Min generthed har stået på i lang tid. Jeg mærker det især, når vi får gæster. Jeg vil gerne være med, men ender med at sidde oppe på mit værelse.

hej

jeg er en pige som er meget genert og ved ikke hvordan jeg kommer af med det.

bor i plejefamilie og når vi få gæster på besøg så sidder jeg tit op på mit værelse er meget genert og har bar lyst til at gå ned og være med.

men bliver nervøs og genert jeg synes det er irterne at gå rundt og være genert

os bar sidde og lytte hvad folk snakker om det er ikke ja mig der skal ske noget eller man kan lave noget istenfor sidde og snakke jeg synes det er underligt

det har stået på i lang tid med min generthed håber i kan give mig et godt råd

hilsen m

(Dreng, 16 år)


Kære M

Det er ikke særlig rart at gå rundt og være meget genert. Det kan nemlig gøre, at man trækker sig fra sociale aktiviteter, som man egentlig gerne ville være en del af. Derfor er det rigtig flot, at du gerne vil gøre noget, så du kan ændre på det.

Få tips til at udfordre genertheden
Det er meget almindeligt at være genert. Men selvfølgelig er det ikke fedt, når det holder dig fra at gøre ting, som du gerne vil. Men først vil jeg give dig en kærlig påmindelse om, at du endelig ikke må slå dig selv oveni hovedet for at være genert. Det bliver det ofte kun værre af. I stedet er det bedre at sige til sig selv: “Ok, jeg er genert. Men det skal ikke stoppe mig.”

Du spørger til, hvordan du kommer af med din generthed. Og til det, har vi faktisk en fin lille guide til at udfordre din generthed. Den synes jeg, du skal kigge lidt på. Det kan godt være skræmmende i starten at udfordre sin generthed. Men jeg håber, at du vil hænge i. For så vil det langsomt blive nemmere for dig, når fx din plejefamilie får besøg. Det handler nemlig om at turde springe ud i det. Turde at være med og overskride sine grænser.

Tag initiativ til at lave noget
Du skriver, at du er mere til, at der skal ske noget. At man ikke bare sidder og snakker. Jeg kommer til at tænke på, hvad du gerne vil have, der skal ske? Og er det noget, som du måske kunne sætte i gang? Er det fx et spil, så kan du jo spørge, om der er nogle, der vil spille med dig. Hvis det er at gå en tur, så hør dem ad, om de vil gå med dig. Så hvis du har mod på det, skal du endelig bare spørge. Især hvis du mærker mindre til din generthed, hvis I laver noget.

Tal med din plejefamilie
Har du snakket med dine plejeforældre? Hvis ikke, synes jeg helt bestemt, at du skal gøre det. Jeg tænker nemlig, at de kan være en rigtig god støtte for dig i de situationer, hvor det bliver svært. Måske kan I snakke om, hvordan de sociale situationer ville være nemmere for dig at være i? Og så er det i det hele taget bare vigtigt, at vi ikke går alene med de ting, der fylder hos os.

Mange mennesker oplever at være generte. Men for nogle kan det godt blive for meget. Når det er det, kan det være, fordi man har social angst. Du kan læse de mest typiske tegn på social angst her på siden.

Jeg håber, at du kommer til at udfordre din generthed, så den ikke fylder så meget for dig. Held og lykke med det. Og husk at dele det med din plejefamilie.

De bedste hilsner fra Mindhelper