er alle forskellige
Kunne du forestille dig, at der var en regel der sagde at alle mennesker skal have brunt hår for at være accepterede? Alle med blondt eller rødt hår er unormale. Nej, vel? Lidt på samme måde er det med mennesker: vi ser forskellige ud udenpå, og vi er lige så forskellige indeni. Nogle unge (og voksne!) har det sådan, at de godt kan li’ en masse gang i den, mange aftaler og meget snak. Andre har mere lyst til fred og ro efter skole/arbejde.
Du skal ikke lave om på dig selvDu skal have fortalt både dig selv og din familie at det er i orden at være som DU er, og at de ikke skal bekymre sig eller forsøge at lave om på dig. Hvis du holder dig for dig selv, fordi du er trist, ikke har nogle venner overhovedet, eller er bange for at møde nye mennesker er det noget andet. Så skal du finde ud af hvor du kan få hjælp.
Men sådan læser jeg ikke dit brev. Det er en del af dét at blive voksen, at nå frem til ”jeg er i orden som jeg er”, også selvom ungdomsserier, blade og film beskriver den oversociale livsstil som den mest cool.
Hold fast i det, du har behov forMåske kan du i stedet finde ud af hvad og hvornår det vil være rart at lave noget med dine nære veninder, og forklare dine forældre at to timer sammen med en af dem
en eftermiddag dækker dit sociale behov fint for de næste dage. Det kan være at de også har brug for at vide, at du ikke er alene fordi du bliver holdt udenfor eller ikke kan få venner – men at det er sådan du trives bedst.
Held og lykke med det!
Kh Mindhelper
