Hej
Jeg er en 18 årig pige, som går i 3.g i gymnasiet, og jeg er begyndt at føle mig rigtig stresset over at skulle i skole igen. Jeg har meget mere fravær en de 2 første år. Her for nydeligt oplevede jeg et angstanfald et par dage inden skolestart efter juleferien. Det kom ud af det blå og jeg vidste ikke hvorfor det kom, jeg følte mig rastløst. Jeg ved ikke hvorfor det skete. Men efter jeg er startet i skole igen, er jeg blevet syg efter 2 dage i skole, bare en almindelig forkølelse. Men det er nu fredag og jeg føler mig forholdsvis rask, men gik meget i panik da jeg skulle vælge om jeg skulle tage i skole igen eller ik’ jeg følte mig så rastløs, græd så meget at jeg ikke kunne få et ordentligt åndedræt ind. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så bange for at komme tilbage i skole, når det kun er en kort dag, men så ville jeg skulle på arbejde senere på dagen. Jeg ved ikke om det bare er normal nervøsitet, men jeg har sjældent følt mig så rastløs før, fik lidt ondt i maven over tanken om at skulle tilbage til skole og tilbage til arbejde selvom jeg godt kan lide min venner i skole, mit arbejde og mine kollegaer. Har længe gået og undret mig over om det kan være noget angst?
(18 år)
Kære dig
Det lyder til, at du står i en rigtig svær situation lige nu, hvor det er svært at finde hoved og hale i det hele.
Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker og følelser med os.
Du er ikke alene
Der er mange som synes, at 3.g er det sværeste år på gymnasiet. Og det kan også være et virkelig hårdt år. Det er der det hele spidser til, og man skal endelig færdiggøre tre års eksamener, afleveringer og lektier.
Det er noget, som rigtig mange kan nikke genkendende til. Derfor er du bestemt heller ikke den eneste, som har det sådan.
Flere andre 3.g’ere har også skrevet til os, fordi de også synes det var rigtig svært at gå i 3.g og få det hele til at gå op.
Hvis du har lyst, kan du prøve at læse vores brevkassespørgsmål: Jeg virker til at falde tilbage i gamle mønstre og Jeg tror simpelthen ikke på at det kan blive bedre. Her fortæller to 3.g’ere om de tanker og følelser, der fylder hos dem.
Angst og stress hænger sammen
Du skriver, at du føler dig stresset for tiden og går med nogle tanker om, om det eventuelt kunne være noget angst?
Her kan det nogle gange give mening at tænke på, at angst og stress symptomer hænger rigtig ofte sammen.
For når vi føler os stressede, så har vores krop ofte langt mindre overskud.
Det kan være okay at føle sig stresset i perioder. Især hvis man går i gymnasiet og har en måned fyldt med eksamener og prøver.
Men står det på i lang tid, kan det lede til, at vi bliver så ekstra opmærksomme på ting, at vi får mere tankemylder og reagerer voldsommere på ting, end vi plejer.
Men hvorfor sker det så? Det kan godt virke lidt mærkeligt, men når vi oplever de former for stress og angst symptomer, så er det faktisk ofte kroppens måde at passe på os.
Lyt til din krop
For hvis kroppen føler, at vi har lidt for mange ting om ørene, så prøver den at sende signaler til dig om, at der er noget som ikke er, som det skal være.
Det kan være panikanfald, kvalme, ondt i maven, svimmelhed eller mange andre ubehagelige symptomer.
Men lige netop fordi det er ubehageligt, så er det vigtigt, at vi lytter til kroppens signaler.
Og når jeg læser dit brev, så lyder det til, at din krop prøver at sige til dig, at du skal slappe af og passe på dig selv.
Pas på dig selv
Når jeg læser dit brev, så lyder det til, at det fylder ret meget for dig lige nu, at du også skal på arbejde efter skole.
Derfor kommer jeg til at tænke på, om du måske skulle overveje at arbejde i weekender eller tage færre vagter.
For hvis det er helt vildt drænende eller stressende at skulle i skole, kan det godt blive endnu mere drænende og stressende, hvis man også skal på arbejde bagefter.
Jeg synes det er vigtigt, at du prøver at passe på dig selv og giver din krop lidt mere af den ro, som det lyder til at den spørger efter.
Kan det være noget angst?
Du skriver, at du længe har gået og overvejet, om det kunne være noget angst.
Det kan vi desværre ikke svare dig på. Det skal der sidde nogle professionelle sammen med dig fysisk og vurdere.
Men et rigtig godt sted at starte, kunne være at prøve vores gratis online-forløb for angst.
Her får du en masse viden om angst og nogle rigtig gode råd til, hvordan du kan få mere ro i hverdagen.
Hvis det bliver ved
Mange oplever at være stressede fra tid til anden. Det er nemlig helt normalt, at vores humør og stressniveau går op og ned i perioder.
Men hvis du synes, det bliver ved med at være svært, så kan det være en god ide at tage et smut forbi lægen.
Læger ved rigtig meget om, hvordan kroppen og hovedet hænger sammen. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis du bliver ved med at føle dig stresset, eller tror du har noget angst, som du skal have hjælp til.
Har du snakket med dine venner om det?
Du skriver, at du godt kan lide dine venner i skolen, og de kollegaer du har på dit arbejde.
Derfor kommer jeg til at tænke på, om du har snakket med dine venner og kollegaer om den stress, du oplever?
Mange af dem går måske selv i 3.g og har et arbejde ved siden af. Derfor kan de måske også godt genkende nogle af de følelser, du går med og den stress, du oplever?
Har du hørt om headspace?
Hvis du synes, det kunne være rart at snakke med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale dig headspace.
Hos headspace arbejder en masse søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis man føler, at man har sværere og sværere ved at komme i skole.
Det er gratis, og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.
Det kan være rigtig svært at vide, hvad man skal gøre, hvis man går i 3.g og har svært ved at komme i skole. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej, og håber du finder ud af det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper