Hej Mindhelper
Jeg er en dreng der har brug for råd til at blive clean i mod at ryge. Jeg startede med at ryge som 10 årig og ryger stadig. Jeg begynder at have en større og større lyst for at få nikotin på en eller anden måde. Ved ik hvad jeg kan gøre for at jeg ikke er lige så afhængig af det.
(Dreng, 15 år)
Kære dig
Når man har røget siden man var 10 år, så kan det være svært at stoppe igen. Men det er bestemt ikke umuligt. Og jeg synes det er vildt sejt, at du nu har taget beslutningen om at stoppe.
Når man er afhængig
Som du selv skriver, så er nikotin helt vildt vanedannende. Det betyder, at ens krop bliver afhængig af det, og man kan have rigtig svært ved at stoppe med at fx ryge.
Men heldigvis er der god hjælp at hente.
Har du hørt om Stoplinien?
Sundhedsstyrelsen har nemlig lavet et rygestop tilbud sammen med Stoplinien.
De er et tilbud som hjælper og rådgiver personer, som gerne vil stoppe med at ryge.
De kan både hjælpe dig med at komme i gang med rygestop. Men du kan også læse mere om, hvorfor det er så svært at stoppe med at ryge, og hvordan du kan holde motivationen oppe, når det bliver svært.
Du kan tjekke de forskellige ting ud på deres hjemmeside. Du kan også ringe til dem på 80 31 31 31, for at få rådgivning på telefonen. Eller skrive ‘nikotinfri’ til 1231, så ringer Stoplinien dig op.
Kan du snakke med dine forældre?
Jeg ved ikke, om dine forældre ved noget om din rygning, eller hvordan de har det med det.
De fleste forældre vil gerne hjælpe deres børn, hvis der er noget, som de gerne vil stoppe med.
Jeg kommer derfor til at tænke på, om du kan tale med dine forældre om, at du gerne vil stoppe med at ryge?
Måske kan de hjælpe dig på vej og støtte dig i det?
Snak med dine venner om det
Hvis ikke du kan tale med dine forældre om det, så kommer jeg til at tænke på, om der er andre omkring dig, som du kan tale med det om?
Fordi, det er en del nemmere at stoppe med noget, hvis vi har nogen, som kan støtte os i det.
Har du mon nogle gode venner eller familiemedlemmer, som kan hjælpe dig?
I så fald vil jeg virkelig opfordre dig til at tage fat i dem, og spørge dem, om de vil hjælpe dig med at stoppe.
Det kan nemlig være rart at have nogen, som kan være ens sunde fornuft, når vi selv har svært ved at holde rygestoppet.
Det kan være svært at stoppe med at ryge, men med den rette hjælp fra fx et rygestop-tilbud og hjælp fra ens nærmeste, kan det godt lade sig gøre.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse god rygestop-energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper