Hej, jeg har her hen over sommeren 2025 haft det underligt. det startede egentlig før, med at jeg bliver ”nervøs” over hverdags ting, eller hvis jeg bliver hentet af en veninde eller lign. Med nervæs mener jeg få hjertebanken og en smule ubehag. I sommers har jeg så både hvor jeg har drukket og været ædru, fået det rigtigt skidt, hvor jeg får hjertebanken, føler jeg ikke rigtig kan få været, sitrene i fingerne og som om jeg ikke helt kan mærke mine fødder også bliver jeg ked af det og sur. Fordi jeg ikke ved hvorfor det hele bare går ned nogengange. det kan komme af ingenting eller hvis jeg f.eks har været rigtig uvenner med min kæreste. Nogle af gangen får jeg har fået det skidt og var blevet sur, så slået på en væg så man hånd hævde op og gjorde ondt(der var jeg fuld) Derudover så kan man vel sige jeg har selvskadet, ifh altså små enkelte sår som jeg bare finder på undskyldninger til hvorfor de er der. Min veninde har sagt jeg skal tage til lægen, men jeg føler og tænker hvad kan de egentlig gøre? altså jeg kan snakke med en psykolog, men jeg ved ikke hvorfor det sker. så jeg kan ikke se pointen i at tage til lægen. Håber det giver mening og jeg kan få et svar. Mvh

(Pige, 19 år)


Kære dig

Det kan være rigtig ubehageligt, når man får en følelse i kroppen, som man ikke rigtig ved hvorfor kommer og som tilmed ikke er særligt rar. For hvad skal man gøre ved det, når man ikke ved, hvorfor det sker? 

Vores krop reagerer på verden 

Det er helt grundlæggende for os mennesker, at vores krop reagerer på verden. Og den viden kan måske hjælpe dig, til at forstå din krop lidt bedre.  

Det er nemlig sådan, at vores krop har en indbygget alarmberedskab. Det er det alarmberedskab der gør, at vi kan reagere hurtigt, hvis der er fare på færde.  

Og når alarmberedskabet går i gang, så reagerer vores krop ved at hæve vores hjerterytme, gøre os mere opmærksomme på omgivelser og trække vejret hurtigere. Altså noget der meget kunne lyde som det din krop gør. 

Det alarmberedskab kan blive endnu mere følsomt, hvis vi er kede af det eller pressede.  

Så derfor giver det måske også ret god mening, at det kan ske fx når dig og din kæreste har været oppe at skændes. 

Når kroppen tager fejl 

Men selvom alarmberedskabet er mega godt, når vi er i fare, så kan det også tage fejl. Altså går i gang af sig selv, selvom der ingen fare er i sigte.  

Og det lyder måske lidt som om, at din krop har det med at tage fejl nogle gange. Det kan jeg godt forstå kan være super frustrerende.  

For hvordan skal man så lige kunne regne med sin krop? 

Heldigvis er der flere ting, som du kan gøre, for at hjælpe din krop på vej.  

Brug mindfulness til at få ro på 

Noget af det allerbedste vi kan gøre for vores krop, hvis den har det med at gå lidt for meget i alarmberedskab, er at få ro i kroppen. Og øve os på det.  

Til det kan mindfulness være en vildt godt øvelse. For som ordet måske også lidt afslører, så handler det om at mærke sin krop og slappe af i den.  

Her hos Mindhelper har vi faktisk udviklet en app, som er til lige netop det.  

Appen hedder Ro. Og i den kan du finde en masse forskellige øvelser og artikler, som kan hjælpe dig med at få ro på.  

Og du kan både hente den til Apple og Android.  

Tal med dine venner om det 

Nogle gange er noget som kan hjælpe helt vildt, når man har uro i kroppen, at få sagt det højt.  

Ikke fordi at det at sige det højt nødvendigvis fjerner uroen, men fordi det hjælper en med at blive klogere på sig selv. Og så giver det også ens venner mulighed for faktisk at hjælpe en, når det sker.  

Derfor vil jeg foreslå dig at tale med nogen af dine venner om det her.  

Og du skal vide, at følelser af ubehag, angst, hjertebanken osv. Er helt menneskeligt. Så chancen for, at en af dine venner kan genkende det er bestemt ikke lille.  

Jeg kan i hvert fald godt genkende, det du skriver.  

Hvad kan lægen hjælpe med? 

Du skriver, at du er i tvivl om, hvad en læge lige kan hjælpe med? Og jeg kan godt forstå din undren.  

Men faktisk så ved læger ret meget både om kroppen og menneskers følelser. Og ofte kan læger hjælpe en med netop at blive klogere på, hvad det er som sker med en og hvad man kan gøre ved det.  

Derfor er det bestemt ikke en dårlig ide at spørge din læge til råds.  

Hvad kan en psykolog? 

Din læge kan også henvise dig til en psykolog, hvis I sammen finder ud af, at det er den rette vej at gå.  

Og husk, vi går netop til lægen og psykologen, når vi ikke forstår eller ved, hvorfor vi har det som vi har det.  

De er professionelle, og derfor kan de være med til at hjælpe os med at finde ud af, hvad der kunne være på spil.  

Og i værste fald, hvis du finder ud af, at det ikke var det rigtige alligevel, så må man altid stoppe igen.  

Hvornår giver det mening at få professionel hjælp? 

Det lyder til, at du lige nu er ret frustreret over, at din krop reagerer som den gør. Samtidig skriver du også, at du er begyndt at selvskade.  

Jeg er virkelig glad for, at du har skrevet ind til os. For når man begynder at have det svært ofte, og man begynder at selvskade, så er det vigtigt, at man får hjælp.  

Man plejer nemlig ofte at sige, at selvskade er en fysisk reaktion på noget smerte vi har indeni os selv. Måske kan du genkende det?  

Hvis du gerne vil tale med nogen, som ikke er din læge eller en psykolog, så kan jeg også varmt anbefale foreningen spiseforstyrrelser og selvskade.  

De tilbyder nemlig gratis og anonym rådgivning til folk som selvskader og som har brug for at tale med nogen om det.  

Det kan være rigtig svært, hvis man har en ubehagelig følelse i kroppen, men ikke rigtig ved, hvorfor den er der. Så er det heldigvis rigtig mange steder, hvor man kan få hjælp.  

Jeg håber at mit svar kan lede dig i den rigtige retning, og så sender jeg dig en masse god energi.  

De bedste hilsner fra en Mindhelper