Min ven og jeg kom til at tænke på, om man kan blive dum af at sidde med sin telefon hele tiden? Og om man kan blive mærkelig af at sidde hjemme 24/7?

Hej

Kan man blive dum eller hjerneskadet af t side med sin mobil 24-7 mig en kammerat have lige en diskussion om det og kan man også blive mærkelig af at side hjemme 24.7

(Dreng, 19 år)


Kære dreng på 19

Det lyder som om, at du og din ven har haft gang i nogle gode diskussioner. Det er altid godt at få snakket og diskuteret med sine venner. Så bliv endelig ved med det.

Det er ikke sundt at sidde for meget med sin telefon

Så vidt jeg ved, kan man ikke blive hjerneskadet – eller dum – af at sidde med sin telefon 24/7. Men det er bestemt ikke sundt at sidde med sin telefon hele tiden. Det kan for eksempel være træls for øjnene at sidde og kigge ind i en skærm hele tiden. Og så kan det også forstyrre ens nattesøvn at sidde og kigge ind i en telefonskærm for tæt på sengetid. Ligesom jeg også tænker, at man ville blive druknet af indtryk, hvis man sad og kiggede i sin telefon hele tiden. Man har nemlig brug for pauser til at bearbejde de indtryk, man får ind i løbet af en dag. Så selvom man ikke bliver hjerneskadet af at sidde og kigge ned i sin telefon hele tiden, så er der bestemt nogle gode grunde til at lægge telefonen i lommen og nyde verden omkring sig.

Man ville nok blive ret ensom

Jeg ved ikke, om man ville blive mærkelig af at sidde derhjemme hele tiden. Men jeg tænker, at langt de fleste nok ville blive temmeligt ensomme. Vi mennesker er nemlig som udgangspunkt sociale væsner. Og vi har brug for kontakt med andre mennesker. Nogle i større grad end andre. Men som udgangspunkt har vi alle sammen brug for at have nogen, vi kan snakke med. Og hvis vi ikke har det, kommer vi til at føle os ensomme. Så hvis man bare sad derhjemme hele tiden uden at snakke med nogen, ville man nok ende med at blive ret ensom. 

Snak med nogen hvis telefonen forstyrrer

Til sidst vil jeg bare lige tilføje, at hvis I sidder så meget med jeres telefon, at det er forstyrrende for jer.vSå synes jeg, at I skal tage at snakke med en voksen om det. Det er nemlig rigtigt vigtigt, hvis der er noget, der fylder meget. Det kan for eksempel være jeres forældre. Men det kan også være en anden voksen, I er trygge ved, hvis I hellere vil det. Og det er også vigtigt at gøre, hvis I synes, at I sidder for meget derhjemme. Så kan de voksne nemlig hjælpe og støtte jer til at få ændret lidt i jeres vaner. Så I kan komme mere ud og lægge telefonen lidt mere i lommen.

Jeg håber, at mit svar har givet jer svar på jeres spørgsmål.

De bedste hilsner fra en Mindhelper.