Hej, jeg er en 17-årig pige, der lige er startet i 2. g. Det seneste år har jeg oplevet kraftig angst og en følelse af, at intet er virkeligt. Jeg kan næsten ikke forlade mit hjem eller tage i skole, og jeg føler mig helt fremmed for mig selv. Jeg oplever konstant svimmelhed, mit hjerte banker hurtigt, mine omgivelser virker uklare og sløret, kan dårligt nok trække vejret, lydene omkring mig virker enten højere eller lavere, og føler at jeg langsomt synker ned i et sort hul.
Jeg har set mange psykologer og læger, og jeg taler også med en psykolog nu, som selv har haft lignende oplevelser. Selvom jeg bliver fortalt, at det er en følelse og ikke farligt, ændrer det ikke på det ubehag, jeg oplever. Jeg er bange for at blive indlagt og frygter, at jeg ikke kan gennemføre gymnasiet.
Jeg ved at jo mere jeg tænker på det, jo værre bliver det. Det er bare så svært, når det blevet en vane og en kæmpe del af mig. Selvom jeg også havde det for et år siden, så det kun blevet værre, fordi der kunne jeg sagtens tage i skole, træne, være sammen med venner og være glad. Nu har jeg ingen gode dage, kan slet ikke se andet en negativitet
Jeg forstår ikke, hvad der sker med mig.
(17 år)
Kære du
Det kan være rigtig svært, hvis ens angst er så kraftig, at alt føles uvirkeligt og man har svært ved at komme ud af døren eller i skole.
Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt din situation med os.
Du er ikke alene
Når jeg læser dit brev, så lyder det som om, at tankerne om angst og din fremtid fylder rigtig meget for dig lige nu.
For når angsten er så slem, at man har svært ved at komme ud af døren eller i skole, kan det hurtigt sætte nogle tanker i gang om fremtiden og om hvad der dog skal blive af en?
Her er det vigtigt for mig at sige, at du langt fra er alene. Faktisk så er der omkring 350.000-400.000 danskere lige nu, som har angst ligesom dig.
Så selvom du måske kan sidde med en fornemmelse af at være alene med dine problemer, så er der rigtig mange derude, som kan genkende hvordan du har det.
Kan du snakke med din psykolog?
Du skriver, at du både har gået hos mange forskellige psykologer og læger, og at du går hos en psykolog lige nu.
Her får du at vide, at det du oplever er følelser og at følelser ikke er noget som er farligt. Det er alt sammen rigtigt nok, men som du skriver, ændrer det ikke på det ubehag, som du føler.
Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har snakket med din psykolog om, hvad der er målet med jeres samtaler?
For hvis du ikke føler, at din psykolog møder dig i de følelser du beskriver, så kan det være svært at rykke på noget som helst. Man skal nemlig helst føle sig hørt og set af sin psykolog.
Så hvis du føler at det ikke rykker noget som helst at gå i terapi, kan du overveje at snakke med dem om det.
Terapi tager tid
Når det så er sagt, er det vigtigt for mig at sige, at terapi ikke virker på samme måde som fx hovedpinepiller. For hvor hovedpinepiller virker mere eller mindre med det samme, er det ikke det samme med terapi.
Ofte så tager det længere tid før terapien virker, da ens hjerne som regel lige skal have noget tid til, at opfange alt det man snakker om i terapi.
Så hvis du lige er startet hos din psykolog og føler at det går langsomt, så er det helt normalt.
Har du hørt om Mindhelpers online-forløb om angst?
Selvom angsten måske fylder rigtig meget lige nu og er en stor del af din hverdag, så skal du vide at du godt kan komme af med angsten igen. Det kan godt blive bedre igen og måske endda forsvinde helt, hvis du får den rette hjælp.
Det er selvfølgelig vigtigt at du fortsætter med at gå til psykolog og snakke med din læge om angsten. Så bliv endelig ved med det.
Men hvis du godt kunne tænke dig at gøre noget ekstra for at komme angsten til livs, så kan jeg varmt anbefale dig Mindhelpers online-forløb om angst.
Her får du både en masse informationer om hvordan angst fungerer, men også nogle forskellige teknikker til, hvordan du får mere ro i din hverdag.
Særligt øvelser, som måske kunne hjælpe dig med at komme godt ned i kroppen og få styr på dine følelser af svimmelhed, hjertebanken og så videre. Det er gratis og du kan starte, pause og afslutte det helt i dit eget tempo.
Får du snakket med nogen?
Du skriver, at du er bange for at blive indlagt og frygter, at du ikke kan gennemføre gymnasiet. Er det her nogle tanker, som du deler med nogen af dem omkring dig?
Det kan nemlig være rigtig hårdt og drænende, at gå med tunge tanker og følelser alene. Derfor er det også altid en god ide at dele dem med nogen.
Det kan være dine forældre, nogle af dine venner eller en helt tredje. Det vigtigste er bare, at det er en som du stoler på og er tryg ved.
Prøv at tage en snak med din studievejleder
En anden ting som måske kunne hjælpe på din frygt for ikke at gennemføre gymnasiet, ville være at tage en snak med din studievejleder.
Studievejledere ved ikke kun en masse om eksamener og studieretninger, men er også vant til at snakke med unge, som har det svært.
Derfor kunne de være rigtig gode at snakke med, om dine bekymringer ift. at gennemføre gymnasiet.
I nogle tilfælde kan de sørge for, at man har forlænget tid til eksamener, tilladelse til at have mere fravær end normalt og mange andre ting, som kan gøre det nemmere for dig at gennemføre gymnasiet.
De vil altid lytte hos Angsttelefonen
Hvis du har lyst til at snakke med nogen, som selv har haft angst inde på livet, så kan jeg varmt anbefale dig Angsttelefonen.
Hos Angsttelefonen sidder der nemlig en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har angst. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis man føler angsten har taget overhånd.
Du kan fange dem på telefonen næsten alle ugens dage og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.
Jeg håber meget, at mit svar har hjulpet dig. Og at det har givet dig nogle idéer til, hvad du måske kan gøre ved din angst, så det hele bliver lidt nemmere. Jeg sender de bedste tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper