hej…
jeg er en 13 årig pige.
jeg kan simpelthen ikke falde i søvn om aftenen, jeg ligger og vender og drejer, jeg tænker aldrig rigtig på noget. jeg er altid så træt om dagen men når jeg endelig skal til at sove bliver jeg lysvågen-
jeg har prøvet mange ting. jeg prøver på ikke at sidde med min mobil før jeg skal sove, tager et varmt bad, eller bare sidder og laver tabeller inde i hovedet. nogle gange virker det andre gange gør det ikke.
jeg har også lagt mærke til at de dage hvor jeg falder hurtigst i søvn er hvis jeg har været super travl og hele tiden sammen med mennesker.
da jeg lige for tiden ikke har så meget at tage mig til kan det tage mig TIMER at falde i søvn.
hvad skal jeg gøre??
(hilsen en meget træt pige)
(Pige, 13 år)
Kære den meget trætte pige
Det er bare mega irriterende, når man ligger i sin seng og bare ikke kan falde i søvn om aftenen. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Du gør allerede mange gode ting
Det kan bare være så super frustrerende, når man ligger lysvågen i sin seng, selvom man har været træt hele dagen. Men det lyder også, som om du faktisk allerede gør en hel masse gode ting for at kunne falde i søvn. Som for eksempel ikke at ligge med din telefon, inden du skal sove. Det blå lys fra skærmen kan nemlig forstyrre en og holde en vågen. Så det kan faktisk godt betale sig at lægge både telefon og computer fra sig en time inden, man skal sove. Så kan man for eksempel lægge sig til at læse i en bog i stedet for. Eller gøre noget andet, som man synes er sjovt i den time, men som ikke får pulsen helt vildt op.
Dyrker du motion?
Du skriver, at du har lagt mærke til, at det er nemmest for dig at sove, når du har været travl eller har været sammen med mange mennesker. Det tænker jeg umiddelbart giver god mening. For jeg tænker, at på sådan nogle dage, er du nok også ekstra træt, fordi du har brugt dig selv rigtigt meget.
Derfor kommer jeg til at tænke på, om du har prøvet at dyrke noget motion på de dage, hvor du ikke nødvendigvis har mega meget at lave? Det behøver ikke være noget, hvor du kommer til at svede helt vildt meget. Nogle gange er det nok bare at gå en tur på en times tid. På den måde får du nemlig brugt dig selv og din krop, sådan så du er godt træt, når du går i seng. Men pas på med at lave motionen for tæt på, at du skal i seng. Motion kvikker nemlig i første omgang kroppen op, så du skal også lige have tid til at falde lidt ned igen. Du kan læse flere gode råd til, hvad man kan gøre, hvis man har svært ved at falde i søvn i den artikel, jeg har linket til.
Snak med nogen
Søvnproblemer er faktisk ikke helt ualmindelige. De fleste af os kender til at have svært ved at sove i perioder af vores liv. Derfor synes jeg også, at du skal prøve at snakke med nogen om, at du har så svært ved at falde i søvn. Både fordi det altid er godt at dele det med nogen, hvis der er noget, der er lidt svært for en. Men også fordi, det kan være, at dem du snakker med, måske også ved, hvordan det er at have svært ved at falde i søvn. Og så kan de måske fortælle dig, hvad der plejer at hjælpe dem. Det kan jo også være, at det kan hjælpe dig?
Jeg håber, at der var noget i mit svar, der hjalp dig lidt. Og så håber jeg, at det lykkedes dig at finde ud af, hvordan du kan finde ro, når du skal sove.
De bedste hilsner fra en Mindhelper