Jeg har i længere tid kæmpet med lavt selvværd og tankemylder. Nu tænker jeg på, om det mon er et tegn på angst, og hvad jeg kan gøre.

Hej Mindhelper

Jeg har gået i længere tid med lavt selvværd, tankemylder, tanker om at komme væk, flygte væk fra situationen. Jeg har brug for at vide hvad jeg kan gøre og om det er et tegn på angst.

(Pige, 16 år)


Kære pige, 16 år

Jeg er ked af at høre, at du har det svært i øjeblikket, og at det har stået på i længere tid. Derfor forstår jeg også godt, at du gerne vil vide, hvad du kan gøre, og om det er tegn på angst.

Angst kan vise sig på forskellige måder og i forskellige ”styrker”. Ud fra det du skriver, kan jeg desværre ikke svare dig på, om du har angst eller ej. Det kræver flere oplysninger, og det kræver også, at der er en person, der taler med dig ansigt til ansigt. Du kan blive lidt klogere på angst i vores artikel med typiske tegn på angst

Find en at tale med
Hvad kan du gøre? Mit allerbedste råd: Du skal finde en person at tale med. Du skal ikke gå alene med dine problemer. Det er der ingen, der skal. Ligesom du så flot har åbnet op om dine problemer her i brevkassen, skal du prøve at åbne op overfor en person, som du stoler på. Det kan fx være en ven, en af dine forældre eller måske en lærer på din skole. Har du mon nogen i tankerne, som du kan tale med? I vores artikler kan du få gode råd til, hvordan du starter en svær samtale med en ven eller en forælder.

Hvis det er for svært at skulle tale direkte med en anden, findes der forskellige hjælpetilbud, som kan hjælpe dig. Hos Børnetelefonen sidder der mange dygtige rådgivere, der hjælper alle mellem 8 og 23 år. Her kan du ringe anonymt ind og få luft for de dine tanker og gode råd med på vejen. Kunne det være en idé for dig?

Prøv mindfulness
I dit brev fortæller du, at du har lavt selvværd og tankermylder – det kan være meget ubehageligt. Og det kan være svært at koncentrere sig, sove og have det sjovt, når tankerne buldrer af sted. Nogle kan have glæde af at prøve mindfulnessøvelser. Det kan du fx prøve af om aftenen, hvis du har svært ved at finde ro.

Dine tanker om at komme væk
Du skriver, at du har “tanker om at komme væk”. Og det er meget naturligt at have det sådan, når man har det svært. Men jeg bliver i tvivl, om det er selvmordstanker, du fortæller om? Hvis det er det, kan du få rigtig god hjælp hos Livslinien. Her kan du ringe eller skrive anonymt – og de er uddannede i at tale om selvmordstanker.

De bedste hilsner fra Mindhelper