Hej Mindhelper
Jeg er en dreng på 17 år, og jeg går meget op i min træning. Jeg føler mig ikke trænings afhængig på den måde, da jeg kun træner 3-4 gange om ugen, da jeg vil undgå overtræning. Men hvis jeg dog misser en af mine 3-4 træninger, får jeg det enormt dårligt, og jeg får en slags abstinenser. Jeg er selv bruger af snus og de abstinenser jeg får, hvis jeg misser min træning, er næsten præcis magen til de abstinenser jeg får, hvis jeg mangler nikotin. Jeg vil ikke selv sige at jeg er afhængig af træning, men i sidste ende kan jeg jo godt blive i tvivl. Nu har jeg efterhånden trænet i mange år, og derfor sætter jeg mig selvfølgelig nogen mål, som jeg skal nå når året/måneden er omme. Men jeg føler, at jeg mister alt hvad jeg har trænet for, hvis jeg misser en træning. Men jeg syntes det er sjovt, at jeg føler jeg har mistet det hele, hvis jeg misser en træning. Men i forhold til fx en diæt, er jeg ligeglad. Jeg ved godt at kost har rigtigt meget med ens trænings udvikling at gøre, men om jeg spiser en pizza eller en big-mac gør mig ikke spor. Har brug for at vide, om jeg har brug for hjælp.
(Dreng, 17 år)
Hej Dreng på 17 år
Træning kan være super sundt og godt for en, men nogle kan blive ramt af træningsafhængighed og derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine oplevelser med os.
Først og fremmest så synes jeg, at du bør give dig selv et klap på skulderen, fordi du mærker efter og er opmærksom på din oplevelse med træningen. Det er nemlig en rigtig god evne at have, som kan være rigtig hjælpsom, hvis man oplever noget svært eller ubehageligt.
Træningen fylder
Det lyder til, at du træner ca. hver anden dag. Hvis du passer godt på din krop, når du træner, så er det intet problem, at træne hver anden dag. Det kan man sagtens gøre på en sund måde uden at overtræne. Og det lyder til, at du er opmærksom på, ikke at komme til at overtræne. Men det er selvfølgelig rigtigt træls, hvis du så bliver ramt af ubehag, hvis du springer en træning over. For som du selv siger, så kan det godt føles lidt som abstinenser, hvis man ikke får trænet. Umiddelbart tænker jeg ikke, at du er ramt af en decideret afhængighed af træning, men det kan være svært for mig at vurdere gennem brevkassen, når vi ikke har mulighed for at snakke mere sammen frem og tilbage.
Derfor tænker jeg også, du kan prøve at læse vores artikel om træningsafhængighed og hvis du tænker, at den rammer godt ned i det du oplever, så kan det være en god idé, hvis du reagerer på det. Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade har også skrevet en ret grundig artikel om træningsafhængighed(2), som du kan prøve at læse. Den går lidt mere i dybden end vores artikel gør. Hvis du tænker, at det er træningsafhængighed og det det begynder at fylde rigtigt meget, så kan det være en god idé, at få en hjælpende hånd til at håndtere det, men det skriver jeg mere om, lidt længere nede i mit svar.
Undersøg ubehaget
Når man træner, så sker der flere ting med ens krop og tanker. Man får et godt boost hormoner, som kan give en en lykkefølelse i kroppen. Og man får måske lidt et kick ud af udviklingen og anerkendelse fra folk i ens omgangskreds. Det er helt normalt at opleve, men nogle gange kan træningen også have lidt negative konsekvenser med sig. Det lyder til, at det hos dig er skrækken for at miste det, som du har trænet for, som fylder rigtigt meget. Det kan jeg sagtens forstå, at det gør. For når man arbejder rigtigt hårdt for noget, så er det helt naturligt, at man er bange for at miste det. Og jeg tænker, at det måske er den nervøsitet, som giver abstinenserne og måske ikke en decideret afhængighed. Hvad tænker du selv om det? Hvis det er noget i den stil, du oplever, så kan det være en god idé, at tage detektivbriller på og prøve at undersøge ubehaget.
Du kan starte med at overveje, om der er nogle bestemte følelser, oplevelser eller tidspunkter, hvor du træner? Nogle oplever nemlig, at træningen bliver et frirum fra noget andet i deres liv, som er svært. Det kunne være man var stresset i skolen, skændtes med sine forældre eller noget helt 3. Så kan træningen blive en slags frirum, som kan være rigtigt svært at slippe. Og så kan det være en god idé, at prøve at tage fat i årsagen til træningen og prøve at ændre på det.
Du kan også prøve, at se hvad der sker, hvis du skipper en planlagt træning. Når ubehaget så rammer dig, så prøv at mærke godt efter, hvad der sker. Hvad tænker du på? Og hvad mærker du i kroppen? Du vil nok opleve, at ubehaget går over igen på et tidspunkt i løbet af et par timer og din krop føles normal igen. Næste gang du så går ned og træner, så kan du prøve at overveje, om den missede træning har ændret på noget. På den måde kan du prøve at udfordre tanken om, at du mister alt ved at skippe træningen. Du vil højst sandsynligt opleve, at du ikke rigtigt kan se eller mærke nogen forskel – og måske vil det være rigtigt rart for dig at få bekræftet?
Noget som kan være en god idé at prøve af, hvis træningen fylder lidt meget er, at øve sig i at gøre noget andet. Simpelthen at skippe en træning med vilje og så undersøge, hvad man egentligt ellers kan gøre med den tid. Det kunne være alt fra at gå en tur, høre musik, hænge ud med sine venner osv. På den måde kan man sige, at du vil få noget tid foræret, som du før brugte på træning, som du kan gøre lige hvad du vil med. Det kan være rart, at have en plan for, hvad der skal ske i den tid. For man kan netop godt blive ramt af en følelse af ubehag og så kan det være rart, at have noget andet at rette sit fokus mod. Du kan jo overveje, om der er noget, som du godt kunne tænke dig at gøre med din tid, som du ikke føler du har haft tid til før.
Få en hjælpende hånd på vejen
Hvis du tænker, at du synes ubehaget fylder for meget og det kunne være rart, at få en hjælpende hånd til det, så har jeg lidt forslag til dig. Det kan være en rigtig god idé, at få det hele snakket igennem med nogle. Det kunne være dine forældre, nogle gode venner, en lærer, træningsmakkere eller nogle andre, som du er tryg ved at snakke med. Når man får snakket sine ubehagelige oplevelser og følelser igennem, så kan også nogle gange føles lidt som om, at gassen går lidt af ballonen. Hvis man derimod går meget alene med sine tanker og følelser, så kan de godt komme til at vokse sig større.
Personlig træner
Du kan overveje om det kunne være rart for dig, at snakke med en personlig træner om dine oplevelser. De er sikker vant til at snakke med andre, som har samme oplevelse som dig. Måske er der en i dit fitnesscenter/sportsklub, som du ved er dygtig og ellers kan du prøve at spørge lidt rundt dernede. Det er selvfølgelig vigtigt, at det er en god personlig træner, som ved noget om det psykiske ved at træne. Men måske kunne det være en rar løsning for dig?
Headspace
Hvis du har brug for at få det hele snakket igennem med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig forening, hvor unge kan komme og snakke om det, som lige fylder. Der må man komme med alle slags overvejelser og problemer og få et par ekstra øjne på det hele. Måske kunne det være rart for dig?
Træning kan være både super sundt, sjovt og fedt, men det kan også have lidt negative sider med sig. Jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig og du kan bruge nogle af mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper