Jeg er rigtigt træt, men jeg kan bare ikke sove. Jeg tror måske, det er fordi, jeg spekulerer rigtigt meget. Men hvad kan jeg lige gøre?

Hej,

Jeg er mega træt men kan bare ikke sove.Jeg har ligget vågen i snart 3 timer og kan ikke falde til ro. Jeg tror det har noget at gøre med at jeg spekulere. Hvad kan jeg lige gøre?

Hilsen K

(Pige, 13 år)


Kære K

Det er bare helt vildt træls, når man er vildt træt, men bare slet ikke kan falde i søvn. Så jeg er glad for, at du har skrevet ind og delt dine tanker.

Først vil jeg lige gøre dig opmærksom på, at jeg har slettet dit navn. Det er kun for, at jeg er helt sikker på, at du forbliver anonym. 

Skriv dine spekulationer ned
At ligge i sin seng uden at kunne sove er bare virkeligt træls. Men det er noget rigtigt mange oplever i perioder. Der kan være mange grunde til, at man har det sådan. Men du skriver, det måske er fordi, du spekulerer meget. Og det tænker jeg sagtens, du kan have ret i. For mange spekulationer kan nemlig gøre det svært at komme til at slappe ordentligt af. Så måske kan det hjælpe dig at skrive dine spekulationer ned inden sengetid. Find et stykke papir, din computer eller din mobil og skriv alt det ned, du ellers ville ligge og tænke på. Det hjælper at få det hele ud af hovedet. Så er bliver der nemlig lidt mindre kaos i ens tanker, og så er det tit nemmere at falde i søvn. Du kan også prøve at læse vores artikel med andre gode tips til, hvad man kan gøre, hvis man har svært ved at falde i søvn

Prøv en vejrtrækningsøvelse
Når man spekulerer rigtigt meget, kan man nogle gange godt komme til at trække vejret overfladisk. Helt uden at man tænker over det. Og så kan det være rigtigt godt med en vejrtrækningsøvelse. Så kan man nemlig få gjort sin vejrtrækning dybere igen. Og få lidt ro på kroppen. Så bliver det tit nemmere at falde i søvn. Hvis det er noget, du har lyst til at tjekke ud, kan du jo kigge på denne guide til to simple åndedrætsøvelser

Snak med nogen om, at du ikke kan sove
Mit sidste tip til dig er at snakke med nogen om, at du ikke kan sove. Det er nemlig det allerbedste man kan gøre, hvis der er noget, der fylder meget. Og det lyder, som om det er irriterende for dig, at du har ligget vågen så længe. Så find en du er tryg ved og fortæl personen, at du har svært ved at sove. For at have svært ved at falde i søvn er noget, der rammer rigtigt mange. Så det kan jo være, at personen du vælger at snakke med, selv har oplevet at have svært ved at sove. Og kan fortælle dig, hvad der hjalp for ham eller hende.

Du kan også prøve at fortælle om de ting, du ligger og spekulerer på, når du skal sove. Det hjælper tit rigtigt meget, at man får det sagt højt i løbet af dagen. For det er nemlig sådan med ting, man går og spekulerer over helt selv, at de tit får bygget sig op. Og bliver større og større og flere og flere. Så hvis man får snakket om det med nogen i løbet af dagen, bliver der færre ting, man skal ligge og spekulere over om aftenen, lige inden man skal sove.  

Jeg håber meget, at mit svar hjulpet dig lidt. Og at det har givet dig lidt inspiration til, hvad du kan gøre, næste gang du ligger i din seng og har svært ved at sove.

De bedste hilsner fra en Mindhelper.