Nogle uger er jeg helt nede i kulkælderen. Men to uger efter kan mit hoved være fyldt med gode idéer, jeg kan ikke sove, og jeg hører stemmer.
Hej brevkasse
Jeg går og oplever nogle EKSTREME humørsvingninger. Kan i 2 uger have det som om alt er håbløst, jeg er grim, ingen elsker mig, min liv er en joke og er konstant træt. Og så et par uger senere have et hoved fyldt med ideer, snakker hurtig og hele tiden, kan ikke sove og hører stemmer?!?!? Mine veninder kan aldrig gøre sig kloge på mit humør, og virker frustrerede med mig 🙁
Her forleden havde jeg et helt forfærdeligt panikanfald på vej til skole i bussen. Følte mig fastklemt og kunne ikke slippe ud. Fik kvalme, klump i halsen, svedige håndflader og hjertebanken indtil jeg kom ud og så besvimede jeg! En fra min klasse måtte næsten bære mig ind på skolen. Har oplevet det her før tidligere i mit liv, men jeg voksede ligesom fra det. Nu er det tilbage næsten “overnight” og er panisk for hvornår det næste kommer! Min mor har kørt mig til og fra skole et par gange efter (har dog også taget bussen efterfølgende, men ikke uden besvær)… Ved ikke hvad jeg skal gøre 🙁
(Pige, 17 år)
Kære 17-årige pige
Hold da op, det lyder som noget rigtig øv, det du oplever for tiden. Men hvor er det sejt af dig, at du har delt dine oplevelser med os. Det er virkelig godt gået! Og viser, at du gerne vil have det bedre og søger hjælp.
Tag et smut forbi lægen
I første del af dit brev beskriver du dine ret ekstreme humørsvingninger, og at du hører stemmer. Og jeg vil give dig ret i, at de lyder som ret store humørsvingninger. Og det med at du hører stemmer, lyder heller ikke så betryggende. Derfor synes jeg bestemt, at du skal tage alvorligt.
Så mit bedste råd til dig er, at du går til din egen læge og fortæller vedkommende alt det, du har skrevet til mig. Du kan sagtens tage dit brev her med, hvis det er svært at sige. Og hvis du kan, må du meget gerne uddybe og gå i detaljer, når du skal fortælle, hvad du oplever. Og også gerne mere i dybden, hvis du har flere detaljer.
Du skal nemlig have undersøgt, hvad det er for noget med de humørsvingninger og stemmer. Og husk endelig også at fortælle vedkommende og dine panikanfald. Det er nemlig alt sammen noget, man ikke skal gå rundt med uden at få det undersøgt.
Snak også med dine forældre
I forbindelse med at du tager til lægen – som jeg inderligt håber, at du gør – tænker jeg, at det vil være rart for dig at have en forælder med. Derfor synes jeg, at det vil være en rigtig god idé, at du deler dine problemer med dem. Du nævner allerede, at din mor har kørt dig til og fra skole, så jeg tænker, at hun ved noget. Men det er vigtigt, at du fortæller hende alt det, du oplever.
Forældre kan være rigtig gode støtter i svære tider, og det kan for nogle være rigtig rart at have dem med på siden. Specielt når man skal søge hjælp eller skal til lægen med noget svært. Præcis som det er for dig nu.
Vær din egen bedste veninde
For lige at spole tilbage til dine humørsvingninger.. Så kunne jeg forestille mig, at det er rigtig hårdt for dig at mærke, at de påvirker dine venskaber. Og især at de virker frustrerede, og at du ikke ved, hvad du skal gøre ved det.
Det er rigtig vigtigt, at du ikke slår dig selv i hovedet med, at du fx ikke er til at blive klog på. Det er bedst, hvis du kan være din egen bedste veninde. Så hvis du kommer til at tænke dårlige tanker om dig selv, så stop op engang. Og tænk på, hvad du ville have sagt til en veninde, der fortalte det samme.
Fortæl dine veninder, hvad du oplever
Jeg spekulerer på, om det ville give mening for dig at tage en snak med dine veninder om dine humørsvingninger? Fortælle dem om, hvordan du oplever alt det her, og hvordan det er at være dig? Det synes jeg i hvert fald ville være en god idé. Det åbner også muligheden for, at dine veninder kommer til at forstå din situation. De vil måske blive mindre frustrerede, fordi de nu ved, hvordan du har det, og hvordan det er for dig.
Frygten for næste anfald er meget normal
Du nævner i dit brev, at du har haft et forfærdeligt panikanfald. Og det er også mega ubehageligt at opleve, især når du ender med at besvime. Jeg tænker også, at det giver rigtig god mening, at du er bange for, hvornår det næste kommer. Netop fordi du endte med at besvime, da du oplevede anfaldet i bussen. Faktisk er det ret normalt, at man frygter, hvornår det næste anfald kommer, når man har haft et anfald før.
Du er sej, at du tager bussen efterfølgende
… HELT VILD SEJ, faktisk! Der er mange, der helt havde undgået at sætte en fod i en bus, hvis de havde oplevet det samme. Jeg tror endda, jeg ville være en af dem. Du fortæller, at det ikke var uden besvær, men alene det, at du gjorde det, er helt vildt flot. Og det må du endelig blive ved med. Det er ligesom, at man snakker om, at hvis man er faldet af hesten, skal man op på den igen med det samme. Og det kan næsten kun gå for langsomt.
Tjek vores artikler ud om panikanfald
Har du set vores artikler om panikanfald her på siden? Hvis ikke, synes jeg, at det ville være en god idé, hvis du tjekkede dem ud. Den ene handler om, hvad der er godt at vide om panikanfald. Den anden er 6 gode råd til at forebygge panikanfald.
Jeg håber virkelig, at mit svar har givet dig gode idéer om, hvad du skal gøre herfra. Jeg ønsker dig i hvert fald al mulig held og lykke. Og med et håb om, at du snart får det bedre.
De bedste hilsner fra Mindhelper
