Hej brevkasse,

Jeg har svært ved og formulerer min ‘sygdommen’ og er stadig ikke tryg ved og fortælle om den. Historien er lang og jeg takker af hjertet på forhånd.

Jeg er en pige på 20 år, går i skole til hverdag og arbejder ved siden af. Siden sommerferien har jeg haft rigtig, rigtig mange problemer med toiletbesøg. Det startede småt her i Danmark hvor jeg havde svært ved og tage den offentlige transport på baggrund af, at jeg skulle akut på toilettet. Eller… det følte jeg. Og da jeg så var på ferie i sommers, kunne jeg ikke forlade huset tanken om, at der ikke var toiletter til stede. Jeg gjorde mig selv utryg ved tanken om og sidde i en længere trafik og være indespærret. Jeg kendte samtlige offentlige toiletter ved feriestedet. Hver gang vi stod stille i trafikken, sprang mine tanker i hovedet på mig. Jeg svømmede seriøst i mit eget sved og kunne blive følelsesløs i kroppen men mest ved hænderne. Indtil jeg så tvang mig i halvsøvn eller har måtte be alle i bilen om at være stille ,(altså fuldstændig ro). Min mor har været min stærke side og altid sagt, at det var noget jeg bildte mig selv ind. Hun fik mig til og tænke på andre ting, hvilket hjalp mig kort nok til trafikken opløste. Men derefter igen skulle finde en tankstation jeg kunne bruge.

Hjemme i Danmark fortsatte min angst. Jeg tog direkte til lægen og fik stillet diagnosen med ANGST. What? Det kom vildt mig bag på mig, at jeg var blevet diagnoseret med angst. Det skal siges, at jeg er en rigtig social pige og derfor blev jeg flov over det. Så jeg tog mig sammen og måtte bilde mig selv ind, at hvis jeg skulle få tynd mave af skræk kunne jeg gøre det hvor som helst ude. For og undgå at fortælle mine venner om at jeg skulle på toilettet eller generelt fortælle om min angst. Hvilket hjalp mig meget og gav mig mod til og kunne prøve mine grænser af. Mit værste mareridt er toget. Jeg panikker fuldstændig hvis toget er proppet og jeg skal akut på toilettet og er faktisk ved og besvime hvergang. Det har også været gåture med veninderne, hvilket jeg som reelt har næsten hver aften.

Tro det eller Ej, selvom jeg afviste psykologhjælp fra lægen, fik jeg mine tanker ændret. Det gjorde at jeg kunne med småt tage mig sammen til og tage den offentlige til skole og end da tage bussen. Være sammen med veninderne og sidde i bil mens der er trafik. Seriøst! Har været ekstrem lykkelig og taknemlig for min indsats. Eller… det troede jeg jo. Selvom dette varede ca. 3 måneder har min angst vendt 180 grader. Ude af det blå har jeg været rigtig ked af det og deprimeret over, at jeg ikke kan stå op eller sove før 00. Min døgnrytme er ændret og det er mine spisevaner igen. Derfra er min angst vendt tilbage værre end før. Kan max forlade huset i bil til netto, men så vende om fordi køen i Netto giver mig hedeslag og frygt for og skulle skide i bukserne. Jeg er så frustreret og ked af det og jeg gider ikke at fortælle det til min mor længere. Det er et rigtigt ømt emne for mig. Jeg mangler nogle nye råd. Det er svært for mig, at fortælle det til andre fordi jeg ikke er typen det falder på. Jeg er udadvendt og arbejder med kunder til daglig basis. Jeg ved ikke om jeg tør henvende mig til en psykolog af den grund, mine veninder fatter mistanke eller at jeg overhovedet kan tage derud. Please, er der andre metoder der kan bekæmpe mit problem? Eller er det kun mig der lider af denne form for angst 🙁

Mange tak for læsningen,

Hilsen 01


Kære 01

Det kan være rigtig svært at skulle fortælle om sine problemer til andre. Derfor er det bare super flot, at du har gjort det her. Det er nemlig første skridt på vejen til igen at få det godt.

