Hej Mindhelper

Var i også bange for angst da i var lille??

(Dreng, 13 år)


Kære du

Det kan fylde rigtig meget, hvis man går og er bange for angst. 

Derfor er det også godt, at du har skrevet herind og spurgt os. 

Det giver mening 

Du spørger os, om vi også var bange for angst, da vi var små. 

Det forstår jeg godt, at du spørger om. Fordi hvis man selv går og er bange for noget, så kan det være rart at vide, at man ikke er alene. 

Derfor giver det også rigtig god mening, at du har skrevet herind og spurgt os. 

Alle føler angst 

Faktisk så er angst en følelse, som vi alle sammen føler fra tid til anden. 

Det er en rigtig smart følelse, som hjalp os for tusinder af år siden med at komme væk, når der var fare på færde. 

Det kunne fx være hvis der var en sabeltiger, der prøvede at spise os. 

Men selvom vi ikke er i fare for at blive spist af sabeltigre mere, så findes angsten stadigvæk. 

I dag oplever vi den bare mest, når vi skal til eksamen, ud og flyve eller andre situationer, hvor vi er usikre på, hvad der skal ske. 

Derfor er det også en helt normal følelse, der er en naturlig del af at være menneske. 

Du er ikke alene 

Det kan også være rart at vide, at du bestemt ikke er den eneste, som har skrevet til os, fordi de har spørgsmål til angst.  

Fx har vi fået et spørgsmål fra en 16-årig, der er i tvivl om de har angst. Og et spørgsmål fra en 14-årig dreng, som også har tænkt på det.  

Hvis du har lyst, kan du også prøve at læse deres spørgsmål og svar.  

Selvom det ikke fjerner ens egen frygt eller nervøsitet. Så kan det være rart at vide, at man ikke er alene.  

Tal med dine forældre om det 

Det bedste man kan gøre, hvis man er bange for noget, er at få talt med nogen om det.  

For når vi siger ting højt, så har de det med at blive mindre skræmmende, end når vi går med dem alene i vores tanker.  

Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon kan tale med dine forældre om dine tanker? 

Det kan være de, ligesom mange andre, også har prøvet at føle angst i deres liv. Så kan det være, at I kan få en god snak om det sammen. Og måske har de nogle gode råd og tanker til det.  

Hvis du er lidt i tvivl om, hvordan du skal gribe det an. Så kan jeg varmt anbefale dig at læse vores artikel om at tale med sine forældre om svære ting.  

I den kommer vi nemlig med råd til, hvordan man kan snakke med sine forældre.  

De vil altid lytte hos Børnetelefonen 

Hvis du synes det kunne være rart at snakke med nogen, som ikke er dine forældre, så kan jeg varmt anbefale dig Børnetelefonen

Hos Børnetelefonen møder du nogle rigtig søde og forstående rådgivere, som er vant til at snakke med børn og unge, om det der er svært. 

Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis man går og er bange for angst. 

Du kan ringe til dem, chatte med dem eller sende dem en sms. Det er gratis, og du kan være lige så anonym, som du har lyst til. 

For når man går og er bange for noget, kan det være rart at vide, at man ikke er alene. Derfor håber jeg også, at mit svar til dig kan hjælpe dig med det. Jeg sender de bedste tanker din vej. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper