Hej Mindhelper
Min psykolog har fortalt mig, at jeg vidst har panikangst. Det er på en måde rart at vide hvad det er, men samtidig føler jeg mig underlig. Jeg ved godt at angst ikke er unormalt, og at det er en følelse de fleste kender, men jeg har ikke lyst til at være den pige der har angst. Det er ikke mig.
Angstanfaldene (eller hvad man nu skal kalde dem), kommer tit når jeh er på skolen. Derfor er det blevet sådan, at jeg nærmest tænker på det hele tiden når jeg er i skole. Jeg er så bange for at det kommer og overrasker mig, så jeg tjekker hele tiden kropsfornemmelser. Jeg øver mig i at flytte mit fokus udaf, men det gør mig også bange. For hvis jeg ikke ved præcis hvor ubehaget er, så ved jeg ikke om det kommer ligepludselig. Det er blevet sådan, at det gør mig bange når jeg skal i skole. Hver dag skal jeg tage mig sammen for at gå ind på skolen. Jeg hader at gå i skole. Ikke fordi skolen er dårlig eller at jeg ikke har venner, sådan er det ikke. Det er bare hårdt at skulle være bange hele tiden. (“Kommer det nu, nu, eller måske nu??”). Jeg er bange når jeg skal op af trapperne. (Måske bliver jeg forpustet). Bange npr jeg skal på wc (måske trigger det noget). Bange når jeg skal gå ud til frikvarter. Bange når jeg skal rejse mig fra min stol. Nervøsitet trigger det også tit. Som om mit hoved ikke forstår, at det altså ER nok med nervøsitet i sig selv. Jeg behøver ikke et helt angstanfald.
Jeg synes heller ikke jeg når nogen steder med de øvelser jeg får til terapi. Jeg kan ikke. Jeg bliver ved med at prøve, men det er bare så hårdt når jeg aldrig rigtig når i mål med de forskellige øvelser. Der sker lifesom ikke noget. Jeg vil ikke give op, men samtidig ved jeg heller ikke hvordan heg skal blive ved med at prøve. Følelsen af angst sidder konstant i min mave og i mit bryst. Det er ubehageligt. Jeg magter bare ikke mere. Jeg er så træt af det.
(Pige, 15 år)
Hej Pige på 15 år
Det kan slide rigtigt meget på en, når man kæmper med angst. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er vigtigt, at man ikke går alene med angsten og alle tankerne omkring den.
Du er ikke alene
Det lyder som om, du har lidt svært ved at acceptere, at du er blevet ramt af angst. Er det mon rigtigt forstået? Det kan nogle gange godt være en svær nyhed at sluge, at man for eksempel har angst. Også selvom det egentligt også er meget rart at have fået at svar på, hvad det er, man kæmper med. For det kan være rigtigt svært at skulle forene det billede, man har af sig selv som person med, at man også er en person, der er blevet ramt af angst. Men du skal vide, at du langt fra er alene om at have angst.
Faktisk så er der omkring 350.000 danskere lige nu, der har angst ligesom dig. Så angst er en ret almindelig ting at blive ramt af. Og angst kan ramme alle. Unge som gamle, mænd som kvinder, indadvendte som udadvendte. Samtidigt er det også vigtigt at huske på, at du ikke er din angst. Angsten er en del af, hvordan det er at være dig lige nu. Men du er heldigvis også alt muligt andet end din angst. Og du kan godt komme af med angsten igen. For angst kan godt blive bedre og forsvinde helt med den rigtige hjælp.
Det er en del af panikangsten
Når man har panikangst, så kan man godt få sådan en følelse af, at det næste angstanfald ligger på lur og venter på at overfalde en. Derfor er det også helt normalt, at man kommer til at tjekke efter, hvordan man har det i kroppen, fordi man ikke vil overraskes af angstanfaldene. Det er det, man kalder for angsten for angsten. Og som du selv så fint skriver, så er det rigtigt hårdt at have det sådan, fordi man ender med at gå rundt og være bange hele tiden.
