Hej

Jeg forstår ikke helt, hvorfor andre tror jeg er ensom

Jeg går på efterskole, hvor jeg snakker med mange og har det godt.

Jeg elsker at tale, er utrolig snaksalig og har mange Efterskole venner

Men jeg kan også godt lide at være alene, så når jeg sidder alene og spiser, eller jeg sidder i stilhed, oplever jeg folk tror jeg er trist eller ensom.

Selv min egen kontantlære

Jeg forstår bare ikke helt om det faktisk er sådan jeg skal have det?

Føler altid i tv-shows og når man hører om folk der alene, at de er ensomme.

Er jeg ensom hvis jeg bare er på mit værelse hele weekenden og hygger mig der? Er jeg ensom?

(Pige, 16 år)


Kære du,

Det kan være forvirrende, hvis andre tror, at man er ensom, selvom man ikke selv føler det. For hvad betyder det så?  

Hvad er ensomhed? 

For hvad er ensomhed egentlig? Det er noget man taler meget om, men måske kan det også nogle gange være svært at vide, hvad det helt præcist er.  

Ensomhed handler om at føle sig alene, uden det er noget man har lyst til. 

Det vil sige, at ensomhed kan være, hvis man rigtig gerne vil være mere sammen med andre mennesker, og rigtig gerne vil mærke at man har en dejlig relation til andre, men at man faktisk ikke har mulighed for det eller føler det.

Det kan både ske, fordi man ikke har de mennesker i sit liv. Men det kan også ske, hvis man egentlig har mennesker i sit liv, men ikke rigtig føler sig forbundet med dem.

Det betyder altså, at det kun er en selv, der kan vide, om man er ensom eller ej.  

For det er en følelse inde i en selv.  

Ensom blandt mange 

Det vil også sige, at man sagtens føle sig alene, selvom man er sammen med andre.  

Så derfor er det faktisk en myte, at man kun kan være ensom, hvis man fx ikke har nogen venner eller andre personer i sit liv. Man kan sagtens være ensom og have massere af venner.

Og omvendt, så er det også en myte, at man må være ensom, hvis man er alene.

For det handler om følelsen af at være alene, og ikke om, fx hvor mange venner man har, eller om man er meget alene.

De gode efterskolevenner 

Det lyder til, at du går på en rigtig dejlig efterskole. Og du nævner også, at du har fået mange gode venner, som du kan tale godt med.  

Det er jeg virkelig glad for at høre. For det er skønt at have gode venner, som man kan tale godt med.  

Jeg kommer derfor også til at tænke på, at dine venner måske spørger dig, om du er ensom, fordi de holder meget af dig. Og måske vil de bare gerne sikre sig, at du har det godt? 

Så selvom det måske kan være lidt irriterende at blive spurgt om, så kan man måske også se det som et tegn på et rigtig godt venskab?  

Er du ensom? 

Du spørger, om du er ensom.  

I sidste ende, kan kun du svare på det. For det handler i bund og grund om, om du føler dig alene?  

Når jeg læser dit spørgsmål, så virker det til, at du egentlig er rigtig glad for dit eget selskab og nyder det.  

Og det at være alene i sit eget selskab, har ikke nødvendigvis noget med ensomhed at gøre.  

Man kan måske stille sig selv spørgsmålet: Føler jeg, at jeg er alene, uden at jeg selv har lyst til det? 

Depressionsforeningen har faktisk lavet en super god artikel om ensomhed, den kan du prøve at læse, hvis du gerne vil blive klogere på ensomhed.

Hvis ikke du føler dig alene, men blot nyder at være alene, så er det nok ikke ensomhed, men blot behovet for at være sammen med dig selv.  

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og jeg sender dig en masse god energi. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper