Hej Mindhelper
Jeg synes godt nok livet det bøvlet
Jeg føler ikke altid er min rettigheder er sikret
Det er dybt frustrerende når jeg ved jeg har brug for hjælp
Hvad kan jeg konkret gøre min lille økonomi for at finde en psykolog der er specialiseret i nogle diagante og traumer?
(24 år)
Kære du
Det kan være rigtig svært, hvis man ikke føler, at ens rettigheder er sikret, og man har brug for hjælp.
Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet ind til os.
Det giver mening
Du skriver, at du ikke føler din rettigheder er sikret. Jeg tænker måske, at det har noget at gøre med, at du ikke føler, du kan få hjælp, med mindre du betaler.
Er det rigtigt forstået?
Hvis det er, så synes jeg det giver rigtig god mening, hvis du synes det er dybt frustrerende. Sådan tror jeg, at de fleste os ville have det, hvis de følte at de ikke kunne få hjælp.
Der er hjælp at hente
Heldigvis er der hjælp at hente.
Der findes en masse tilbud både gennem kommunen, men også hos andre organisationer.
Der er rigtig mange gratis tilbud til dig, som er frit tilgængelige.
Det handler bare ofte om at vide, hvor hjælpen er.
Hvor kan man finde psykologer?
Du skriver og spørger, hvor man kan finde psykologer, der er specialiseret i traumer.
Heldigvis er der mange måder, som man kan finde den helt rigtige psykolog på.
En af de måder, er ved at besøge Dansk Psykologforenings hjemmeside PsykologeriDanmark. Her skal du bare skrive navnet på din kommune eller by, og så viser den alle psykologer, som arbejder der.
Du kan også sortere efter “erfaringer og fagområder”, så du er sikker på at finde en, som er specialiseret i traumer.
Psykologer kan, som du skriver, være dyre. Derfor er det også vigtigt, at vide hvad man kan gøre, hvis ens økonomi er presset.
Tag et smut til lægen
Et rigtig godt sted at starte, er hos din læge.
Læger ved nemlig rigtig meget om både kroppen og hoved. Derfor ved de også hvem, man skal tage fat i, hvis man har brug for hjælp.
Der er ofte mange tilbud i kommunen når du er under 25 år.
Lægen kan også hjælpe dig med at få en henvisning til psykolog. På den måde kan du få tilskud til behandlingen. Så er det ikke lige så dyrt.
Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal gribe samtalen an, så kan jeg varmt anbefale dig vores artikel: Alt du skal vide om at gå til lægen.
Vejviseren i din kommune
Udover de eksempler jeg giver her i mit svar til dig, så vil jeg også varmt anbefale dig at bruge vores vejviser.
Find hjælp i din kommune
Ved at bruge vores vejviser, får du nem adgang til at se, hvilke tilbud der er til dig i din kommune.
Den er gratis at bruge og er et godt skridt på vejen mod at få det bedre.
Del dine tanker og følelser med nogen du stoler på
Når man går og har det svært, så er noget af det bedste man kan gøre at snakke med nogen om det.
For jo længere tid man går med det alene, jo større kan problemet vokse sig.
Derfor vil jeg anbefale dig, at snakke med dine venner, familie eller en helt tredje om, hvordan du har det.
Det vigtigste er ikke hvem, du taler med, men at du taler med nogen, som du stoler på og er tryg ved.
Hvis du ikke ved, hvordan du skal gribe snakke an, så kan du læse vores artikel: Sådan snakker du med din ven om svære ting eller Sådan snakker du med dine forældre om svære ting.
Start i headspace
Hvis du synes det kunne være rart at snakke med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale dig headspace.
Hos headspace bliver du mødt af en søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med unge, som har det svært.
Derfor kan de også være gode at snakke med, hvis man ikke har økonomien til en psykolog og gerne vil snakke med nogen.
Det skal selvfølgelig siges, at det ikke er det samme som en psykolog, men det kan være en god start.
Det er gratis og du kan være lige så anonym på besked, som du har lyst til.
Man kan godt føle sig på bar bund, hvis man har brug for hjælp, men føler at man ikke har pengene til det. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge.
Jeg sender varme tanker din vej og håber du får den hjælp, som du har brug for.
De bedste hilsner fra en Mindhelper