Hej Mindhelper
Jeg føler mig beskidt og at jeg aldrig kan blive ren og det gør at jeg kun har forladt min lejlighed 5 gange på 2 år. Hvad kan jeg gøre for at alle de ting jeg elsker og som jeg har mistet bliver rene igen? Hvad har jeg gjort for at fortjene en krop der er så ulækker og beskidt?
(22 år)
Kære dig
Det gør mig ked af at høre, at du føler dig beskidt, og at du aldrig kan blive ren.
Derfor er det også godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. For dem skal du bestemt ikke gå med alene.
Når man føler sig beskidt hele tiden
Når man føler sig så beskidt, at det gør man ikke har forladt sin lejlighed mere end 5 gange på 2 år, så kan det være svært at få en hverdag til at hænge sammen.
Samfundet er nemlig indrettet på en måde, hvor det ofte kræver at man forlader sin lejlighed og kommer ud i verdenen.
Derfor forstår jeg også godt, hvis du er træt af, og synes det er svært, at have det som du har det.
Du er ikke beskidt og ulækker
Selvom du måske selv føler, at det er sandt, så er det også vigtigt for mig at sige, at du ikke er hverken ulækker eller beskidt.
Det er der ikke nogen mennesker, der er.
Man kan godt have det svært med sig selv og kan have lyst til at ændre noget, men det gør ikke man er ulækker eller beskidt som person.
Vi er nemlig alle sammen unikke og skønne på hver vores måde. Derfor er jeg sikker på, at du også er det på din helt egen måde.
Har du hørt om OCD?
Når man har en følelse af hele tiden at være beskidt, og har svært ved at forlade sin lejlighed, så kan det være et tegn på, at man har det som hedder OCD.
OCD betyder Obsessive Compulsive Disorder, og er en lidelse hvor man ofte har tvangshandlinger eller tanker.
Altså tanker og handlinger, som man ikke selv har kontrol over.
Det kan fx være, at man føler alt omkring en er beskidt, og at man skal gøre det rent, ellers så sker der noget ubehageligt.
Det kan også handle om at gentage handlinger igen og igen, gøre ting i en bestemt rækkefølge eller tælle ting omkring en.
Alle de her ting er selvfølgelig normale i en hvis mængde, men hvis man har OCD, så fylder de ofte hele ens hverdag.
Hvis det lyder som noget, som du kan genkende og har lyst til at læse mere om, så kan jeg varmt anbefale dig at læse vores artikel: OCD – typiske tegn og råd til, hvad du kan gøre.
Hvad kan man gøre ved OCD?
Der findes heldigvis virkelig dygtige mennesker, som hver dag hjælper personer med OCD.
Derfor er det også vigtigt, at du får kontaktet din læge, hvis du mistænker, at du måske har OCD. For så kan du nemlig få den hjælp, som du har brug for.
Du kan enten vise lægen dit brev til os eller sige til dem:
“Jeg føler mig beskidt og ulækker hele tiden, og det har gjort, at jeg ikke har forladt min lejlighed mere end 5 gange de sidste 2 år. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det, er det noget du kan hjælpe mig med?”
Hvis du ikke kan forlade din lejlighed og tage til lægen, så husk, at du kan få en tid online. Så kan du få kontaktet lægen, uden at skulle fysisk derhen.
Det kan være første skridt på vejen mod at få det bedre.
Hvis du har lyst til at vide mere om, hvordan man kommer til lægen, så prøv at læse vores artikel: Alt du skal vide om at gå til lægen, når du har det svært.
Kan du bede en du stoler på om hjælp?
Et andet rigtig godt sted at starte er at snakke med nogen omkring dig om, hvordan du har det.
Det kan fx være en i din familie, en god veninde eller en helt tredje. Det vigtigste er ikke hvem du taler med, men at det er en, som du stoler på og er tryg ved.
Du kan fortælle dem, hvordan du har det, og at du ikke ved, hvad du skal gøre.
Det kan også være, at de kan hjælpe dig med at få taget fat i lægen eller tage med dig til lægen.
Hvis du ikke ved, hvordan du skal snakke med dem om det, så prøv at læse vores artikel: Sådan snakker du med din ven om svære ting.
Hvad ved vi her i brevkassen?
Vi håber virkelig, at du får talt med din læge, og vi ønsker dig alt det bedste, og at du igen kan komme til at føle dig ren.
Men desværre ved vi ikke nok i brevkassen til, at vi kan sige præcis, hvad der kan hjælpe dig med at føle dig ren igen.
Det skal der sidde en professionel sammen med dig og hjælpe med.
Men du skal vide, at det, at du har skrevet til os er virkelig sejt gået, og det viser også, at du gerne vil have det bedre.
Så det er det helt rigtige du har gjort ved at skrive herind til os og spørge om hjælp. Det skal du endelig blive ved med, for det er det bedste man kan gøre.
Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg håber du finder den hjælp du har brug for, og at du kommer til at føle dig ren igen. For det fortjener du.
Jeg sender de bedste tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper