Hej Mindhelper

Jeg har brækket foden i en højresvingsulykke, har meget svært ved at sove, tit bliver den 02-3 stykker før jeg sover (har fri indtil d. 13 Jan) og jeg ligger bare herhjemme i min seng. Kan i evt forklare mig hvorfor jeg ikke kan sove, ligger mig tit til at sove ved en 23 tiden, men jeg sover først ved en 2-2:30.. Det er som om at min krop falder i søvn, men ikke min hjerne. Har altid haft det nemt ved at falde i søvn, men ikke efter jeg er blevet kørt ned.

Tak!

(Dreng, 16 år)


Hej Dreng på 16 år

Av altså, det lyder til at have en rigtig ubehagelig oplevelse at blive udsat for en højresvingsulykke og jeg er ked af at høre, at du brækket din fod. Og det lyder til at være generende for dig, at du har svært ved at sove efter ulykken og derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.

Når søvnen driller

Der kan være mange grunde til, at man kan have svært ved at falde i søvn. Det lyder til, at du ligger på langs derhjemme lige nu og skal være der et godt stykke tid endnu, indtil foden er helet. Når man er vant til at leve et almindeligt liv, hvor man måske går i skole, til sport, på arbejde osv., så har man tit nogle rytmer, som man lever i. Så står man måske op på et bestemt tidspunkt og går i seng på nogenlunde det samme tidspunkt hver dag. Hvis man så bliver smidt ud af sine normale rytmer, fordi man kommer ud for en ulykke, så kan der godt komme rod i ens vaner. Simpelthen fordi, at man ikke lever på den måde, som man plejer. Det er helt naturligt og kan godt gå ud over ens søvn. Så falder man måske ikke i søvn på det tidspunkt som man plejer og man vågner måske heller ikke ligeså tidligt, som sædvanligt. Så kan ens døgnrytme simpelthen rykke sig.

Hvis man ligger meget stille, så bruger man heller ikke ligeså meget energi, som man måske gør normalt. Og så er man måske heller ikke ligeså træt om aftenen, som man er plejer. Så er det naturligt, at det er sværere at falde i søvn, eller at man simpelthen har brug for mindre søvn end man plejer. Er der noget af det, som du kan nikke genkendende til?

Det er normalt at opleve at ens søvnmønster kommer i uorden, hvis ens liv pludseligt bliver vendt på hovedet og man bliver hevet ud af sin hverdag. Men for det meste, så vil søvnen blive helt normal igen, når ens hverdag kommer op og stå. Så finder man tilbage i ens vaner og det samme gør søvnen.

Hvad du kan prøve

Hvis du tænker, at det giver super meget mening for dig og du sover længere oppe på dagen end du plejer, så kan en løsning måske være, at sætte et vækkeur, så du vågner på samme tid, som du gør til hverdag. Så kommer du måske til at være rigtigt træt de første på dage, fordi du falder i søvn sent, men står tidligt op. Men på et tidspunkt burde du gerne begynde at kunne falde i søvn tidligere. Så du vender din døgnrytme tilbage til normalen igen.

En anden ting, som kan være god at være opmærksom på er, om du bruger meget tid med din computer, tv eller telefon? Jeg kunne forestille mig, at det er rimeligt kedeligt at ligge derhjemme i sengen – og så er tv’et/computeren/telefonen genialt tidsfordriv. Men skærmene fra vores elektronik kan godt forstyrre vores hjerner på en måde, som holder os vågne. Det har blandt noget at gøre med det lys, som skærmene udsender. Derfor er det en rigtigt god idé at lade skærme være et par timer inden, man skal sove, hvis man har svært ved at falde i søvn.Det er for at lade kroppen falde til ro. Det virker måske som et rigtigt nedern råd at få lige nu, men det kan godt være hjælpsomt. Du kan eventuelt prøve at læse en (ikke alt for spændende) bog, inden du skal sove eller høre podcast eller rolig musik.

Du kan prøve at læse lidt mere om søvnråd i vores artikel om søvnproblemer. Hvis du drikker kaffe, cola eller andre koffeinfrie drikke, så er det også en god idé, at lægge dem på hylden, indtil du igen er oppe og gå. Koffein kan være skidt for ens søvn og hvis man er sengeliggende, så kan man ikke få forbrændt ligeså meget af koffeinen af, som hvis man er oppe og bevæge sig.

Er der noget mere som fylder?

Det kan sagtens være noget andet, som holder dig vågen. Måske er der nogle ting, som fylder i dine tanker om aftenen, som holder dig vågen? Det kunne være bekymringer, svære følelser eller ubehagelige minder fra ulykken. Jeg tænker, at det måske har været en rigtig voldsom oplevelse, at være udsat for en højresvingsulykke. Det kan man godt blive rigtigt chokeret og bange over. Og det kan faktisk godt sætte sig i kroppen på en et stykke tid efter. Så kan det komme til at fylde i ens tanker, især om aftenen, når man ligger roligt i sin seng og prøver ikke at tænke på noget.

Hvis du oplever, at det er tanker, følelser eller minder der holder dig vågen, så kan det være en rigtig god idé, at få snakket med nogen om det. Når man får sagt de ting højt, som fylder i ens hoved, så gør det dem også nogle gange mindre og nemmere at håndtere. Det kunne eventuelt være dine forældre eller nogle andre, som er tæt på dig. Hvis det er svære tanker/følelser eller minder om ulykken, som holder dig vågen, så er det rigtigt vigtigt, at du får snakket om det, så de ikke begynder at vokse sig større og begynder at fylde det hele. For det er for svært, at skulle gå med helt alene.

Tag fat i lægen

Hvis du oplever, at det bliver ved med at være svært at falde i søvn, så kan det være en god idé, lige at ringe til lægen. Så kan lægen nemlig hjælpe og rådgive en i, hvad man så kan gøre.

Jeg håber du har kunne bruge mine råd til noget. Og så ønsker jeg dig super god bedring med foden.

De bedste hilsner fra en Mindhelper