Hej Mindhelper

Jeg flyttede til England fra Danmark for 3 måneder siden men jeg har så meget hjemve og det går bare ikke væk. Jeg har villet flytte til England siden jeg var ca 11 år gammel, men det er bare så meget hårdere end jeg nogensinde havde regnet med. Mit arbejde gør at jeg ikke er hjemme til jul, men dog kommer hjem til nytår. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke længere hvad jeg skal gøre. Jeg går i fitness, jeg mødes med venner og jeg lærer fransk men min hjemve bliver kun større. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg vil allerhelst bare hjem, da det er svært at blive ved med at opretholde et positivt sind når jeg er ked af det hele tiden og græder mig selv i søvn langt de fleste nætter. Jeg er på den anden side bange for at fortryde det hvis jeg tager hjem, men som jeg ser det er det her bare heller ikke holdbart i længden, da jeg ikke har følt at jeg har været mig selv i al min tid her.

(Pige, 20 år)


Kære pige på 20 år

Det lyder super hårdt, at du kæmper så meget med hjemve, efter du er flyttet til England. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er helt normalt

Det har været mega hårdt for dig at flytte fra Danmark til England. Og det kan jeg godt forstå. For det kan være rigtigt svært, når den drøm man har haft, siden man var lille, lige pludseligt bliver til virkelighed. Og man måske finder ud af, at alting ikke var helt så nemt og ligetil, som man havde håbet. Det tænker jeg, at de fleste af os har oplevet på et tidspunkt. Og det giver så god mening, at du ikke synes, det er nemt. For det kan være svært nok for rigtigt mange i sig selv at flytte hjemmefra. Og skulle vænne sig til alle de ting, man lige pludseligt skal til at stå for at gøre selv.

Når man så tilføjer, at du er flyttet til et helt andet land, hvor der er et sprog og en kultur du ikke kender, som du også skal forholde dig til. Og hvor du ikke bare lige kan tage hjem til dine forældre, når du savner dem. Så synes jeg, at det er helt forståeligt, at du har hjemve. Og jeg tænker faktisk, at de fleste af os ville støde på den følelse, hvis vi flyttede fra vores familie og venner derhjemme til et andet land, hvor vi skulle til at starte nærmest helt forfra.

Jeg kan heller ikke lade være med at lægge mærke til, at du skriver, at det er svært at holde et positivt sind, når du er ked af det. Det er helt normalt. For at være ked af det er en helt normal følelse at få, når der er noget, der er svært. Og vi kan ikke selv bestemme over vores følelser. Man kan bestemme sig for at gøre noget, som man ved kan hjælpe en med at falde til ro igen. Det kunne for eksempel være at ringe og snakke med en rigtigt god veninde, hvis det er det, man har brug for. Men man kan ikke bare beslutte sig for at blive glad igen, når man faktisk er rigtigt ked af det.

Lav en liste

Det lyder som om, du er splittet imellem, at du egentligt allermest har lyst til at tage hjem. Men at du også er bange for at fortryde det, hvis du gør det. Det kan jeg godt forstå, er en virkeligt svær beslutning. For på den ene side har du det rigtigt svært i England lige nu. Men på den anden side har du jo netop også drømt om at bo derovre så længe nu. Så der må være virkeligt mange følelser i at skulle tage den beslutning. Jeg kommer til at tænke på, om du mon tænker, at den her hjemve bliver bedre, hvis du bliver i England? For jeg synes, det lyder mega hårdt for dig, hvis du skal have det sådan her resten af den tid, du skal bo derovre. Og hvis det bliver ved med at være så hårdt, at kan det godt være, at det er den bedste beslutning lige nu at flytte hjem igen.

Men i sidste ende er det dig selv, der skal mærke efter hvilken beslutning, der er den mest rigtige for dig. Hvis det er svært, så kan du prøve at lave en liste med fordelene ved at tage hjem på den ene side. Og ulemperne ved at tage hjem på den anden side. Det mega smarte ved lister er nemlig, at man har det hele lige foran sig. Sort på hvidt. Og det kan nogle gange gøre det lidt nemmere at finde ud af, hvad man skal gøre. Fordi det så bliver lidt nemmere at se, hvad der egentligt fylder mest. Måske kan du også prøve at bruge den tid, hvor du er hjemme til nytår på at mærke efter, om det føles rigtigt for dig at tage hjem igen. Det kan være, at det også kan hjælpe dig lidt på vej.

Du kan altid flytte tilbage

Jeg kan godt forstå, du er bange for at fortryde, at du er taget hjem, hvis du gør det. For det med at bo i England er jo noget, du har drømt om så længe, og så kan det virkeligt bare være svært at give slip på den drøm. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at der jo ikke er noget i vejen for, at du kan flytte til England igen senere, hvis du tager hjem nu og på et tidspunkt finder ud af, at du gerne vil tilbage igen, fordi du er mere klar til det. For de valg man tager, er ikke endegyldige. Og hvis man tager et valg, som man senere finder ud af, måske ikke var det rigtige, så kan man altid vælge om igen.

Snak med nogen

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogen om, hvordan du har det? Det er nemlig så vigtigt ikke at gå med det alene, når man er ked af det og har det svært. For man kan bare komme til at føle sig så alene i verden, når man er ked af det, hvis man ikke snakker med nogen om det. Og jeg forestiller mig, at det kan gøre følelsen af hjemve endnu værre. Derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det, hvis du ikke allerede har gjort det. For jeg tænker, at det måske også kan hjælpe en smule på hjemveen. Du kan for eksempel prøve at ringe og snakke med dine forældre om det. Men hvis der er nogen af de veninder, du har fået i England, som du er trygge ved at snakke med, så kan du også prøve at snakke med dem om det. Måske kan du også genkende følelsen?

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du finder ud af, hvad du kan gøre for at få det godt igen. Uanset om det så er at blive i England, eller om det er at tage hjem igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper