Et portræt af Dikte ligger på en notesblok med stiplede linjer på.

Eksamen er dér, hvor jeg føler, at jeg mister kontrollen allermest

Dikte er 19 år gammel og går i 3.g på HTX i Odense. Hun fortæller, hvordan det hjælper at tale højt om sin eksamensangst.

Hvad fanden foregår der?

Eksamen er dér, hvor jeg føler, at jeg mister kontrollen allermest. Hvad fanden foregår der, når nu jeg har styr på alt andet? Det er sygt frustrerende.

Jeg spænder op i mine muskler, mine håndflader bliver svedige, og mit hjerte galoperer derudad, så jeg føler, at det er ved at eksplodere. Samtidig får jeg lyst til at græde.

På overarbejde

Katastrofetankerne fylder meget i mit hoved: Hvad hvis jeg ikke består? Hvad hvis klappen går ned, og jeg ikke kan komme videre? Der er en lang liste af ting, der kan gå galt.

Tidligere blev jeg meget stille og indelukket op til en eksamen. Jeg kunne ikke rigtig sætte ord på, hvad der skete inde i mig. Jeg kunne bare mærke, at jeg var på overarbejde, både fysisk og psykisk.

Hjælp fra lærer

På efterskolen mødte jeg en lærer, der tog mig under sine vinger. Han gav sig tid til at snakke med mig, fordi han kunne mærke, hvor meget min nervøsitet fyldte.

Sammen fandt vi nogle gode strategier til at kunne håndtere det. I dag kan jeg skifte mellem forskellige teknikker, som hjælper mig med at komme ned i kroppen og flytte fokus væk fra selve angsten. 

Tal højt om det

Det er stadig en rutsjebanetur at gå til eksamen. Nogle gange har jeg okay styr på mig selv og mine ting. Andre gange har jeg bare lyst til at bryde sammen. Men jeg har nemmere ved at håndtere det nu, fordi jeg ved, at der er nogle, der griber mig på den anden side.

Jeg tror, det er virkelig vigtigt at tale højt om sin eksamensangst. Den ser ikke ens ud for alle og kommer i større eller mindre grad. Du behøver ikke fortælle det til hele din klasse, men det er godt at have et par stykker at vende det med. Så du føler dig set og grebet, når det sker.

Dikte står ude i en skov. Billedet er sort/hvid og lidt slørret.
Diktes stress-bold, som hun kan forme i hånden
_55A2990
Dikte med lukkede øjne
Dikte har skrevet: "My body my business motherfucker!" på sin vindueskarm.

TRE GODE RÅD

Sådan håndterer Dikte sin eksamensangst

Find tryghed i et smykke

Jeg har et armbånd, som mine fætre har lavet, og som jeg kan tage på og pille ved inden en eksamen. Det gør mig tryg.

Tæl ting i lokalet

Hvor mange blomster er der på censors kjole? Hvor mange stole står der inde i lokalet? Det fjerner fokus fra mit tankemylder at tælle ting, når jeg er til eksamen.

Brug dykkerteknikken

Lige før en eksamen kommer jeg koldt vand i hovedet. Så vågner jeg op og bliver klar til at gå ind.