Min mor mener ikke, at jeg har brug for hjælp

Det lyder som om, der er noget, der er rigtigt svært for dig for tiden. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Du kan mærke, at der er noget galt

Du skriver, at du er ret sikker på, at du har social angst. Men at du også godt ved, at du ikke kan diagnosticere dig selv. Og du har selvfølgeligt helt ret i, at du ikke kan diagnosticere dig selv. Men jeg tænker også, at hvis du har læst rigtigt meget om social angst. Og hvis du kan genkende dig selv i rigtigt meget af det, så er det i hvert fald et tegn på, at der er noget, der er drønsvært for dig. Så selvom du måske ikke kan diagnosticere dig selv, så kan du mærke, at der er noget, der er blevet så svært for dig, at du faktisk ikke føler, at du kan klare det selv mere.

Og lige meget om det så er social angst eller ej, så tænker jeg, at du har ret til at blive hørt og hjulpet, når der er noget, der faktisk er så svært for dig. Så det er bare mega uheldigt, at du ikke følte dig hørt af din mor, da du bad hende om hjælp. For du viste jo faktisk din mor tillid ved at fortælle hende om noget, der er helt vildt svært for dig. Og den tillid blev så brudt af, at du ikke følte dig hørt af din mor. Så jeg kan godt forstå, at det er dødsvært for dig lige at finde ud af, hvor du så skal gå hen nu.

Snak med din mor igen

Det første jeg tænker på er, at du skal prøve at snakke med din mor igen. Jeg kan godt forstå, hvis det ikke er noget, du har særligt meget lyst til. Men jeg tænker ikke, at din mor har afvist dig, fordi hun ville være ond. For jeg tænker, at langt de fleste forældre jo faktisk rigtigt gerne vil være der for deres børn, når de har det svært. Men jeg kan forestille mig, at din mor måske har arbejdet med nogle børn på den skole, hvor hun arbejdede, hvis angst er kommet til udtryk på en helt anden måde end din angst viser sig på. Og så kan det måske være derfor, at din mor har svært ved at se angsten hos dig, fordi hun kommer til at sammenligne dig med de børn, hun arbejdede med.

Men bare fordi din angst ikke er lige så synlig, som angsten hos de børn din mor arbejde med, så betyder det jo ikke, at du ikke har det mega svært. Derfor synes jeg, at du skal sige til din mor, at du gerne vil have en snak med hende igen. Fortæl hende, hvad det er, du oplever lige nu, som gør det mega svært og være dig. For eksempel, at du nærmest ikke tør at gå udenfor en dør lige nu. Du kan eventuelt vise din mor Mindhelpers artikel om social angst og fortælle hende, hvad det er for nogle af de tegn, der står i artiklen, som du oplever. Det kan være, det bliver mere tydeligt for din mor på den måde, fordi hun så får mulighed for at se lidt tydligere, hvad det faktisk er for noget, du går rundt og kæmper med.

Og når du snakker med hende, så må du rigtigt gerne stå vildt meget fast på, at bare fordi, du ikker er ligesom de børn, hun har arbejdet med, så betyder det ikke, at du ikke har det svært. For angst kan vise sig på rigtigt mange forskellige måder. Og selvom man måske ikke kan se det lige så tydeligt på dig, så lyder det jo som om, du faktisk er rigtigt plaget af det. Du må også rigtigt gerne sige til hende, at du har rigtigt meget har brug for, at du får hendes hjælp og støtte lige nu, så du kan få det bedre. Sådan så hun forstår, at det altså ikke bare er for sjov, men at du har vildt meget brug for hendes hjælp.

Er der nogen andre, du kan snakke med?

Ellers kommer jeg til at tænke på, om der mon er nogen andre, du kan snakke med, der kan hjælpe dig med at finde hjælp og støtte? Hvad med din far? Er han nok i billedet til, at du ville kunne snakke med ham? Hvis han er, så synes jeg, at du skal prøve at gøre det. Så kan din far måske hjælpe dig med at få din mor til at forstå, at du faktisk har rigtigt meget brug for deres hjælp lige nu.

Hvis ikke det dur at snakke med din far, er der så måske en lærer på din skole, du vil kunne snakke med? For selvom ens lærere for det meste bare underviser, så bekymrer langt de fleste lærere sig også for deres elever. Og de vil for det meste rigtigt gerne hjælpe, hvis der er noget, der er svært. Så hvis der er en lærer, du kan snakke med, synes jeg, du skal gøre det. Så kan han eller hun hjælpe dig med at snakke med din mor.

Tag fat i AngstTelefonen

Hvis der slet ikke er nogen i nærheden af dig, du kan snakke med, så kan du altid tage fat i AngstTelefonen. Det kan godt være lidt svært at skulle tage fat i nogen, som man slet ikke kender, når nu det man kæmper med, faktisk er noget omkring det sociale. Men jeg er næsten sikker på, at de vil gøre alt, hvad de overhovedet kan for at lytte til dig og hjælpe dig så godt som muligt hos AngstTelefonen. De er nemlig vant til at snakke med børn og unge, der går rundt og føler sig angste. Og som måske også kæmper med noget angst i forhold til det sociale. Så de ved godt, at det er et mega svært første skridt at skulle tage fat i sådan nogle som dem. Og de skal nok gøre alt, hvad de overhovedet kan for at gøre samtalen så tryg og rar som muligt for dig. Du kan være helt anonym hos AngstTelefonen, hvis du helst vil det.

Snak med din læge

Jeg synes også, du skal prøve at tage fat i din læge. Du kan nemlig godt gå til lægen uden, at du har din mor med. Og din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, om det mon er social angst, du kæmper med. Ligesom din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du mon kan få noget hjælp hende, hvis din læge vurdere, at det er nødvendigt. Mon ikke det bliver lidt nemmere for din mor at forstå, at du har det svært, hvis du fortæller hende, at du har været hos lægen? Det kan være super grænseoverskridende at skulle gå til lægen, når man har det svært. Men husk på, at din læge er vant til at snakke med folk, der har det rigtigt svært. Så han eller hun skal nok gøre sit bedste for at forsøge at hjælpe dig.

Jeg håber, at der var noget i mit svar, der hjalp dig. Og så håber jeg, at det lykkedes dig at få din mor til at se, at du har det drønsvært. Så du kan få den hjælp og støtte, du har brug for, for at få det bedre igen. For det fortjener du virkeligt.