Hej, Jeg har voldsomt angst. Lige nu går jeg på efterskole, men jeg er hjemme hele tiden fordi jeg ikke kan holde til at være der. Jeg elsker at gå der, men for et par dage siden var der en dreng der kastede op i spisesalen, og min angst handler udelukkende om at jeg frygter at blive syg siden min far døde da jeg var 6 år gammel.. siden drengen kastede op har jeg været i en konstant tilstand af smerte, og en (psykisk)følelse af at være syg. Hver aften har jeg ligget vågen med angstanfald der kom og gik, og jeg har ikke rigtigt kunne spise noget, især ikke i spisesalen på efterskolen. Jeg er bekymret fra hvordan jeg skal deale med det her, så jeg kan komme hen på skolen igen uden at skulle løbe udenfor hver halve time med et begyndende angstanfald. Har i nogle råd?
(Pige, 15 år)
Kære du
Det kan være rigtig svært at vide, hvad man skal gøre, hvis man har angst for at blive syg, og man går på en efterskole.
Især hvis der er en, der kaster op til frokost.
Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Når angsten fylder
Når jeg læser dit brev, så lyder det til, at angsten fylder rigtig meget for dig.
Du har svært ved at gå på din efterskole, du ligger med angstanfald hver aften, og du får ikke spist noget.
Det lyder rigtig svært.
Derfor synes jeg også, at det giver rigtig god mening, hvis du ikke ved, hvad du skal gøre. Sådan tror jeg, at de fleste ville have det.
Får du hjælp?
Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du får noget hjælp til din angst.
Du spørger os, hvad du skal gøre.
Og det, jeg tænker, ville være det bedste, du kunne gøre, er at bede om hjælp fra andre.
For det her er bestemt ikke noget, som du skal gå med alene. Det er et alt for stort ansvar.
Snak med nogen om det
For når man har det svært, så kan det være svært at se sig selv ud af det alene.
Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du fortalte nogen omkring dig, hvordan du har det.
Det kan være din mor, en i din familie eller en kontaktlærer på efterskolen.
Det er ikke så vigtigt, hvem det er, men nærmere, at det er nogen, som du stoler på og er tryg ved.
Hvis du ikke helt ved, hvad du skal sige til dem, kan du enten vise dem dit brev til os (her forklarer du det rigtig fint) eller prøve at læse vores artikel: Sådan snakker du med dine forældre om svære ting.
De vil altid lytte hos PsykInfo
Hvis du synes, det kunne være rart at snakke med nogen, som du ikke kender, så er du altid velkommen hos PsykInfo.
Hos PsykInfo sidder der en masse dygtige og søde rådgivere, som er vant til at snakke med unge om forskellige diagnoser.
Derfor er de også rigtig gode at snakke med, hvis man har sygdomsangst og ikke ved, hvad man skal gøre.
Du kan ringe til dem her:
Region Syddanmark
PsykInfo hjemmeside
Åben og anonym rådgivning: 99 44 45 46
Region Midtjylland
PsykInfo hjemmeside
Åben og anonym rådgivning: 78 47 04 70
Region Nordjylland
PsykInfo hjemmeside
Åben og anonym rådgivning: 40 29 18 34
Region Sjælland
PsykInfo hjemmeside
Åben og anonym rådgivning: 70 25 02 60
Region Hovedstaden
PsykInfo hjemmeside
Åben og anonym rådgivning: 38 64 13 00
Det er gratis, og du kan være lige så anonym, som du har lyst til.
Tag en smut forbi lægen
Når man har så meget angst, at man har svært ved at gå på sin efterskole, kan det være en god idé at tage et smut forbi lægen.
Læger ved nemlig rigtig meget om både hoved og krop og er derfor rigtig gode at snakke med i forhold til angst.
Derfor kan de også hjælpe dig med at få den hjælp, du måske har brug for.
Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal komme til lægen, eller hvad du skal sige derinde, så kan jeg varmt anbefale dig at læse vores artikel: Alt du skal vide om at gå til lægen, når du har det svært.
Her står det hele.
Prøv vores onlineforløb
Her til sidst vil jeg også gerne lige slå et slag for, at du prøver kræfter med vores onlineforløb om angst.
Her finder du et gratis onlineforløb, som giver gode redskaber til at få mere ro på i hverdagen.
Du kan starte og stoppe det lige, når du har lyst til.
Det er fyldt med gode øvelser, videoer og en masse god viden om, hvordan man får det lettere med sin angst.
Det kan nemlig være svært at finde hoved og hale i det hele, når man har angst for sygdomme. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge.
Jeg håber, du finder ud af det og får det lettere med din angst.
De bedste hilsner fra en Mindhelper