Men det er faktisk også en del af, hvad det vil sige at have panikangst, at man oplever angsten for angsten. Det betyder også, at den der følelse af, at man altid er på vagt for, hvornår det næste angstanfald kommer, godt kan gå væk igen. Hvis du har lyst til det, så kan du prøve at læse vores artikel om, hvad panikangst er. Der står sikkert noget i den, som du allerede ved. Men måske står der også noget i den, som du ikke vidste. Og som faktisk kan være en rigtig rar viden at have?
Det tager tid, før det virker
Det lyder som om, du er lidt frustreret over, at du ikke rigtigt føler, at den terapi du får hjælper. Det kan jeg sagtens forstå. For man skal jo helst have en følelse af, at det rykker på noget at gå i terapi. Samtidigt er det dog også vigtigt for mig at sige, at terapi ikke virker på samme måde som hovedpinepiller for eksempel gør. For hvor hovedpinepiller nærmest virker med det samme, så tager det lidt længere tid, før man kan mærke at terapien hjælper. Ens hjerne ska nemlig have tid til at tage de ting, som man laver i terapien til sig.
Derfor er det også mega hårdt at gå i terapi til at starte med. For man skal både tale om en masse ting, der er svære. Og så skal man også lave en masse øvelser, der er svære, fordi man skal til at gøre noget helt andet end det, som angsten vil have en til. Så bliv ved med at hæng i, selvom det er svært lige nu. For ligesom med alt muligt andet så bliver tingene nemmere jo længere tid, du øver dig i dem.
Snak med din psykolog
Har du snakket med din psykolog om, at du ikke føler, at du helt kommer i mål med de øvelser, som du laver? Hvis ikke du har det, så synes jeg, at du skal prøve at gøre det. For din psykolog beder dig om at lave øvelserne for, at de skal hjælpe. Og ikke for, at du skal føle, at du aldrig helt kan gennemføre dem. Så hvis de er for svære at gennemføre, så skal du måske starte et andet sted. Men det kan din psykolog ikke vide, hvis du ikke fortæller ham eller hende det. Og selvom det nogle gange måske kan være lidt svært at indrømme, at tingene ikke virker helt som de skulle. Så vil din psykolog rigtigt gerne vide det, så han eller hun kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der så kan hjælpe.
Snak med dine forældre
Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har snakket med dine forældre om, hvordan du har det for tiden? Hvis ikke du har det, så synes jeg, at du skal gøre det. For selvom du går i terapi, så skal du ikke gå alene med angsten på alle andre tidspunkter. Det er der nemlig ikke nogen mennesker, der kan holde til. Vi mennesker er nemlig er bygget til at have brug for at dele de svære ting med folk omkring os, så de kan give os hjælp og tryghed, når vi har brug for det. Og ens forældre vil som regel rigtigt gerne hjælpe og lytte, hvis de ved, at man har brug for det. Hvis der er en anden voksen, du er mere tryg ved at snakke med end dine forældre, så kan du også sagtens snakke med ham eller hende. Det er nemlig ikke så vigtigt præcis, hvem du snakker med. Det vigtigste er, at du har nogen, du også kan snakke med, når du ikke er terapi.
Tag fat i Livslinien
Du skriver, at du ikke magter det mere og, at du er så træt af det. Sådan kan man sagtens få det, når man føler, at man kæmper og kæmper for at få det bedre uden, at det rigtigt lykkedes. Men det får mig også til at tænke på, om du mon også får selvmordstanker, når du har det sådan? Altså tanker om, at du ikke har lyst til at være her mere. Hvis du har, så skal du vide, at du altid kan tage fat i Livslinien, hvis tankerne bliver for meget. Hos Livslinien sidder der nemlig nogle super søde og dygtige frivillige klar til at lytte og hjælpe, hvis man har selvmordstanker. Og de er vant til at snakke med unge, der har fået det så svært, at de ikke har lyst til at være her mere. Samtidigt kan du være helt anonym hos Livslinien, så dem kan du trygt tage fat i.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at det du tager med fra mit svar er, at selvom det virker super svært lige nu, så kan angsten godt blive bedre igen. Det tager nogle gange bare lidt tid før, at det bliver helt godt igen.
De bedste hilsner fra en Mindhelper