Jeg har rigtigt svært ved at falde i søvn. Og jeg ligger ofte i flere timer uden at kunne sove. Jeg er ved at være godt træt af det. Hvad kan jeg gøre?

Hej

Jeg er en dreng på 13, og jeg har svært ved at sove. Jeg ligger ofte i flere timer med lukkede øjne. (Jeg kigger ikke på skærm inden jeg sover) jeg begynder tit at græde og blive hysterisk når jeg har ligget i er par timer.
Nogle gange falder jeg i søvn hurtigt men vågner så bare igen og skal ligge i timer før jeg falder i søvn for alvor. Jeg er ved at blive godt træt af det. HJÆLP!

Kh A

(Dreng, 13 år)


Kære A

Jeg kan virkeligt godt forstå, at du er ved at være rigtigt godt træt af, at du ikke kan sove. Det er nemlig super irriterende at have søvnproblemer. Så jeg er glad for, at du har skrevet ind og delt dine tanker.

Allerførst vil jeg lige sige, at jeg har slettet navnet. Det er kun for at sikre mig, at du forbliver 100% anonym.

Undersøg dit søvnmønster
Søvnproblemer er rigtigt almindelig. Og det er noget, langt de fleste bliver ramt af i perioder. Men det er rigtigt frustrerende, når man ligger i sin seng med lukkede øjne uden at kunne falde i søvn. Så jeg kan virkeligt godt forstå, at du er ved at være rigtigt godt træt af det. Der kan være mange forskellige grunde til, at man har svært ved at falde i søvn. Og det kan være svært for mig at svare på, hvorfor det er svært for dig at sove. Men du kan prøve at undersøge dit søvnmønster. Er der nogle dage, det er nemmere at falde i søvn end andre? Dyrker du måske for lidt motion, eller tænker du for meget? Den bedste måde at finde ud af, hvordan du kommer til at sove bedre, er nemlig ved at finde ud af, hvorfor det er svært for dig at sove. Du kan også prøve at læse denne artikel om, hvad man kan gøre, hvis man har svært ved at falde i søvn. Måske der er nogle af rådene, der kan spore dig ind på, hvad der er grunden til, at du har svært ved at sove.

Øv dig i at acceptere, at det er svært 
Du skriver, at du bliver hysterisk og begynder at græde, når du har ligget længe. Og det kan jeg virkeligt godt forstå, for det er bare super frustrerende at have ligget længe med lukkede øjne uden, at man falder i søvn. Men det får mig også til at tænke på, hvorfor du bliver ked af det og hysterisk? Er det fordi, du er rigtigt ked af, at du ikke kan sove? For det forstår jeg godt, for det er virkeligt ikke sjovt. Men du kan prøve at øve dig i at acceptere, at lige nu kan du bare ikke sove. Det er lettere sagt end gjort, når man har ligget rigtigt længe, det ved jeg godt. Men frustrationen over ikke at kunne sove, gør dig anspændt. Og så bliver det endnu sværere at falde i søvn. Så prøv at øv dig i det. Måske hjælper det lidt? Men jeg kommer også til at tænke på, om du begynder at græde fordi, du faktisk er ked af det i forvejen? For nogle gange kan søvnproblemer nemlig også være tegn på større problemer. Og hvis man for eksempel går rundt og er rigtigt trist i forvejen, kan det godt forstyrre ens søvn. Men jeg ved ikke, om det er sådan for dig?

Prøv en vejrtrækningsøvelse
Hvis man har rigtigt svært ved at falde i søvn, kan vejrtrækningsøvelser nogle gange være rigtigt brugbare. Det kan de, fordi man nogle gange kan komme til at trække vejret meget overfladisk. Specielt hvis man bliver frusteret og ked af det over ikke at kunne sove. Og så kan vejrtrækningsøvelser hjælpe kroppen til at falde til ro og slappe af. Fordi man så bliver guidet til at få ens vejrtrækning til at blive rolig og afslappet. Og det fortæller kroppen, at den godt kan slappe af. Hvis det er noget, du har lyst til at prøve, kan du kigge på denne guide til to nemme vejrtrækningsøvelser

Snak med nogen
Mit allerbedste råd til dig er at snakke med nogen om, at du har svært ved at sove. Det kunne for eksempel være dine forældre. For det fylder rigtigt meget for dig, at du ikke kan sove. Hvilket giver så god mening, for det er bare ikke særligt fedt at ligge vågen i flere timer. Men det er rigtigt vigtigt at få snakket om det, der fylder. Så snak med dine forældre om det. Eller nogen andre, du er tryg ved. Nogle gange hjælper det allerede lidt på det, at man får det sagt højt. Så der er nogen andre, der ved, at der er noget, der er svært lige nu. Og så er søvnproblemer som sagt noget, der rammer langt de fleste i perioder. Så det kan jo være, at den du snakker med også har oplevet at have svært ved at falde i søvn. Og kan give dig nogle gode råd med på vejen.

Snak med din læge, hvis det bliver ved
Hvis du bliver ved med ikke at kunne falde i søvn, synes jeg, at du skal tage en snak med din læge. Søvnproblemer kan nemlig godt dække over nogle større problemer. Og så skal det jo opdages, så det kan blive behandlet, så du kan komme til at sove godt igen. For en god søvn er bare så vigtig for, at man fungerer ordentligt. Og derfor er det rigtigt træls, når man har svært ved at sove.

Jeg håber virkeligt, at mit svar har hjulpet dig lidt. Og at det har givet dig lidt inspiration til, hvad du kan gøre for at falde lidt nemmere i søvn. Og så krydser jeg fingre for at det lykkes for dig, at komme til at sove ordenligt.

De allerbedste hilsner fra en Mindhelper