Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 13 år som kæmper med angst, især når nogle kaster op eller hvis de siger de er ved at blive syge, jeg for panik angst hyperventilere og bagefter kan jeg ikke beskrive hvad der skete, jeg ved ikke præcis hvad der sker og hvad for nogle tanker der udløser det jeg bliver meget vred på personen som kaster op selvom person ikke kan gøre for det. Det er blevet slemmere med tiden før blev jeg kun angst hvis det var personer som betød noget for mig men nu er det alle. Min mor var meget syg da jeg var barn, hun kastede meget op

(Pige, 13 år)


Kære du,

Når man er angst for noget, så kan det føles rigtig opslidende og frustrerende. Og når angsten så bliver værre, så kan det både være forvirrende og endnu mere frustrerende.  

Jeg er glad for, at du har skrevet ind til os, så vi sammen kan finde ud af, hvad du kan gøre.  

Angst er ubehageligt og nogle gange forvirrende 

Det lyder til, at din angst er begyndt at fylde mere end den plejer på det sidste. Og derfor kan jeg også godt forstå, hvis du føler dig frustreret over det.  

For panikangst er bestemt ikke rart, og når den så begynder at fylde mere og mere i ens hverdag, så kan det være helt vildt svært at vide, hvad man skal gøre ved den.  

Og det lyder også til, at du måske faktisk står tilbage og har svært ved at forstå, hvorfor du fx bliver rigtig vred, når du får angst. Det kan jeg også godt forstå må være rigtig ubehageligt.  

Men hvor er det sejt, at du har opdaget, at det her er på spil. For det er meget lettere at gøre noget ved det, når vi har opdaget, at det sker.  

Og nu har du i hvert fald taget et stort skridt, ved at skrive ind til os. For jeg vil rigtig gerne komme med forslag til, hvad du kan prøve at gøre.  

Hvorfor bliver man utilpas, når andre kaster op? 

Her til at starte med, kan det måske være rart for dig at vide, at der kan være en ret god forklaring på, hvorfor man kan blive utilpas, når andre kaster op.  

Helt grundlæggende så er vores krop fra naturens side lavet til, at vi skal passe på, hvad vi spiser, og hvis vi ser tegn på, at noget vi kunne have spist er giftigt, så kan vores krop opleve kvalme eller opkast.  

Og det var en mega smart ting tilbage for mange årtusinder siden, hvor man ikke spiste mad som vi gør i dag. Dengang var der nemlig langt flere giftige ting, end der er i dag. 

Men, det vil altså også sige, at kvalme og opkast jo faktisk er en form for beskyttelsessystem for os mennesker. Og det er jo egentlig meget godt at have.   

Angst er vores alt for bekymrede bodyguard 

Men der kan desværre opstå et problem, hvis vores krop kommer til at tro, at alt opkast er farligt, og vi derfor bliver bange og utilpasse, når andre kaster op.  

For selvom opkast skal gøre os opmærksomme, så skal det helst ikke gøre os panikangste.  

Derfor kan man faktisk se lidt på angsten som en alt for bekymret bodyguard. Din angst vil gøre alt for at passe på dig. Derfor slår den alarm, uanset om der er fare på færde eller ej.  

Men som du også selv har oplevet, så kan det faktisk ende med at blive et stort problem. For man kan ende med at gå og være bange for opkast hele tiden, og faktisk have svært ved at være i sin normale hverdag.  

Så det lyder lidt til, at din bekymrede bodyguard skal i træning, så du kan blive mindre angst.  

Hvordan kan du håndtere angsten? 

Der er flere ting, som du kan gøre, for at få det lettere med angsten for opkast.  

Først og fremmest, så kan jeg anbefale dig at prøve vores angstforløb, som vi har lavet her i Mindhelper. I det kan du nemlig lære meget mere om angst, og hvad man kan gøre ved det.  

Men jeg vil også lige foreslå nogle andre ting for dig.   

Sig det højt til en voksen du stoler på 

Det allervigtigste, som jeg tænker du skal gøre, er at få fortalt en voksen, som du stoler på, at du går med den her angst.  

For det er nemlig meget nemmere at få det bedre med sin angst, når man kan tale med andre om den. For hvis vi går med den helt alene inde i os selv, så har den det med at vokse sig større og større.  

Jeg ved ikke, hvilke gode voksne du har i dit liv, men det kunne fx være dine forældre, en god lærer, en i din familie eller en helt anden. Det vigtigste er, at det er en du stoler på og kan tale godt med.  

For når du siger det højt til dem, så kan de også hjælpe dig med at få det bedre.  

Tag fat i Angst&StressTelefonen 

Her til sidst vil jeg blot også lige nævne for dig, at der er andre steder, hvor der også sidder voksne klar til at hjælpe.  

Der findes nemlig en organisation, som hedder Angst og Stress foreningen. Og de har Angst & StressTelefonen som man kan ringe til, hvis man er ung og kæmper med angst.  

De er eksperter i angst, og kan også hjælpe dig til, hvad du kan gøre ved det. Telefonen har åbent tirsdag, onsdag og torsdag mellem kl. 18-21.  

Du kan chatte med GirlTalk 

Hvis nu tidspunktet for Angst & StressTelefonen slet ikke fungerer for dig. Så kan det måske være rart at vide, at du også kan tage fat i GirlTalk.  

GirlTalk er også en organisation, som hjælper unge piger, når de har brug for det.  

De har både en brevkasse og en chat, som du kan skrive til. Rådgiverne er utroligt søde, og de vil altid lytte.  

For hvis man går og kæmper med meget angst for opkast, så er det rigtig vigtigt, at man får talt med nogen om det.  

Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig, og at angsten bliver bedre. Jeg sender dig en masse god energi.  

De bedste hilsner fra en Mindhelper