Jeg kan ikke sove

Hej Mindhelper

Jeg kan ikke sove.

Hilsen uglen

(Pige, 13 år)


Kære Uglen 

Det kan være mega frustrerende, hvis man ikke kan sove. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Der kan være mange grunde til, at man ikke kan sove. Men det er faktisk fuldstændigt normalt ikke at kunne sove nogle gange. Og for det meste går det heldigvis over af sig selv. Nogle oplever at de har svært ved at falde i søvn, fordi de tænker rigtigt meget. Eller fordi de måske slet ikke føler sig trætte, når de går i seng. Jeg tænker, at du kan prøve at læse vores artikel omkring årsager til søvnproblemer. Der står 8 typiske grunde til, at man ikke kan falde i søvn. Måske passer nogle af dem på dig? Når man først har fundet ud af hvorfor man ikke kan sove, så kan det også være nemmere at finde ud af, hvad man så kan gøre ved det. Du kan læse vores artikel med 11 gode råd til, hvad man kan gøre, hvis man har svært ved at falde i søvn. Der er især mange, som synes øvelsen med progressiv muskelafspænding er rigtig god – så måske den også vil virke på dig? 

Er der noget som fylder? 

Der er mange som oplever at have svært ved at sove, hvis de er pressede eller har nogle problemer eller bekymringer, som fylder meget. Er der noget som fylder meget for dig i øjeblikket, som holder dig vågen? Det kan være mange forskellige ting. Eksempelvis et skænderi med en ven, lektier i skolen eller måske nogle svære tanker man døjer med. Hvis der er noget i dit liv, som fylder så meget, at det holder dig vågen om natten, så kan det være en rigtig god idé, at få snakket med nogen om, hvordan du har det. 

Snak med nogen om det

Grunden til at det kan være en god idé, at snakke med nogen om, hvordan du har det er, at det faktisk kan være med til at gøre det nemmere at håndtere. Når man så får snakket ud om det, så kan det føles som om, at man bliver helt let igen. At en sten letter fra ens hjerte. Og det kan være super rart at få støtte og råd fra andre om, hvad man så kan gøre ved det.

Måske kan du prøve at snakke med dine forældre om, at du ikke kan sove. Pga. din alder, så regner jeg med, at du bor hjemme hos dine forældre. I såfald så er dine forældre nok dem, som har allerbedst mulighed for at hjælpe dig med søvnproblemerne. Det kan endda være, at dine forældre også har prøvet, at have svært ved at sove. Så kan de måske komme med nogle gode tips til dig. 

Hvis du ikke har lyst til at snakke med dine forældre, så kan du måske tage fat i en anden person, som du er tryg ved. Det kunne være en moster, veninde, lærer eller helt 4. person. Måske er der en du tænker på lige nu? 

Det er møgirriterende, hvis man ikke kan sove. Men det er helt normalt at opleve en gang i mellem. Hvis man oplever det tit, så er det en god idé, at få snakket med nogen om, hvordan man har det. Og måske kigge på dine vaner for at se, om grunden til at man ikke kan sove findes der. 

Jeg håber du har kunne bruge nogle af mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at du kommer til at sove super dejligt fremover. 

De venligste hilsner fra en Mindhelper