Hej Mindhelper

Hej, jeg har RIGTIG svært ved at falde i søvn og ved ikke hvad jeg skal gøre for at falde i søvn

(Pige, 13 år)


Hej Pige på 13 år

Det er super irriterende, når man har svært ved at sove, så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er normalt i perioder

Æv, hvor er det træls, at du har rigtigt svært ved at sove. For det med ikke at kunne falde i søvn når man skal sove, er virkeligt bare et træls problem. Det er nemlig både træls, når man ligger og vender og drejer sig uden at kunne sove. Men det er også træls dagen efter, hvis man er hammertræt fordi, man ikke har sovet nok. Så det kan gå udover rigtigt meget, at man har svært ved at falde i søvn. Men selvom det er træls at have svært ved at falde i søvn, så er det heldigvis ikke farligt. Og det er meget normalt at have svært ved at sove i en periode af sit liv.

Hvordan er din døgnrytme?

Du skrive ikke så meget om, hvorfor du har svært ved at falde i søvn. Derfor er er det også lidt svært at komme med nogle råd, der passer præcis til din situation. Men der er alligevel nogle ting, som det altid er godt at kigge på, hvis man har svært ved at sove. Det første jeg kommer til at tænke på, er for eksempel, hvordan din døgnrytme er? Står du for eksempel op og går i seng nogenlunde samtidigt hver dag? For hvis man for eksempel står sent op en dag, hvor man skal tidligt i seng, så er det tit svært at falde i søvn om aftenen, fordi man ikke er ordentligt træt.

Derfor er det også en rigtigt god idé at stå op og gå i seng på nogenlunde samme tidspunkt hver dag. Det er sikkert super træls i starten, fordi du kommer til at være træt det første stykke tid, hvor du skal vænne dig til din nye døgnrytme. Men på et tidspunkt finder kroppen ud af, hvornår den skal sove og stå op. Og så bliver det for det meste nemmere at falde i søvn.

Prøv vejrtrækningsøvelser

Der er også nogle ting, du kan prøve, når du ligger om aftenen og har svært ved at sove. Hvis du for eksempel ligger og bliver irriteret over, at du har svært ved at sove, så kan du prøve med nogle vejrtrækningsøvelser. Når man bliver irriteret, så kommer man nemlig tit til at trække vejret hurtigere. Og når man trækker vejret hurtigt, så er det et tegn til hjernen om, at den skal være parat på, at der sker et eller andet lige om lidt.

Derfor har hjernen ikke ret meget lyst til, at man skal sove, hvis man trækker vejret for hurtigt. Så hvis man øver sig i at gøre sin vejrtrækning roligere med nogle vejrtrækningsøvelser, så kan det nogle gange gøre det lidt nemmere at falde i søvn. Du kan kigge på vores guide til to enkle vejrtrækningsøvelser, hvis du har lyst til at prøve det af. Hvis du har lyst til det, kan du også prøve at læse vores artikel om, hvad man kan gøre, hvis man har svært ved at falde i søvn. Der er nogle flere gode råd, som du kan prøve af.

Snak med dine forældre om det

Jeg synes også, at du skal prøve at snakke med dine forældre om, at du har svært ved at falde i søvn. Som jeg skrev, er det nemlig ikke unormalt at have svært ved at sove. Og nogle gange er det med at have svært ved at sove også noget, der er flere i en familie, der kæmper med. Så det kan jo være, at din mor eller far også har oplevet at have svært ved at sove og har nogle råd til dig, som du kan bruge. Om ikke andet så kan det i hvert fald bare være rigtigt rart at dele det med nogen, sådan så man ikke er helt alene om at skulle finde ud af, hvad løsningen er.

Snak med din læge

Hvis du bliver ved med at have svært ved at sove. Eller hvis du allerede har haft rigtigt svært ved at sove i lang tid, så synes jeg, at du skal prøve at snakke med din læge. Nogle gange kan der nemlig godt være noget mere bag, at man har svært ved at falde i søvn. Og hvis der er det, så er det jo vigtigt, at det bliver opdaget, så der kan blive gjort noget ved det. Det kan være en god idé at tage dine forældre med til lægen. De skal nemlig sige god for det, hvis du for eksempel har brug for noget hjælp fra din læge.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med dine forældre. Sådan så du ikke skal gå helt alene med, at du har svært ved at sove.

De bedste hilsner fra en Mindhelper