Jeg er på udveksling, og er begyndt at kaste op en gang dagligt

Det lyder til, at du har haft en helt vildt spændende rejse. Men at der også har været ting, som er svære. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Først og fremmest synes jeg det lyder til at have været 10 helt vildt spændende og dannende måneder for dig. Og det lyder til, at du alt i alt har haft en helt fantastisk tid. Det er også noget af en tur du har været på. Både ved at være hjemmefra i et andet land, men også ved at skulle have flere nye værtsfamilier, at tage stilling til. Derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis det har været super hårdt i nogle perioder.

Jeg tænker, at de fleste ville blive en smule forvirrede, og have svært at have overblik over alt, hvis de var afsted på sådan en tur. Især hvis den kom oven på en rigtig psykisk svær tid. Jeg er ked af at høre om din mor, og jeg håber, at hun er blevet rask igen. Når man har været igennem sådan en hård periode, så er det helt normalt, at det sætter nogle spor i en. Eksempelvis en spiseforstyrrelse eller depression, som du nævnte. Derfor er jeg også glad for at høre, at du fik hjælp fra en psykolog. Det kan nemlig være en super god idé, så man kan få en hånd til alt det svære. Det behøver man nemlig ikke gå med alene.

Perfektionisme

Jeg tænker lige at starte med det du nævner om at være perfektionist. Det er nemlig en rigtig fin ting, at være opmærksom på. Perfektionisme kan være super svært at kæmpe med, fordi man kæmper mod sig selv og sine ambitioner. Og uanset hvor meget man kæmper, så bliver det aldrig godt nok. Man vil altid kunne blive tyndere, klogere og mere arbejdsom. Derfor er det også super fint, at du er bevidst om, at du er en perfektionist i skolen. Men så tænker jeg, at der nok også er risiko for, at du er perfektionist generelt. Det kan være en god idé, at gøre sig overvejelser om, hvornår perfektionismen er god og dårlig for en. For den kan være god, hvis man skal lave et stykke skolearbejde, og man gør en stor indsats, for at det er ordentligt. Det er jo positivt. Men det er ikke positivt, hvis man sidder kl. 05 om morgen før en opgaveaflevering, fordi man liiiiiiiige skulle tjekke den igennem for 125. gang. Du kan læse lidt mere om perfektionisme her og endnu mere her.

Hvis man er meget perfektionistisk, så kan man godt have tendens til at være lidt en kontrolfreak. Med det mener jeg, at man godt kan have brug for, at der altid er styr på tingene, og man har overblik over det hele. Det kan godt ende ud i nogle lidt uheldige copingstrategier. En copingstrategi er en måde man håndtere noget på. Det kan eksempelvis være, at der er helt vildt meget tumult i ens liv. Og så får man måske brug for, at have kontrol over et eller andet. Det kan eksempelvis være ens vægt. Jeg tænker, om spiseforstyrrelse måske er blevet en copingstrategi for dig?

Det er ret normalt, at folk med spiseforstyrrelse oplever, at det giver dem en følelse af kontrol. Og det kan være super rart, især hvis man er en kontrolfreak. Derfor tænker jeg også, at det måske er det der sker for dig. For du har haft et super hårdt år inden du skulle afsted, og så sker der HELT VILDT meget på sådan en tur, som man skal forholde sig til. Både kultur, venner, skole, værtsfamilier, mad, regler – alt er anderledes end man er vant til. Det giver helt naturligt et kæmpe chok. Og det er mega fedt, og mega hårdt på samme tid. Så kan man godt have brug for et holdepunkt i alt det tumult. Og der kan spiseforstyrrelsen give en følelse af ro og kontrol.

Din vægt er helt normal

Som du selv siger, så er det helt normalt at tage på, når man er på udveksling. Det kommer fordi man spiser på en anden måde end man er vant til. Og så kan det være, at den mad man spiser indeholder flere kalorier, end det man spiser når man er hjemme. Så tager man lidt på. Og måske er man også oftere ude og spise, i biografen, til filmaftener, til fester og alt det andet som hører til, når man er ung på udveksling. Og det ville jo også være super kedeligt, hvis man ikke kunne gøre alle de ting. Men så kan man godt få lidt ekstra på sidebenene som resultat. Jeg tror man plejer at sige, at folk normalt tager mellem 5 og 10 kilo på, når de er på udveksling/efterskole. Men så på et tidspunkt, så kommer man hjem igen til sine vante rutiner. Og så vil nogle oplever at kiloene forsvinder af sig selv. Nogle beholder bare den ekstra smule fedt. Og andre prøver måske at komme af med det. Alle tre løsninger er helt fine, og man skal gøre det, som føles rigtigt.

Hvordan ser spiseforstyrrelse ud

Jeg synes du skal prøve at læse vores artikler omkring spiseforstyrrelse, anoreksi og bulimi. Og egentligt også denne her omkring råd til folk der er meget perfektionistiske. Spiseforstyrrelsen er som nævnt tidligere ofte en måde at kontrollere svære følelser på. Og jeg tænker, at din måde at reagere på ved spiseforstyrrelsen giver helt vildt god mening. Det er ikke særligt smart nej. Men jeg kan da sagtens forstå hvorfor du reagerer som du gør. Der er sket en masse svære ting, og så har du været i en værtsfamilie, hvor spiseforstyrrelser tydeligvis har været accepteret og nærmest dyrket. Så er det da helt normalt, at man vil blive påvirket af det. Det tror jeg de fleste ville blive.

