Hej
Kan man gøre noget ved angst for menstruation..
(Pige, 17 år)
Hej Pige på 17 år
Jeg er glad for at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. Det behøver du ikke gå alene med.
Angst for menstruation
Du skriver og spørger, om der er noget, man kan gøre ved angst for menstruation. Det korte svar er ja, der er flere ting man kan gøre, hvis man oplever angst – uanset om det er for menstruation eller noget andet. Men du skriver ikke så meget om, hvad det er ved menstruationen, som du er bange for? Om det er blodet, at den ikke er kommet eller noget helt andet. Men jeg tænker, at du kan prøve at læse vores artikel om fobier og denne her, der handler mere generelt om angst. Der står nemlig en masse god information, som er rigtig rar at have, hvis man oplever angst. Du kan også læse vores artikel om eksponering, som er en metode man kan bruge, hvis man gerne vil udfordre sin angst. Måske er der nogle tips i den, som du kan bruge?
Snak med din mor
Jeg kommer til at tænke på, om du kan snakke med din mor om dine tanker? For når det kommer til menstruation, så kan det være rart at snakke med en, som har prøvet det. Så kan dig og hende måske snakke om, hvad det er ved menstruationen, som gør dig angst. Og hun kan støtte dig og komme med gode råd.
Hvis det ikke duer med din mor, så er der måske en anden kvinde i din omgangskreds, du kan snakke med? En moster, storesøster, god veninde eller lærer?
Tag en tur til lægen
Jeg tænker, at det måske kunne være en god idé, at tage en tur til lægen. For så kan dig og lægen snakke om, hvordan angsten for menstruationen påvirker og hvad der måske kunne være hjælpsomt for dig. Og i kan snakke om de ting, som gør dig nervøs. Man må altid tage til lægen, hvis man har det skidt – uanset om det fysisk eller psykisk.
Kontakt Angsttelefonen
Hvis du har spørgsmål om angst, eller bare har brug for at snakke med nogen om angsten, så kan jeg anbefale dig Angsttelefonen. Angsttelefonen er en frivillig rådgivning, hvor man kan snakke med nogen, som godt ved hvordan det er, at have angst inde på livet. Det er helt gratis og anonymt. Og de er super søde. Jeg kan varmt anbefale dem.
Jeg håber mit svar har været hjælpsomt for dig. Varme tanker herfra.
De bedste hilsner fra en Mindhelper