Flot, at du kunne bekæmpe den selv
Først vil jeg sige, at det er mega sejt gået, at du selv kunne få din angst til at fylde meget lidt. Det er en rigtig stor bedrift, så husk dig selv på, at du rent faktisk kunne det. Og selvom det er blevet værre nu, tror jeg på, at du kan igen. Med noget hjælp fra nogen, der ved noget, kan du få det godt igen.

Godt, at du søger hjælp
Jeg er ked af at høre, at det dog har vendt 180 grader. Det kan godt føles som en fiasko, når det hele kommer væltende tilbage. Og derfor er det hammergodt, at du reagerer på det og spørger om hjælp. Det er nemlig rigtig vigtigt at søge hjælp, når man oplever, at problemerne bliver for store.

Fortæl det til din mor
Du skriver, at du ikke vil fortælle det til din mor længere. Men det er så vigtigt, at du har nogen omkring dig, der kan støtte dig igennem det her. Og du skriver længere oppe i dit brev, at din mor faktisk har været en kæmpe støtte for dig. Så hvorfor ikke bruge hende igen? Det virker nemlig til, at din situation bliver nemmere for dig, når hun kan støtte dig. Så mit allervigtigste råd til dig er, at du skal fortælle din mor, at det er blevet rigtig svært for dig igen. Så kan hun også være der for dig og hjælpe dig med at få den bedste hjælp.

God idé at henvende dig til en psykolog
Jeg synes, det lyder som en rigtig god idé at henvende sig til en psykolog. Psykologer har nemlig en del metoder til at kunne overvinde angsten. Hvilket du også spørger til i dit brev. Måske kan du tage ind forbi din læge og spørge efter en henvisning. Det vigtigste er bare, at du tager det seriøst, at du har det så svært. Og at du gør dig selv den tjeneste at opsøge den hjælp, du har brug for.

Du er bestemt ikke den eneste
Du spørger, om det kun er dig, der har den form for angst. Og her kan jeg komme med et ret klart svar: Nej, det er du bestemt ikke. At være bange for, at man pludselig skal på toilettet på grund af dårlig mave, er faktisk et rigtigt almindeligt symptom ved angst.

Ring til Angsttelefonen
Kender du Angsttelefonen? Det er en telefonrådgivning for personer med alle slags former for angst. Hvis det virker svært at skulle fortælle det til din mor eller tage op til lægen, så synes jeg, at du skal starte med Angsttelefonen. Rådgiverne er rigtig dygtige, og de er vant til at snakke om angst, og hvor svært det kan være. De kan sikkert give dig råd til, hvad du kan gøre selv, men også hvordan du bedst kan få sagt det til dem omkring dig. Jeg ville i hvert fald synes, at det ville være rigtig godt for dig, hvis du prøvede at ringe til dem og snakke om din situation.

Har du set vores artikler om angst?
Til sidst spørger du, om jeg kan komme med råd eller metoder, der kan hjælpe dig med at bekæmpe din angst. Her på siden har vi skrevet en artikel om råd, hvis man kæmper med angst. Men vi har også skrevet en artikel om at udfordre angsten. Dem synes jeg, du skal kigge på. Også hvis du allerede har gjort det. Især den sidste er et konkret redskab til, hvordan du kan se din frygt i øjnene. På den måde kan de angstprovokerende situationer til sidst virke mindre skræmmende.

Jeg håber, at mit svar har givet dig idéer til, hvad du kan gøre i din situation. Jeg håber, at du får taget mod til dig og får snakket med din mor. Jeg ønsker dig alt det bedste.

De bedste hilsner fra Mindhelper

Var svaret nyttigt for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Cecilie Juul Hinze
Psykolog
Profilbillede
Camilla Vestergaard Havsteen
Psykologistuderende
Profilbillede
Thomas Stensgaard Skare
Psykologistuderende
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Alle indlæg om Angst og stressAlle brevkasseindlæg