Du skriver, at du tror det er kommet, fordi du er overladt til dig selv ift. sundhed. Jeg tænker at det måske også det er fordi, at du er overladt til dig selv på rigtigt mange fronter. Du er jo alene afsted, din familie er herhjemme og der er et stort pres på dig, og meget tumult omkring dig. Spiseforstyrrelsen kan give en lykkerus – en kort følelse af velvære, efter man har kastet op. Men det kan blive en ond spiral. For følelsen er super kortvarig, og det kan ende med, at man søger den hele tiden. Og som resultat begynder man måske, at kaste op mange gange om dagen.

Tilgiv din krop

Hvis det er muligt for dig, så tænker jeg, at det måske kunne være en god idé, hvis du tilgiver din krop. Altså tilgiver den for at have taget på, mens du har været afsted. Du ved jo godt, at det er helt normalt, og der er mulighed for, at du kan tabe dem igen, når du kommer hjem – hvis du stadig har lyst. Der er ikke noget galt i at tage på i perioder, det er fuldstændigt normalt, og noget næsten alle mennesker vil opleve. Så kan man til gengæld vælge, hvordan man vil håndtere det. Man kan gå i kamp med sin egen krop, eller man kan tilgive den, og så prøve at forholde sig til de ekstra kilo på en mere stille og rolig måde. De kilo kommer jo fra alle mulige gode oplevelser, du har haft under turen. Og de er ikke permanente, hvis du ikke kan lide dem.

Man kan godt blive “blind” af ulykkelighed. Så står man måske og kigger i spejlet og tænker “gud hvor jeg bare blevet tyk og grim”, men så kan det være sundt at huske sig selv på, at ens krop også kan mange helt fantastiske ting. Den har kunne bære dig under hele turen, holdt dig sund og rask. Den kan grine, elske, løbe, svømme, holde varmen og alle mulige ting, man kan være taknemlig for i hverdagen. Så hvis det er muligt for dig, så tror jeg jeg vil anbefale dig, at prøve at glemme kiloene lidt her den sidste tid, mens du er afsted. Prøv at nyde din tur til fulde, og så beslut dig for at tage stilling til vægten, når du kommer hjem igen. Jeg kan sagtens forstå, hvis det ikke er muligt for dig. Det er svært, at slippe af med en spiseforstyrrelse, når man først er ramt. Og det er fuldstændigt okay, hvis det går galt og du kaster op igen. Men hey, så prøv igen dagen efter. Det er en proces, og går det dårligt idag, så går det måske super godt i morgen.

Snak med dine forældre

Du spørger om du skal snakke med dine forældre, og det synes jeg da er en mega god idé. Hvis du er tryg ved at snakke med dem, så tænker jeg da kun det kan være en kæmpe fordel, at dele dine tanker med dem. Når man får sat ord på spiseforstyrrelsen og sine tanker om den, så bliver det også nogle gange nemmere, at forholde sig til den. Jeg synes det er en rigtig god idé, at snakke med dine forældre. Så kan i også prøve at snakke om, hvad du kan gøre lige nu, og hvad i kan gøre sammen, når du er kommet hjem. Det kan også være super rart at have den støtte, også selvom de måske ikke kan stå ved siden af dig. Du kan jo aftale, at i ringer sammen, når du har spist aftensmad (hvis tidsforskelle tillader det), så kan i lige snakke igennem, hvordan du har det.

Tag fat i psykologen igen

Det lyder til, at du har haft rigtig meget glæde af den psykolog, du har gået hos tidligere. Derfor tænker jeg også på, om ikke du kunne kontakte psykologen igen, når du kommer hjem? Hvis det hjalp sidst, jamen så hjælper det da sikkert også nu.

Kontakt LMS

Du kan også kontakte LMS – landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. De rådgiver blandt andet i spiseforstyrrelser, og de er super gode. Dem kan du også kontakte skriftligt, så du kan faktisk bruge dem nu, mens du er afsted. Du kan kontakte dem via chat, SMS og mail, og du kan faktisk også få videorådgivning. Jeg tænker det måske kunne være en rigtig god mulighed for dig, mens du er afsted? Du kan i hvert fald være helt tryg ved at kontakte dem, og så er det anonymt.

Det lyder til at du har en hel fantastisk tur, men at spiseforstyrrelsen … ja forstyrrer lidt. Men når jeg hører din fortælling, så synes jeg det giver rigtigt god mening, at du reagerer som du gør. For der er stort pres på dig, og det kan være rart, at opleve den følelse af velvære og kontrol, som spiseforstyrrelsen giver. Men den følelse er kortvarig, og kan ende med at blive rigtigt skadelig for en. Derfor tænker jeg også det kunne være en super god idé, hvis du fik snakket med dine forældre om, hvordan du har det. Det kan være vildt rart, at få den støtte. Og så vil jeg bare anbefale dig, at prøve at tilgive din krop, så godt som muligt – for den passer så godt på dig som muligt.

Jeg håber, at du har nogle helt fantastiske sidste dage på udveksling, og at din hjemrejse kommer til løbe helt problemfrit. Stort held og lykke herfra.